Læsetid: 3 min.

Norsk roman som vor far og farfar lavede den

Mindst 100.000 nordmænd må være nostalgiske efter romanens gode, gamle dage
6. juni 2015

En kioskbasker er ikke nødvendigvis underholdende. Så meget står klart ved læsningen af Svøm med dem som drukner, en gammeldags roman, der med udgangspunkt i Udkantsnorge inddrager det 20. århundreds store dramatiske begivenheder som baggrund, inklusive to verdenskrige.

Hovedpersonen, den 25-årige Edvard, er vokset op i en lille by hos sin bedstefar efter sine forældres tragiske død, da han var tre år gammel. Da bedstefaderen pludselig dør, bliver det anledningen til, at Edvard søger at opklare sin nære families fortidsmysterier. Dels forældrenes død, dels bedstefaderens livslange fjendskab med broderen Einar, der har været forsvundet i årtier.

Edvards rejse fører til Shetlandsøerne og Frankrig, hvor sporene peger tilbage mod Anden Verdenskrig. Undervejs møder han den karismatiske Gwen, rigmandsdatter med tilknytning til Einars efterladte skat, der overraskende består af et lager af udsøgt træ, flammebirk og valnød, der kræver hårde vækstbetingelser for at udvikle sine unikke årringe. Edvards rejse tilbage i historien fører ham frem til sig selv og til en ny bestemmelse i tilværelsen. Som i et klassisk naturalistisk romanplot når Edvard hjem til Skarum og kan knytte friske bånd, fri af fortiden.

Romanen vandt i 2014 den norske Bokhandlerpris, svarende til De gyldne Laurbær i Danmark. Med 100.000 solgte eksemplarer har bogen tilsyneladende ramt et behov for en klassisk roman med fokus på forbindelsen mellem individ og slægt, mellem norsk udkant og det større vingesus i fælleseuropæisk historie.

Ikke en god roman

Som amerikanske Donna Tartts Stillidsen (2014) fungerer romanen som en postmoderne cocktailshaker, der mixer adskillige romanplots. Blot er der formatet til forskel fra Tartt. Mytting nupper ret kritikløst fra norske forfatterkolleger som Lars Saabye Christensen, som det blev påpeget af bl.a. anmelderen i den store norske avis VG, hvis reaktion da også var ret afkølet.

Set med mine danske københavnerøjne er Svøm med dem som drukner ikke nogen god roman. Ikke kun er den uspændende, men hovedpersonen Edvard er en mand uden egenskaber eller personlige holdninger, hvis identitet er bundet i netop begivenheder uden for ham selv, i fortiden.

I det hele taget er der noget søgt og uægte over romanen, både fordi det er svært i hvert fald for denne læser at interessere sig for hovedpersonens fortidsafdækning, og fordi bogen sprogligt er sentimental og klichéfyldt. Som gennemgående stiltræk hænges subjektløse sætninger efter hinanden i lange kæder som for at skabe intensitet: »Det svimlede for mig. Som at læne sig op ad et tårn og se op. Som at stå på en færge og se ned. Kors så langt øjet rakte.« Også de overlappende metaforer kommer til at virke som mindre, ikke mere.

Mest kommer bogen til live i sine skildringer af Einars skat af træsorter, hvis skønhed opmales med håndværksmæssig begejstring. Dog fungerer den skjulte skat også som en kliché, i stil med klassiske krimiers brug af gadgets som russiske kronjuveler.

Myttings roman burde være svaret på alt det, Mette Høeg tilsyneladende savner så stærkt i nutidslitteraturen. Nemlig et verdensorienteret synspunkt og en traditionel fortællerholdning, hvor individets troværdighed ikke er til diskussion.

Men faktisk modbeviser romanens blotte eksistens, og dens markedssucces, faktisk Høegs påstand om, at litteraturen er en art nulsums-spil, hvor fremkomsten af en bestemt type litteratur forhindrer andre typer i at blive skrevet eller udgivet.

Hverken romaner eller rabarbergrød var nemlig bedre i gamle dage, da mænd, krig og giftgas var mere naturlige omdrejningspunkter for romaner end nu, hvor personlige erfaringer fra velfærdsstaten danner baggrund for litteraturens identitetsspørgsmål.

Sandheden er vel, at litteraturen har mange udtryk. En roman, som vor far og farfar lavede den, der som Myttings overholder en række naturalistiske narrative former, er ikke nødvendigvis bedre litteratur end den, der skrives på nutidens betingelser.

Lars Mytting: Svøm med dem som drukner. Oversat af Rolf Stavnem. Rosinante. 448 sider. 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Nørgaard

To norske romaner anbefales varmt.:

"Det uoppløselige episke element i Telemark i perioden 1591-1896" og "Genanse og verdighet" (2014 & 1994) er Dag Solstads 18. og 12. roman - de eneste i forfatterskabet der endnu ikke er udkommet på dansk. Forhåbentlig får forlæggerne snart rettet op på det.

Nobelprisen til Dag Solstad (også) for hans nye 18. roman. God læselyst.

Peter Nørgaard

P. S.
Lorin Stein, chefredaktør for "the Paris Review", skriver om Dag Solstads roman "Genanse og verdighet", den 29. 5. 2015: "It is suggestive, sad, and extremely funny.".

Desuden har National Teatret i Norge dramatiseret romanen med stor succes. Og norske kritikere har den på en 3. plads, blandt de 25 bedste norske romaner fra det 20. århundrede, hvor Solstad - som den eneste - har 2 romaner med.