Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Pæren blinker

Det har været en god dag på kontoret, da redaktionen bag den bærende dokumentar i DR2’s temalørdag om intelligens ’Er du dum eller hvad?’ fik den kvikke idé at lade realitystjernen Amalie Szigethy være vært. En af de dage, hvor der dukker en lysende pære op over hovedet
Amalie Szigethy skaber fremdrift som vært, men tilrettelæggerne kunne godt have tænkt sig lidt bedre om i DR’s dokumentar ’Er du dum eller hvad?’ Foto: The Compound Aps/DR2

Amalie Szigethy skaber fremdrift som vært, men tilrettelæggerne kunne godt have tænkt sig lidt bedre om i DR’s dokumentar ’Er du dum eller hvad?’ Foto: The Compound Aps/DR2

Kultur
26. juni 2015

»Jeg ved sgu godt, jeg ikke er professor i IQ,« siger Amalie, der begyndte sin karriere som realitystjerne for fem år siden i Paradise Hotel. »Det er ikke matematikken, der trykker hos mig.«

Ikke desto mindre er den røde tråd i Er du dum eller hvad? netop, at Amalie skal opklare to spørgsmål: Hvad intelligens er, og hvor meget hun selv har af den at gøre godt med.

Sidstnævnte diskuterer hun med forskellige autoriteter på området: Sin mor, der ikke syntes, Amalie skulle lave lektier, når det ikke gjorde hende lykkelig, sin gamle klasselærer, der nok syntes hun burde have set på de lektier alligevel, og en psykolog, der kan fortælle, at intet slår hårdt arbejde. Udsendelsen når også forbi en fysikforelæsning, en ekstra ekspert med et hurtigt forbipasserende nationaløkonomisk perspektiv på intelligensniveauer og to tilsyneladende yderpunkter på intelligensskalaen, et mensa-medlem og en mand med Down’s syndrom.

Sludder og vrøvl

Amalie gør det fint som kombineret vært og testperson. Hun tager godt imod muligheden for at bevise, at man ikke behøver at have lavet lektier for at blive en mediepersonlighed og heller ikke behøver at skamme sig over, at det er det, man er. Amalie er kendt for at forsludre faste vendinger på dansk, måske endda for at gøre en dyd ud af at kludre demonstrativt rundt i sproget. Hun er generelt ret uimponeret af klogskaben og dens ambassadører, trækker på skuldrene og henviser til sin egen succes.

»Der er ingen vej udenom, jeg kan lige så godt kaste mig ud i det. Jeg skal have målt min intelligens,« siger hun. Sandheden er selvfølgelig, at der er en vej udenom. Amalie kunne bare gå sin vej ud i verden, hvor der ikke mangler efterspørgsel på de personlige egenskaber, hun har allermest kørende for sig. Det er tv-speakgenrens dumhed, der taler her. Og det gør den godt flere steder med diskret halvhjernede formuleringer som »denne rejse i det intelligentes univers«. Den klodsede alvor, som intelligensbegrebet bliver fedtet ind i, gør i sig selv en flot indsats for at relativere det.

Det falder heller ikke tilbage på Amalie, når gennemgangen af intelligensbegrebet er så sjusket, som den er. Det er tilrettelæggerne, der har tænkt, den var hjemme, nu værten var på plads, og har glemt at interessere sig ordentligt for emnet. Den amerikanske psykolog Howard Gardners definition af indtil videre ni forskellige former for intelligens virker naturlig nok at nævne. Det virker bare som om, programmet er mere optaget af det gimmickagtige i at lade en selvtilfreds sprogklovn komme til orde end af emnet, når f.eks. ingen har gidet at rette »rummelig intelligens« til »rumlig intelligens«. De kunne godt lige have googlet sig til, at de to ord betyder noget forskelligt.

Ordet intelligens bliver også brugt i flæng om alle karaktertræk, der ikke er entydigt negative. Er du dum eller hvad? kunne sagtens have været strammere. Det er spørgsmålene om, hvad det vil sige at være intelligent, hvad det skal gøre godt for, og om man kan kalde Amalie for en kvik pige, der giver programmet retning, som derfor slingrer noget, når intelligens, succes og generel tilfredshed med tilværelsen blandes sammen.

Dårskab eller dovenskab

Umiddelbart efter Er du dum eller hvad? gik temalørdagen over i den modsatte grøft og viste den britiske dokumentar Manden med den fantastiske hjerne (2006) om Daniel Tammet, en stille og rolig fyr med en ekstraordinær synæstetisk intelligens, for hvem mønstre er ekstremt iøjnefaldende. Tal og matematiske operationer åbenbarer sig for ham som visuelle former og teksturer, der danner svimlende smukke landskaber i hans hoved. Primtal giver ham en øjeblikkelig og intenst behagelig følelse lige bag panden, og fremmedsprog kan han lære på en uge. De kæmpestore udregninger, som Daniel Tammet laver i hovedet, er ikke resultatet af en evne til abstraktion, han iagttager bare, hvordan tallene visualiserer sig i forhold til hinanden inde i hovedet. Tammet har alle symptomer på autisme, undtagen dem, der gør omgang med andre mennesker besværlig, og han forklarer sine tankeprocesser meget præcist, smukt og glædestrålende. Hvis man vil vide noget om ekstrem intelligens og hjernens utrolighed, er det den udsendelse, man skal se.

Hvis man derimod vil se fjernsyn om, hvilken status intelligens har blandt almindelige ikkegenier, og hvad det betyder at stå henholdsvis inden for og uden for de kloges klub, er Er du dum eller hvad? et udmærket bud. Udsendelsen er langt hen ad vejen en parade af trodsig-kæk omgang med intellektuelle overmænd og en forsvarstale for fravalget af fordybelse. Amalie er tydeligt fortørnet over at være blevet regnet for dum, hun identificerer sig helt klart mere med de dovne. Særligt over for den psykolog, der skal teste hendes kognitive evner (og som knastørt belærer hende om dørklokkens funktionsmåde, efter at hun har banket på døren), er hun imponerende kold i røven.

»Hvad gør du, når du står i en situation, hvor du skal regne?« spørger han. »Så lader jeg være …«

Erfaring og øvelse betyder mere for intelligensen end potentiale, kan psykologen fortælle. Det viser eksperimenter med skakspillere.»Det lyder kedeligt,« bemærker Amalie. »Men også lidt godt,« tilføjer hun, der har det fint nok uden evner i den retning, men nok forstår, at hun skylder seerne en opbyggelig morale, inden hun vimser videre ud i underholdningsbranchen.

Er du dum eller hvad? og Manden med den fantastiske hjerne kan ses på dr.dk til hhv. den 18. september og den 5. juli.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Den med ikke at bruge dørklokken er hun ikke ene om.

Yngre generationer banker på døren, når de kunne benytte dørklokken. Og tror måske, at de så ikke forstyrrer eller forstyrrer mindre.

Er de kommet indendøre - f.eks. på et kontor, banker de evt. på kolleger og chefers døre, men lukker dem ikke op, medmindre der råbes "Kom ind" for fuld styrke.

Af og til må den, der opsøges, rejse sig og åbne døren. Måske står bankeånden derude, måske er vedkommende gået slukøret bort med uforrettet gerning.

Gad vide, hvor de har lært så selvudslettende en adfærd.

Niels Duus Nielsen

Sjov anmeldelse, tak for den.

Og for en gangs skyld tjekkede jeg de "Relaterede artikler", og morede mig kosteligt.

Undtagen dog artiklen om tvangsfjernelse, den var lidt trist.

Og jeg kunne heller ikke rigtigt se, hvordan "En prostitutionsdebat som for længst er blevet ført" er relevant i denne sammenhæng.

Men jeg er nok lidt dum, selv om jeg ikke vil indrømme det. Men nu er jeg heldigvis arbejdsløs, så jeg har politikernes ord for, at jeg bare er doven.