Læsetid: 4 min.

Science poetry

Ursula Andkjær Olsens nye digtsamling strejfer en lille undergenre i ny lyrik, scifi-digtet. Hvad går det nu ud på?
Ursula Andkjær Olsens nye digtsamling strejfer en lille undergenre i ny lyrik, scifi-digtet. Hvad går det nu ud på?

Freja Bagge/iBureauet

27. juni 2015

I et ellers lidt svagt forår står Ursula Andkjær Olsens digtsamling Udgående fartøj som en af de vigtige bøger. Hvor hun i sin forrige, Det 3. årtusindes hjerte, skrev om et jeg, der konstant var gennemstrømmet af noget andet end sig selv, så skriver hun denne gang om et jeg, der lukker sig. Billedet på det bliver fartøjet – som i: rumskibet – der som en boble skydes ud i verden.

Men enkelte steder i Udgående fartøj er det som om rumskibet ikke bare er billede på det lukkede jeg. I stedet taler digtene fra et fremmed sted, for eksempel et rumskib fra fremtiden, i al fald fra et sted, hvor normerne for skriftlig dansk har udviklet sig sært, og hvor tegnsætning og store og små bogstaver danser i deres egen rytme. Her er vi i sekvensen »technoscientific 6«:

»Jeg føler månen under overfladen:// Smukke Rum med hvælvede LØFTER// Lysegrønne.// De, DVS. hjerterne, SLÅR tilbage fra alle tider,/ aLL places, foran spejlet, completely hjemløs«

Det er jo effektivt og umiddelbart fængende, men på en måde også billigt trick, den diskrete deformation af sproget. Og et velkendt trick. Niels Frank og Christina Hagen har for nylig udgivet bøger, der på meget langt voldsommere måder afveg fra standarddansk. Men deres ærinde er at tale om den verden, der omgiver os. Nellies bog og White Girl skrev om vores fælles virkelighed i et forvredet sprog. Det er ikke det, der er på færde i scifi-digte som Ursula Andkjær Olsens. Hvad er det så?

Digte fra fremtiden

Måske udgør det ikke en regelret genre, men kan man sagtens finde andre lyrikere, der skriver digte fra fremtiden. Michael Strunges anden bog hed Fremtidsminder, og Klaus Høeck udgav i 1977 Projekt Perseus, skrevet på en blanding af dansk, engelsk og det nu afdøde programmeringssprog Algot 8. Men det bedste eksempel kommer fra Norge.

Øyvind Rimbereid udgav i 2004 samlingen SOLARIS korrigert, en nyklassiker i skandinavisk poesi. Første halvdel er et langdigt skrevet af en oliearbejder i det 25. århundrede. Han drømmer om, hvad fortiden ville tænke om ham. Det begynder sådan her:

»WAT vil aig bli/ om du ku kreip fra/ din vorld til uss?/ SKEIMFULL, aig trur, ven/ du kommen vid diner imago/ ovfr oren tiim, tecn, airlife,/ all diner apocalyptsen skreik-/mare. OR din beauti draum! NE/ wi er. NE diner ideo! DER aig lefr, i 14.6, wi arbeiden onli vid oren nanofingren,/ dei er oren total novledg, wi arbeiden/ so litl, 30 minutes a dag./ AIG seer an/ miner fingren/ part af organic 14.6,/ men veike, dei er som seagrass …«

Det kræver jo en særlig anstrengelse, en sænkelse af læsehastigheden og en pludselig opmærksomhed på sprogets lyde og de måder, vi lægger tryk på. Man skal vænne sig til den underlige blanding af engelske ord og et nyudviklet norsk. Men det kan sagtens lade sig gøre at læse Rimbereid, faktisk er det let, faktisk er det, som om den langsomhed gør sproget magisk igen.

Vor tids mareridt

Vi er hverken jeres drømme eller jeres mareridt, siger fremtiden til nutiden i Rimbereids digt. Vi er noget helt tredje. Og det tredje er en fremmed krop – med nano-fingre – og en fremmed stemme. Stemmen agerer turistfører for sin læser i sin fremmede verden, og fortæller om et Norge, omdannet til turistpark for russere og asiater. Den fortæller om alle de »drifters«, der ikke har systemet om sig og derfor må leve »unspecific« – og her kan man alligevel godt genkende noget, der ligner vor tids mareridt. Men det er stemmen selv, der løber med opmærksomheden:

»SO ofts drifters must bevisa deirs uskyld. SO ofts dei must raporta/ kvar dei verat I oren region, wat great, talt vid/ og wat dei tenk om life her, og tenk om seg self./ SOM vel egntl vul seis:/ OU ku bevise wat dei ne haf gerat og tenkat!/ KVAR dag, que framor drifters offic./ DER dei kan fornye deirs pico-electr-identi/ i deirs kroppar«

Igen: Hvad er ærindet? Når litteraturvidenskaben diskuterer science fiction, så er det en pointe, at genren ikke bare handler om den tid, den er skrevet i, men også knytter an til utopien som genre. Den er ikke bare et spejl af sin samtids frygt og drømme – i halvtredsernes kommunistforskrækkede USA skrev man om invasioner fra rummet, den slags. Den er en anledning til samfundsfantasier.

Hvordan skulle et fællesskab organiseres, hvis alle materielle behov på forhånd var dækket? Hvad ville det betyde, hvis vi skiftede køn som vi ville? I science fiction opbygges samfund af nye byggesten, med nye regler, ud fra nye problemer. Genren åbner for en politisk imagination. Det er det vigtige, det er mindre vigtigt, hvordan den fremfantaserede verden så konkret ser ud.

Men når man i litteraturvidenskaben taler om science fiction, så taler man om romaner. Hvad angår science poetry – Rimbereid og også lidt Andkjær Olsen – skulle man hellere sige: Den giver anledning til subjektfantasier. De stemmer fra fremtiden, der taler til os i disse digte, de kan godt føles som billige tricks, men de minder os om, at det at være menneske ikke kun har en form.

»NE diner ideo!«: Vi kunne være anderledes. Vi er ikke låst fast i den måde, vi er nu. Jeg kunne være på en anden måde, hvordan er mindre vigtigt. Det er ærindet i science poetry, hverken mere eller mindre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu