Kruset er musselmalet. Ikke på den klassiske måde, men i Karen Kjældgård-Larsens moderne version, hvor detaljer er forstørret, og kaffen, der damper op over kanten, er nyskænket.
Valget af kaffestel i museumscafeen er ikke tilfældigt, for Mega Mussel-kruset og de tilhørende tallerkener er som sprunget ud af samlingen. De er fra Royal Copenhagen, hvis store samling, der består af ca. 55.000 stykker keramik, i 2010 blev doneret til Danmarks Keramikmuseum på Grimmerhus i Middelfart.
»Vi er slet ikke færdige med at registrere samlingen endnu. Vi har vel nået godt 85 procent og arbejder stadig på det,« fortæller konstitueret direktør Pia Wirnfeldt.
Registreringen var det ene krav, der fulgte med, da keramikmuseet overtog samlingen. Det andet var, at museet inden udgangen af 2011 skulle skaffe penge til en udvidelse, så samlingen kunne udstilles i tidssvarende lokaler. Det lykkedes gennem intens fondssøgning, og for nylig genåbnede museet som Clay Keramikmuseum Danmark med nyt logo, der refererer til støbekanaler og drejeskiver.
»Vores identitet afspejles i det nye navn og logo. Navnet tager afsæt i museets historiske udgangspunkt, da det udsprang af den internationale kunstnersammenslutning Clay Today, og det rækker ud i fremtiden, da det også er internationalt. Samtidig er ler jo det, der er fælles for stentøj, fajance og porcelæn, og endelig er den nye tilbygning rent faktisk gravet ned i Lillebæltsler,« forklarer Pia Wirnfeldt.
Så nej, ler er ikke bare ler.
»Vi går rundt med føddernes plantet på ler. De fleste børn har erfaring med at forvandle en klump ler til en form, og vi har alle haft et krus i hånden,« siger Pia Wirnfeldt og krammer den musselmalede kop.
»De samme former går igen. Kruset, fadet, krukken og kanden. Der er en urkraft over en krukke, som kan være en beholder for vand, men også en urne, der signalerer død. Den spiller på et bredt spektrum af vores livserfaringer. Det er alle disse fantastiske historier, der knytter sig til ler, som vi gerne vil formidle.«
Skatkammeret
Kort før åbningen blev museets mangeårige direktør og initiativtager til hele udvidelsen, Lise Seisbøll, fyret efter at have raget uklar med bestyrelsesformanden, som samtidig trådte tilbage. »Men vi har forsøgt at fortsætte den kurs, vi havde sat i fællesskab. Heldigvis har jeg arbejdet tæt sammen med Lise, både hvad angår museets faglige udvikling og hele byggeprocessen,« siger Pia Wirnfeldt.
En lille del af Royal Copenhagen Samlingen er nu synlig for publikum i Skatkammeret – den ene af de tre aktuelle udstillinger på museet. Her fortælles 235 års designhistorie gennem et udvalg af serier og enkeltstående værker skabt på Den kongelige Porcelainsfabrik, Bing & Grøndahl og fajancefabrikken Aluminia samt værksteder som Kähler og Saxbo.
Her står kopper, kander, tallerkener, fade, krukker og skåle på række, hylde efter hylde i store glasskabe. Det musselmalede i variationer, der er fulgt med tiden, det prætentiøse Hejrestel, Flora Danica, Trankebar og Mågestellet for blot at nævne nogle af de mest kendte. Her er også kongelige figurer og andet skulpturelt design så som en kompakt måge af Anne Marie Carl Nielsen. Serieproduktioner og unikaer fra det svært ornamenterede og kunstfærdige til det mere enkle og stiliserede opstillet såvel historisk som tematisk.
Skatkammeret befinder sig under jorden, gravet ned i haven bag den gamle, smukke hovedbygning fra 1857, hvor udstillingerne tidligere var placeret rundt om i små rum fordelt over flere etager. Med den nye 1.500 kvadratmeter store bygning er langt det meste af udstillingen flyttet ud af selve Grimmerhus, som i stedet bruges til publikumsfaciliteter som café, bibliotek, butik og læsesal.
Den nye udstillingsbygning er tegnet af Kjaer & Richter A/S og er gravet ned i skrænten mod Lillebælt, så kun en del af den rager op over jorden, men de store vinduespartier i endevæggen giver en fantastisk udsigt over vandet. Ser man bort fra det mere dunkle skatkammer, er der lyst og højt til loftet i det store rum.
»Her i starten har vi valgt at holde rummene rimeligt åbne, så man kan fornemme arkitekturen. Men på sigt kan vi dele op, så vi også kan lave mindre udstillinger,« forklarer Pia Wirnfeldt.
Samtidskeramikkens platform
Adgangen til den nye bygning sker via elevator eller en ny trappenedgang til kælderetagen under Grimmerhus. Den første udstilling, publikum møder, hedder Pragtstykker og viser et stort udvalg af museets egen samling af værker fra det 20. århundreds keramik. Fra helt nye fade af Knud Odde med ansigter, som også kendes fra hans malerier, til krukker af den kunstneriske leder af Den kongelige Porcelainsfabrik, Arnold Krog, hvor små figurer er ved at kravle ud eller ind af krukkeåbningen, som skulle det illustrere overgangen mellem brugskunst og mere skulpturel kunst.
»Vi skal stadig være en platform for præsentation af samtidskeramikken og ikke bare et historisk museum. Vi skal dække hele spektret fra brugskunst over design til kunstkeramikken – fra juleplatter til det unikke. Den moderne samtidskeramik er netop kendetegnet ved mangfoldighed. Der er kunstnere, der arbejder skulpturelt eller konceptuelt, mens andre arbejder med glasur eller anden teknik,« forklarer Pia Wirnfeldt.
Endelig er særudstillingen, Brandes & Bindesbøll – Bånd & Brud placeret i fløjen ned mod Lillebælt. Her vises forskelle og ligheder mellem de to kunstnere, Thorvald Bindesbøll og Peter Brandes, hvis store farvestrålende krukker med motiver fra såvel Bibelen som den græske mytologi står række efter række. Her kan man se, hvordan Bindesbøll omkring 1900-tallet arbejder sig frem mod et nonfigurativt billedsprog, der foregriber det abstrakte maleri. Og man kan se, hvordan Peter Brandes er inspireret af den gamle mester, men samtidig skaber sine helt egne fortællinger. En af de helt store Brandes-krukker – den såkaldte Isak-vase, som oprindeligt blev skabt til verdensudstillingen i Sevilla i 1992 – har i øvrigt sin faste plads udenfor museet som en form for vartegn.
Udstillingen er et eksempel på den slags dialogudstillinger, som museet gerne vil lave, fortæller Pia Wirnfeldt.
»Vi vil også gerne lave dynamiske særudstillinger skabt ud fra værker i samlingen, så den historiske samling kommer i dialog med samtidskeramikken. F.eks. kunne det være sjovt at bede samtidskunstnere om at dykke ned i samlingen og finde ting, der perspektiverer det, de selv arbejder med.«
Store ambitioner
Med de nye muligheder satser museet på et større publikumstal end hidtil.
»Jeg tror, at vi når bredere ud nu med den nye samling. Vi satser derfor på næsten at fordoble publikumstallet. I 2012 før lukningen var der 19.000 gæster, og vores mål er at nå 30.000 årlige gæster. Lige nu mærker vi stor nyhedsinteresse og har mange rundvisninger,« siger Pia Wirnfeldt.
Et andet mål er at opnå statsanerkendelse, så museet ikke længere er afhængigt af Middelfart Kommunes støtte samt diverse fonde.
»Vi håber at kunne blive statsanerkendt, nu hvor vi har fået Royal Copenhagen-samlingen. På sin vis har vi altid ageret, som om vi var det, så springet vil ikke være stort”.
Museet har f.eks. i forvejen dispensation til at indgå i den fælles museale værkdatabase, ligesom forskning har været en del af dets virke.
»Der ligger meget forskning gemt i Royal Copenhagen-samlingen, så det er vores ambition, at vi skal have tiltrukket mere forskning. Vi har allerede mærket stor interesse fra ind- og udland. Folk har længtes efter at have direkte adgang til samlingen, og de banker på for at få adgang til vores arkiv.«
