Sex, sne og druknedød på CPH Stage

Teaterfestivalen i København er åbnet med rå oplevelser og festivalwellness. ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’ er stærk, men højtråbende. Teater Boudoir kaster sig ud i ungdomsdesperationen, og der er underskønne druknebilleder i Dansehallerne. Men det er ’The Einstein of Sex’, der scorer vildest med sin originale kabaretforestilling om seksuel frihed
Enten tier Smilla helt stille. Eller også råberhun, så tilskuerne får ond i halsen – i Det Dramatiske Udgangspunkts intense sansefortolkningaf Peter Høegs ’Frøkens Smillas fornemmelse for sne’.

Enten tier Smilla helt stille. Eller også råberhun, så tilskuerne får ond i halsen – i Det Dramatiske Udgangspunkts intense sansefortolkningaf Peter Høegs ’Frøkens Smillas fornemmelse for sne’.

Sara Galbiati
13. juni 2015

Det er sjældent, at man får ondt i halsen af at gå i teatret. Men det var vi altså flere, der fik, da festivalen CPH Stage på åbningsdagen i onsdags bød på Frøken Smillas fornemmelse for sne på Teatret ved Sorte Hest. For den polske instruktør Krzysztof Minkowski havde sat de to skuespillere til at råbe så vildt og så hurtigt, at anstrengelserne satte sig i tilskuernes halse.

Det er ellers interessant, at teatret Det Dramatiske Udgangspunkt netop nu har kastet sig over Peter Høegs roman fra 1992. Bogens vrede over danskernes behandling af Grønland og grønlændere falder helt i tråd med en teaterforestilling som f.eks. Ni hao Nuuk af Global Stories for et par måneder siden. Men i teatertolkningen af Frøken Smillas fornemmelse for sne er det ikke de vilde ophobninger af iskernefakta og ekspeditionsudnyttelser, der gør indtryk. Nej, det er skuespillernes følelsesudbrud, der er hæsblæsende desperate. Teatermæssigt er de så langt fra dagligstuerealismen, som man kan komme det. Og de rykker tilskueren ind i romanens sanseeksplosion.

Den drevne skuespiller Mille Maria Dalsgaard mestrer den underlige kunst at holde ansigtet komplet neutralt eller hysterisk smilende, uanset hvilke grufuldheder hendes mund siger. Og den sensitive Jonas Littauer følger efter med tiltalende blødhed i sin rocksangerkrop, mens hans mund er ved at kløjes i råbenes turbotempo. Denne kabaretform trætter i længden. For selv om scenerne er udvalgt med omhu, så bliver forestillingen alligevel for lang – og især slutningen for uklar. For hvordan døde den dreng egentlig?

Charmerende ægthed

På Republique spillede Teater Boudoir forestillingen Det gør kun ondt en gang, baseret på en selvbiografisk roman af Diana Hansen. Her er det en piges opvækst med svigt og vold og prostitution, der er emnet, og spillerne i det lille Teater Boudoir har en charmerende ægthed i deres ungdomsimpulsivitet og sortsyn.

Men dramatiseringen består hovedsagelig af enetaler og klichéagtige psykologierkendelser. Dialogen kommer næsten aldrig til at swinge. Derfor lykkes det kun den debuterende instruktør Peter Mygind nogle få steder at skabe det samspil på scenen, som får historien til at fungere som dramatik.

Men forestillingen er mindst lige så sympatisk som Teaters Bourdoirs Liva Weel-forestilling tilbage i 2012. Skuespillerne Stine Lykke Winther, Tine Agertoft, Julius Mygind og Martin Geertz er uimodståeligt indædte – og forsangerskuespilleren Marie Grove Jørgensen har en stemme, der får tilskuerne til at blive helt stille. Det er flot.

Smuk drukning

Det er også barndommens frygt for døden, der kendetegnede Have You Ever Almost Drowned? Denne 15 minutter lange videoperformance af kunstnerne Møllegaard/Lukassen/Nergaard er en del af Det Frie Felts Festival i Dansehallerne under CPH Stage. Her står en kvinde op ad en hvid væg, og hendes fødder møder fødderne på et videobillede af hende selv, som projiceres ned på gulvet foran hende.

Videoen er stærk og smuk og ildevarslende bølgende, og den viser sig at rumme en oplevelse af næstendrukning, som vitterligt er skræmmende. Men desværre er teksten temmelig ubehjælpsom i forhold til den ret raffinerede musik – og kunstnerne har slet ikke overvejet, hvor tilskuerne egentlig skal stå eller sidde. Det er ret utjekket og ugæstfrit. Men vandbilledet er underskønt.

Anarkistiske replikker

Åbningsoplevelsen kulminerede dog på Husets Teater, hvor Livingstones Kabinet spillede deres The Einstein of Sex. Forestillingen er en skæv og kabaretflabet skildring af sexologen Magnus Hirschfeld – manden, der grundlagde verdens første sexologiske institut i Berlin, hvorefter nazisterne ødelagde det i 1933.

The Einstein of Sex er noget af det mest helstøbte teater, som Livingstones Kabinet nogensinde har skabt – en forestilling på højeste og mest finurlige, internationale niveau. Her er en anarkistisk tilgang til de dybt komplekse opfattelser af seksualitet og de problemer, som ikkeheteroer har rundt om i verden.

Publikum skraldgriner. Og de morer sig ikke mindst, når en eller anden præsident citeres for at have opfordret til at hænge bøsser – her i 2015! Det er lige så sørgeligt, som det er grotesk. Samtidig er der adskillige replikker, som sikkert nemt kunne give enten en galge eller en kugle et andet sted på kloden. Det er tankevækkende og hæsligt.

Pille ved hinanden

Pete Livingstone sidder selv ved sine mange klavertangenter og spiller med sit karakteristiske hårde anslag, mens han troskyldigt ser publikum i øjnene. Hans performere synger både blæret og mangestemmigt, og instruktøren Nina Kareis har iscenesat numrene med velgørende brutalitet og upylret overgange i de enkle sceneskift mellem Dorte Holbeks fine, rullende forskerreoler. Så klart kan en forestilling skæres!

Hitnummeret er sangen »Se her, hvad folk gør med hinanden«, hvor performerne laver listige pillebevægelser med fingrene og ellers sidder ulastelige i deres videnskabelige uniformer. Det må være 2015-versionen af revyvisen »Titte til hinanden« fra 1932. Nu altså under kælenavnet som ’Pille ved hinanden’ …

Pauli Ryberg spiller den ukue- lige sexolog. Det er imponerende og overbevisende, sådan som han skildrer forskerens nysgerrighed og fordomsfrihed over for hvilket som helst seksuelt fænomen. Pauli Rybergs stemme bølger i sin helt egen medmenneskelighedsmelodi under hele forestillingen – det er meget bevægende.

Ramt og rystet

Omkring ham danser hele staben af sexologer og klienter. Ole Håndsbæk Christensen med den villige assistentattitude. Amia Miang med den ferme medhjælpereffektivitet. Bent Jacobsen med den erfarne bøsses overbærenhed. Og Brian Grønbæk med så dyb og sexet – og desperat – en basstemme, at man bliver helt overrumplet og rystet. Og ramt. Hvis den slags overvældende festivaloplevelse tager lidt hårdt på ens tilskuersind, kan man dog i år søge tilflugt et nyt, teaterforstående sted. For CPH Stage har fået et festivalcentrum på Nørrebro Teater, hvor foyeren er lavet om til rolige hjørner med miniscene og heldagsbar. Her kan replikker både fordøjes og skylles ned. Det er vist det, man kalder festivalwellness.

’Frøken Smillas fornemmelse for sne’. Dramatisering og instruktion: Krzysztof Minkowski. Scenografi: Konrad Schaller. Teatret Det Dramatiske Udgangspunkt. Turné: Nordkraft 17.-21. november, Teatret ved Sorte Hest 23.-28. november og 7.-12. december, Svalegangen 1.-15. december samt Momentum i Odense 12.-15. januar.

’Have you ever almost drowned?’ Møllegaard/Lukassen/Nergaard fra Atelier Hotel Pro Formas Lounge: ’Scratching Surfaces’. Dansehallerne.

’Det gør kun ondt en gang’. Dramatisering af Diana Hansens roman: Nanna Graugaard Jessen. Instruktion: Peter Mygind. Teater Boudoir på Republique. Til 20. juni kl. 16 og 18.

’The Einstein of Sex’. Instruktion: Nina Kareis. Musik: Pete Livingstone og Erik Christoffersen. Scenografi: Dorte Holbek. Livingstones Kabinet på Husets Teater på Halmtorvet. Spilles også 13. juni kl. 15 samt på turné

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Drømmen om seksuel frihed for alle – også bøsserne i Gambia - får sig en hjælpende hånd i Livingstone Kabinets forrygende veloplagte musikforestilling ’The Einstein of Sex’ om Dr. Magnus Hirschfeld, hvis sexologiske institut i Berlin blev hærget af nazisterne i 1933.

Foto: 
Bjarne Stæhr

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu