Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Det’ vil dig ondt

En film om kønssygdomme, dødsangst eller en forladt, rodløs ungdom? Der er mange måder, hvorpå man kan fortolke ’It Follows’, David Robert Mitchells fascinerende og begavede gyserfilm
Efter Jay har dyrket sex med sin kæreste Hugh, fortæller han hende, at han nu har givet ’det’ videre til hende. Og ’det’ vil slå hende ihjel, hvis hun ikke giver det videre. Foto: fra filmen

Efter Jay har dyrket sex med sin kæreste Hugh, fortæller han hende, at han nu har givet ’det’ videre til hende. Og ’det’ vil slå hende ihjel, hvis hun ikke giver det videre. Foto: fra filmen

Kultur
5. juni 2015

Der er en del at tænke over og prøve at regne ud, når man har set amerikanske David Robert Mitchells usædvanlige gyserfilm, It Follows.

Umiddelbart kan den godt minde om en af den slags slasherfilm om liderlige teenagere, der er blevet lavet så mange af siden 1970’erne. Det er den bare slet ikke. Snarere er It Follows en visuelt forførende og uudgrundelig film om angst; en film, der er formet som en drøm eller et mareridt af den ubehagelige slags, man har svært ved at vågne op fra – og lade bag sig.

Jay (Maika Monroe) hedder den purunge kvinde, der står i centrum af historien, og som efter at have været i seng med sin kæreste, Hugh (Jake Weary), bliver forfulgt af væsener – døde mennesker – som tydeligvis vil hende det ondt. Hugh, der, efter de havde været i seng sammen, fortalte hende, at han nu havde givet ’det’ videre til hende, og at hun måtte give ’det’ videre til andre for at overleve.

Sammen med sin søster og to venner, der tror på hende, prøver Jay først at flygte fra ’det’, men det er tilsyneladende ikke muligt, og spørgsmålet er, om hun skal konfrontere ’det’ eller selv sørge for at give ’det’ videre.

Hvad ’det’ er, får vi aldrig at vide, og det er en af styrkerne ved It Follows. Hvordan man forstår og fortolker filmen, er helt op til én selv, og det giver mulighed for at bevæge sig i mange forskellige retninger – også selv om nogle af dem synes angivet af instruktøren.

Fraværende forældre

Det er et fascinerende tidsbillede og miljø, David Robert Mitchell tegner for os i It Follows. Filmen foregår i en forholdsvist velfriseret del af Detroit, men der er ikke langt til den forfaldne og helt smadrede del af den hensygnende amerikanske storby. Hvornår den foregår, er lidt uklart – der er ingen mobiltelefoner, og tv-apparaterne er af den gamle slags med billedrør.

Kombineret med den stemningsfulde synthesizermusik af Disasterpeace, der er som taget ud af en John Carpenter-film, og Mike Gioulakis’ kamera, der cirkler om personerne, skaber det alt sammen en ganske særlig, outlandish stemning, som kun forstærkes af det adstadige tempo og de nærmest afblegede billeder.

De fire unge mennesker synes at leve deres helt eget liv. Jays mor ser man i glimt, bagfra eller som et spejlbillede, sovende ved siden af en tom flaske rødvin. Hun er fraværende, selv om hun rent fysisk er til stede, og man forstår, at man har med en ødelagt familie at gøre. Faren ser eller hører man (måske) aldrig noget til.

Rodløs ungdom

Det er i dette på én gang afdæmpede og lidt triste portræt af en rodløs ungdom overladt til sig selv, at man – jeg gjorde i hvert fald – kan finde en vis mening med It Follows. ’Det’ er af amerikanske anmeldere blevet tolket som en metafor for kønssygdomme og aids og for den død, man i sidste ende ikke kan undslippe.

Så kysk tror jeg dog ikke, at filmen skal opfattes. Jeg læser den i højere grad som et sindbillede på den udefinerbare angst, vi alle kan blive grebet af indimellem, og ingen måske mere end unge mennesker, som ikke ved, hvad fremtiden bringer, fordi de endnu ikke ved, hvad de vil, og hvor de er på vej hen, især ikke i et ødelagt, kriseramt samfund.

Hypnotiserende film

Lidt højtravende kan man vel sige, at David Robert Mitchell ikke blot diagnosticerer den amerikanske ungdom, men også udkantsamerika, og på den måde vækker It Follows faktisk mindelser om en anden gyserklassiker, nemlig Tobe Hoopers 40 år gamle, ofte misforståede Motorsavsmassakren.

Der ligger også gemt en foruroligende skildring og måske endda kritik af den sønderrevne, amerikanske kernefamilie i It Follows – og derfor har den også lidt tilfælles med E.T. – uden at jeg dog kan forklare det nærmere; det ville simpelthen afsløre for meget.

Under alle omstændigheder er It Follows en hypnotiserende og uhyggelig film, der griber fat i sit publikum og langsomt og ubønhørligt fører det med sig ud i det ukendte. Det er en original og begavet måde at fortælle en vigtig historie, som dog er blevet fortalt før.

Der er enkelte øjeblikke, hvor man får et pludseligt chok – en bold på et vindue, en skikkelse i baggrunden af billedet – men for det meste handler det om den foruroligende grundtone af angst og usikkerhed, som Mitchell får skabt. Og den er ikke sådan lige til at ryste af sig igen.

’It Follows’. Instruktion og manuskript: David Robert Mitchell. Amerikansk (Skræmmende mange biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

ulrik mortensen

Og her er et lille klip fra en af de mest chokerende og hårrejsende gysere fra 2014 (bemærk, ikke for sarte sjæle): https://www.youtube.com/watch?v=mCsWZP8RpwQ

Peter Hansen

Kedelig film, anbefaler så heller Closer to God.