Når informationer bliver oversat fra tal til billeder, fremstår de tit med en ny form for intuitiv appel og aflæselighed. I en tid hvor datavisualiseringer dagligt giver os nye og fantastiske billeder af alt fra epidemiers spredninger over vejrfænomeners udvikling til venskabsrelationer på Facebook, kommer det ikke som nogen overraskelse, at diagrammet er et stærkt redskab til at give os indsigt og overblik. Men diagrammer har en lang historie og har længe inden computerens opfindelse været et redskab til at anskueliggøre kompleks viden på nye måder.
Det er sådanne visualiseringsteknikker fra før computeren, der udgør grundlaget for Glyptotekets udstilling med den amerikanske kunstner Man Ray (1890-1976).
Præsentationen er ganske vist bred og dækker med mange fine eksempler den alsidige kunstners store produktion inden for maleri, skulptur, tegning og fotografi. Her er eksempler på hans tidlige dada-værker, hans surrealistiske objekter og hans berømte fotografier. Men udstillingens centrum og omdrejningspunkt er en mindre kendt serie fotografier af tredimensionelle matematiske modeller i gips, træ og papmaché, som Man Ray optog på Institut Henri Poincaré i Paris i 1934, og som han senere – i 1940’erne – anvendte som forlæg for en serie malerier.
Fri for plot
Udstillingen Menneske//Ligninger viser både nogle af de oprindelige matematiske modeller, nogle af de sort-hvide fotografier fra 1934 og et uddrag af den større serie malerier med titlen Shakespearean Equations, som han malede årtiet efter, da han var vendt tilbage til USA efter næsten 20 år i Paris. Strøet ud mellem dette materiale finder man en række andre værker af Man Ray, som er afledt af de centrale serier eller står som forløbere for dem. Blandt andet de fire rayografier – kameraløse fotografier – som befinder sig i Glyptotekets egen samling.
Udstillingen er disponeret ud fra et dramaturgisk princip, i tre akter, men med Shakespearean Equations som grundfortællingen. En fortælling, som meget passende er helt fri for plot og snarere arrangeret ud fra formelle kriterier end kronologiske, medie- eller materialemæssige.
Man Ray var ikke interesseret i de tredimensionelle matematiske modellers specifikke baggrunde eller videnskabelige funktioner. Ligesom så mange af os forstod han heller ikke de komplicerede ligninger og den abstrakte algebra. Men han kunne ikke desto mindre umiddelbart opfatte modellernes æstetiske latens, deres sære lighed med den abstrakte billedkunsts skulpturer.
Man Ray så dem vel som en slags objets trouvés, fundne genstande, eller sculptures involontaires, ufrivillige skulpturer, som surrealisterne ofte arbejdede med ved at løfte ting ud af deres oprindelige sammenhæng og indplacere dem i nye. På en måde var det netop, hvad han gjorde i fotografierne af modeller, hvor han isolerede dem på neutrale baggrunde.
I de fotografiske afbildninger af modellerne opviser Man Ray en surrealistisk sensibilitet, der betoner deres gådefulde former, som var de en slags hinder trukket hen over en underliggende og skjult substans. Han var en særdeles rutineret fotograf, som mestrede lyslægningens kunst og vidste præcis, hvad den betød for aflæsningen af billederne. Man Ray arbejder i fotografierne af modellerne med en hård kontrast mellem lys og skygge, som næsten fjerner den rumlige dybde og reducerer de tredimensionelle modeller til flader uden nogen taktilitet. Eller han fremhæver genstandenes antropomorfe karakter, deres mystiske maske- og kropslignende former, som dukker frem på billedfladen som stiliserede og karikerede anatomier – på samme tid genkendelige og absolut fremmedartede.
Tilfældighedsprincip
Da han over ti år senere bruger disse fotografier som afsæt for den serie af malerier, som han kalder Shakespearean Equations, bliver afstanden til de originale modeller endnu større. For nu tilføjer Man Ray farver til modellerne, og han vrider dem yderligere ud af form for at skabe en række stærkt suggestive scener af halvt amorfe tingsdramaer, der udspiller sig i drømmeagtige rum uden horisonter og med sære skalabrud. Alle malerierne får titler hentet fra Shakespeares dramaer, men – på typisk Man Ray-manér – ud fra et tilfældighedsprincip eller hurtige indskydelser. Han tilføjer med andre ord ufrivillige, fundne titler til ufrivillige, fundne skulpturer, som han har remedieret ad to omgange i mellemtiden.
Det legende og subtilt humoristiske, som bliver udgjort af lige dele absurditet, ironi og drilleri, kendetegner således udstillingens centerværk såvel som de mange hovedværker og mindre kendte arbejder, der er spredt rundt i den store udstilling. De mange værker til trods har udstillingen et let og elegant præg, som helt i Man Rays ånd leger videre med genstandenes relationer til hinanden på tværs af tid og medier. Tilbage står indtrykket af en kunstner, som egentlig ikke var håndværksmæssigt eminent til andet end at fotografere, men som med sin idérigdom og evne til at indoptage alt forhåndenværende i den kunstneriske produktion alligevel med stor konsekvens placerer sig som en af det tyvende århundredes markante skikkelser.
Menneske//Ligninger leger som udstilling videre med Man Rays kunst og yder den dermed den bedste form for respekt. Den placerer sig i rækken af udstillinger på Glyptoteket, der har behandlet kunstneres metoder og teknikker, sådan som publikum senest har kunnet se det i 2013 i udstillingen Degas’ metode. Så selv om Man Ray måske nok både historisk og æstetisk ligger lidt uden for det kunstneriske kerneområde, man forventer at finde på Glyptoteket, giver det mening at vise udstillingen her. Og først og fremmest er det en fryd at få lov at se disse sjældne værker af en stor kunstner i en smuk opsætning, der udviser så dyb forståelse for værkernes indre logik.
’Man Ray. Menneske//Ligninger’. Ny Carlsberg Glyptotek. Indtil den 20. september
