Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

En rejse – og et venskab – finder sin slutning

Klaus Rothstein skriver medrivende om sin cykeltur Seattle-New York i 1982, men han underforsyner læseren med oplysninger om det psykiske drama
Kultur
13. juni 2015

At cykle fra Seattle til New York er en bedrift: 5.000 km i bjergrige, forblæste, øde og temperatursvingende landskaber. Klaus Rothstein tog i 1982 et fjumreår fra sin gymnasieskole og gjorde turen sammen med sin ældre kammerat W.

Det har Rothstein nu skrevet en dejlig, lille bog om. Et essay på 97 sider. Nærværende anmelder læste med en særlig fryd, for anmelderen opholdt sig i USA på de tider og har cyklet i nogle af de samme landskaber – og kan derfor stå inde for ægtheden af de stemninger, som Rothstein gengiver. Det er som at være der selv – igen. For den læser, der ikke har tilsvarende forudsætninger, er bogen skrevet så medrivende, at læseren vil opleve sig som rejsende i tiden og på stederne.

Som det ofte sker for danske vejfarende i USA, er Rothstein overvældet af den amerikanske gæstfrihed. Vores lille land har den fordel, at det vækker behagelige forestillinger hos folk de fleste steder på kloden. Er indstillingen – som i USA – i forvejen imødekommende, bliver den det endnu mere, når danskere ser ud til at have brug for hjælp. Rothstein anvender fiffet med at sætte et Dannebrog på cyklen. Det tjener til at påkalde sig opmærksomhed og omsorg.

Smukt er det, at Rothstein udfolder, at de, der i USA træder hjælpende til, sagtens kan være typer, som man ellers ville være betænkelig ved: De våbengale, de krigstraumatiserede, de religiøst fanatiske og de politisk vansindige.

Sorg over slutning

Rothstein beskriver fint den sorg, man føler, når en lang rejse er nær sin afslutning. Sorgen spejler erkendelsen af, at den færd, som selve livet er, jo også får en ende.

Rothstein er ambitiøs nok til at ville gøre sin rejseskildring til en beretning om afslutning på venskabet med W. Her er læseren imidlertid så underforsynet med indblik i de psykiske mekanismer, at det bliver svært at gennemskue, ja, endda at gætte, hvorfor bruddet kommer. W fremstår som en beundret ældre bror for Rothstein; W har styr på alt det praktiske og samtidig et vildt og muntert sind, der kan løfte hverdagen i latter.

Hvad er det, der går galt undervejs? Rothstein indlægger som tema Robert Frosts smukke digtstrofer om ved en korsvej i skoven at have »valgt den mindre befærdede, og det har gjort hele forskellen«.

Jamen, W og Rothstein følges jo ad hele vejen i USA. Når de vælger forkert i landskabet, gør de det sammen. Så strofen kan næppe være nogen nøgle til en forskel mellem dem. Eller hvad?

Underligt er det også, at der går lang tid mellem rejse og brud. Rothstein skriver: »Mange år efter blev W væk fra en aftale hos min bror. Han var inviteret til en fødselsdag, men dukkede aldrig op. Når vi ringede til ham, svarede han undvigende, afvisende. Han fortonede sig langsomt, gik i opløsning som et fatamorgana.«

Men hvorfor? Og hvorfor så mange år senere? Har Rothstein ikke selv en anelse? Hvis han har, hvorfor deler han den så ikke med læseren?

Det der var. Seattle – New York 1982
Klaus Rothstein
Tiderne Skifter
97 sider
165 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her