De er skarpe nede i Sønderborg. Både tekster og performere. Det kommende folketingsvalg nævnes igen og igen, for Sønderborgrevyen er kvik i replikken og hurtig på tasterne, bare to dage efter, at valget blev udskrevet.
I Sønderborgrevyen er ingen fredet. »Sådan er livet i det Danmark, du kender,« synger skuespillerne i velkomstnummeret af Leif Maibom. Og så er satiren unægtelig på plads.
Sønderborgrevyen har i det hele taget igen et godt år – med overskud og musikalitet og politiske frækhed.
»Vi er landet, hvor en masse vasker hænder,« lyder det også oplysende til de tilskuere, der måtte have glemt danskernes kendetegn i flygtningedebatten. Og så flyver numrene ellers dynamisk over scenen.
Ingen Helle
Holdets samlende figurer og bærende tekstforfattere er igen Leif Maibom og Flemming Jensen. De har deres meninger, og de har hver deres facon. Leif Maibom går planken ud som komiker med sine underfundige galskabsfigurer, og Flemming Jensen holder fast i rælingen som moralist. Sådan er det bare. Kapelmesteren Thomas Pakula får musiknumrene til at glide både lystigt og begavet. Mest brillant er et Carl Nielsen-nummer, hvor den gamle komponist hyldes med en løssluppen jamsession over »Jens Vejmand« på plastikkopper. Det er begavet.
Instruktøren Per Pallesen har velsagtens ladet sine spillere få næsten frit slag, for performerne er vildt garvede og kan selv. Til gengæld har han sørget for en veloplagt rækkefølge af numrene. Og i sin casting har han klogt nok accepteret, at Sønderborgrevyen ikke har nogle oplagte performere til at spille Helle eller Løkke; det må Cirkusrevyen klare med Ditte Hansen og Lisbet Dahl.
Dirty Maibom
Til gengæld kan Karsten Jansfort forvandle sig til både Anders Fogh Rasmussen og kronprins Frederik, så selvtilstrækkeligheden og VIP-arrogancen når helt op på bagerste række. Jansfort har en skøn timing og en subtil evne til at gøre sit ansigt helt blankt, inden han fyrer sine pointer af.
Sønderborgrevyens energibombe i år er Lone Rødbroe. Hun kører på turbo, så salen er ved at vælte. I flere af numrene har hun uden tvivl også løbet både instruktøren og medspillerne over ende, men det er i orden, for hendes livslyst smitter uimodståeligt.
I Søren Anker Madsen og Jan Svarrers nummer »Dirty Dancing« kaster hun sig desuden grådigt over musicaltrinnene som ’Babe’, mens Leif Maibom ryster i knæene over at skulle leve op til rollen som Patrick Swayze. Ikke mindst da Lone Rødbroe tordner mod ham i musicalens berømte spring, hvor han helst skal gribe hende … Det er ubetaleligt.
Hak til DR
Gitte Geertsens scenografi er godt nok både hotelkedelig og konferenceblank, men kostumedesigneren Henrik Hviid har klædt skuespillerne sjovt ud i alt fra munkesvøb til flæskemavede sweatere.
Pernille Schrøder stråler desuden inde fra en enorm ’Det er mig Andrea’-papegøjedukke. For i Vase & Fuglsangs mediesatire får hun gjort op med hele DR’s hykleriske genudsendelseskultur bare ved hjælp af nogle af de gode gamle omkvæd fra Kaj og Andreas storhedstid. Det er guld.
Svagheden ved Sønderborgrevyen er tendensen til at være lovlig overtydelig, når det kommer til moral og medmenneskelighed. Teksterne bliver i hvert fald ikke bedre af, at teksterne får konklusioner, som om de var manifester.
Angela Merkelich
Til gengæld får Angela Merkel et fuldstændig forrygende portræt i Flemming Jensens nummer »Die Merkel Sänger Mädchen«. For her er Angela først og fremmest ’merkelich’ – og det er hendes påståede fem søstre med identiske jakkesæt og blondineparykker også. Det er kosteligt, og det er et grumt satiresymbol over europæernes dyrkelse af den stærke politiker.
Er det i virkeligheden sådan en brutal ener, de drømmer om at få som statsminister i et løsrevet Sønderjylland efter valget? Hvem ved. Blandt sønderjyderne blev der i hvert fald grinet godt igennem ved en bemærkning som:
»Her kan man få en pizza til døren hurtigere end en ambulance.«
Sønderborgrevyen. Tekster: Leif Maibom, Flemming Jensen, Vase & Fuglsang m.fl. Instruktion: Per Pallesen. Scenografi: Gitte Geertsen. Kostumer: Henrik Hviid. Comwell Hotel, Sønderborg. Til 25. juli
