Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sæsonens bedste krimier

I fravær af de store danske navne er næste geled trådt i karakter. Et par gode udlændinge – og kun én gedigen skuffelse – har den i øvrigt brogede krimisæson også budt på
Kultur
27. juni 2015
Pierre Lemaltres nyeste krimi er en tour de force ned i Paris’ underverden. Arkiv

Loic Trojillo

Franske Pierre Lemaitre har skrevet sæsonens bedste kriminalroman. Jeg har ikke læst alle genrens titler, det må jeg indrømme, men jeg har bladret i de fleste af og med fornøjelse arbejdet mig gennem dem, jeg af den ene eller anden grund fandt interessant. Der har været langt mellem de stensikre fuldtræffere, endnu længere mellem skuffelserne, og noget decideret mønster i udgivelserne inden for genren sidder jeg ikke tilbage med.

Det skulle da lige være en form for befriende stagnation. Efter en lang periode, hvor forlagene har skudt på alt i håb om at ramme en ny givtig tendens, lader det til, at de har luget ud for at satse mere på kvalitet og sikkerhed – i form af sikre navne og kendte klassikere – end tidligere. Uden at have talt efter har jeg desuden på fornemmelsen, at der denne forårssæson ikke er blevet udsendt helt så mange oversatte kriminalromaner som tidligere. Det har givet mere plads til en række spændende danske navne, og den plads har de fleste uden tøven forstået at udnytte godt.

Men Pierre Lemaitre først. Camille er sidste bind i serien om den parisiske kriminalkommissær Camille Verhoeven, en knivskarp undermåler, der hurtigt tilkæmper sig ansvaret for en efterforskning af et juveltyveri, hvor hans kæreste er blevet brutalt banket.

Vi har på dansk tidligere fået Alex og Irene, og som disse er Camille båret af noget så sjældent som et hæsblæsende spændingsplot, der samtidig – og heri ligger sjældenheden – giver plads til både karakterernes psykologi og byens raffinerede dynamik. Det komme stærkt til udtryk i en tour de force af en rejse ned i byens underverden, der finder sted, da Camille i jagten på informationer beslutter, at han »vil skræmme alt vildtet op, og tiden er knap. To timer. Tre, om alt går vel.«

Hvad der følger over de næste seks-syv sider er et kaos af skrigende sirener, pressede strømere, skræmte mænd fra Kosovo, der uden grund anholdes, fortvivlede harmonikaspillere i metroen, der stuves sammen på perronerne, radmagre ludere, vrælende børn og kortspillende alfonser, inden Camille til slut ender i en kælder med »firs symaskiner og firs illegale arbejdere. Der må være mindst tredive grader, de arbejder alle sammen i bar overkrop, og ingen er en dag over tyve.«

Kan man nå mere end én oversat, ny kriminalroman denne sommer, så lad mig anbefale Arnaldur Indridasons Faldet eller Jo Nesbøs Blod på sneen, der med næsten samme dramatiske pondus og litterære tæft skildrer deres hjembyer, henholdsvis Reykjavik og Oslo, i en lige så realistisk optik, som Camille gør. Sidstnævnte dog med et anstrøg af sort humor og kantet elan, der klæder den mandhaftige nesbøske tone.

Allende skuffer

Lemaitre, der for sit seriøse forfatterskab er hædret med alle Frankrigs fineste litterære priser, er i øvrigt et godt eksempel på en markant international tendens de seneste år, hvor flere såkaldt seriøse forfattere har forsøgt sig i krimigenren. Det er nu ikke altid, det går godt, hvilke sæsonens skuffelse vidner om. Selv om jeg aldrig har læst en bog af chilenske Isabel Allende havde jeg alligevel store forventninger til hendes krimidebut, Ripper. Et eller andet må en forfatter, der har solgt i 60 millioner eksemplarer, da kunne. Efter endt læsning har jeg ingen anelse om, hvad det kan være. I hvert fald drukner den i forvejen spinkle intrige om jagten på en seriemorder i San Francisco i detaljer, svinkeærinder og en overraskende slap sprogtone. Det helt store mysterium ved Ripper er, hvorfor den er blevet udgivet.

Så er der mere format over britiske Tony Parsons, der efter i en årrække at have skrevet kulturjournalistik og romaner om mænd, nu krimidebuterer med 7 små soldater. Bevares, nogen stor litterær bedrift er det ikke, men historien – om en gruppe gamle kostskolevenner, der én efter én bliver dræbt – indeholder både stemning og spænding, og skulle det danske forlag finde på at oversætte næste bind i Parsons serie om strømeren Max Wolfe, skal en britpop-fan som jeg nok læse med.

Køb dansk

Krimisæsonen har som nævnt givet plads til flere gode danske titler. Vi har tidligere i avisen anmeldt Dorph og Pasternaks Tal til mig – som ikke er til at komme udenom – så lad mig i stedet runde nogle af dem, vi ikke fik plads til, da de udkom.

Blandt dem gør specielt Eva Maria Fredensborg sig bemærket. I Blinde udspiller sig i samme kulisser og anføres af samme persongalleri som hendes to forrige titler i samme serie, nemlig blandt medarbejderne på en særlig politiafdeling, der som en art rejsehold har til opgave at assistere rundt om i landet, når det bliver nødvendigt. Fokus er denne gang på politimanden og den tidligere revisor Carl Pedersen, der får ansvaret for efterforskning af mordet på en kendt fodboldspiller. Intrigen er skruet fermt sammen, men bogens virkelige styrke er skildringen af politifolkenes evner til at bruge indersiden af hovedet og forfatterens blik for de psykologiske mekanismer, der driver os.

Man fornemmer for så vidt, at Eva Marie Fredensborg udover en sikker sans for drama og et rigtig godt sprog også har noget på hjerte om spændingerne i dagens Danmark. Det samme kan siges om Jakob Melanders De berusedes vej, Lotte Petris Hvidt snit, A.J. Kazinskis Den genfødte morder samt Julie Hastrups Farlig fortid. Disse forfattere har efterhånden alle fundet og forædlet deres stemme, hvorfor de aktuelle titler da også udmærker sig i den serie, som de hver især er en del af.

Det bør belønnes, synes jeg, så skal du kun have én kriminalroman med på sommerferie i år, er jeg trods den gode Pierre Lemaitre ikke i tvivl: Køb dansk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her