Læsetid: 4 min.

En skæbnefortælling der fortjener at blive læst

Det tredje bind ud af fire i Elena Ferrantes serie om to napolitanske kvinders forskellige, men forbundne livsbaner, foreligger nu på dansk. Det er en roman om individets overlevelsesstrategier, når relationer er altafgørende
Gaderne i Napoli er omdrejningspunktet i Elena Ferrantes tragiske sæbeopera om to kvindeliv.

Samuel Aranda

6. juni 2015

Mysteriet om Elena Ferrantes identitet – hvem er forfatteren til romankvartetten om to napolitanske kvinders livslange, dybe og komplicerede venskab? – risikerer efterhånden at skygge for bøgerne, stik imod den erklærede intention. Ferrante har accepteret at kandidere til Italiens fornemmeste litterære pris, Premio Strega, for det afsluttende bind i serien, Det forsvundne barn, som udkommer på dansk i foråret 2016. Det er den supereksponerede og politibeskyttede mafiabekæmpelsesforfatter Roberto Saviano, der har indstillet Ferrante til prisen, som sponsoreres af den giftiggule likør fra Benevento og altid medfører stort medieståhej. Hvis Ferrante vinder, bliver prisoverrækkelsen, som er sommerens mondæne begivenhed i Borghese-haven i Rom, formentlig uden hovedperson. Anonymitetens strategi tilfører den lange skæbnefortælling et metalitterært lag, som er foldet ind i fortælleren Elena Grecos forsøg på at distancere sig fra sin barndom for at kunne blive forfatter:

»Bogen solgte godt hele sommeren, og jeg blev ved med at tale om den hist og her i Italien. Jeg var nu omhyggelig med at forsvare den i et distanceret tonefald, somme tider ved at neddæmpe det mest nyfigne publikum,« hedder det et sted i seriens tredje bind, Dem der flygter og dem der bliver, som netop er udkommet på dansk.

Enorme ankler

Tredje bind starter med et tilbageblik. Vi er i 2010, fortælleren Elena Greco – kaldet Lenuccia eller Lenù – bor i Torino og betragter Po-flodens vand, mens hun tænker tilbage på en morgen i Napoli fem år forinden. Det var hendes sidste møde med barndomsveninden Raffaella Cerullo – kaldet Lina eller Lila. Hun er chokeret over venindens fysiske forfald og reflekterer over sit eget, da de får nys om et kvindelig i et blomsterbed ved kvarterets kirke:

»Jeg havde ikke set hende i adskillige årtier. Det smukke ansigt var ødelagt, anklerne var enorme.«

Den dræbte kvinde er deres fælles barndomsveninde, Gigliola Spagnuolo, som tidligere har været forlovet med Michele Solara, den yngste søn i den lokale mafiafamilie, som længe har været håbløst forelsket i Lila. Solara-familien repræsenterer den napolitanske mafias historiske udvikling: fra sortbørshandel med tyvegods fra den amerikanske hær i efterkrigstiden via kapitalakkumulation gennem entréen på det internationale marked for narkotikasmugling i begyndelsen af 1970’erne til konsolideringen af klanernes politiske magt i forbindelse med genopbygningen efter det store jordskælv i Napoli-området i 1980.

Skæbnetrådene i Lilas liv er uløseligt forbundet til kvarteret, mens Lenù har forsøgt at lægge afstand til Napoli, hvor de nye skyskrabere bag hovedbanegården tårner sig op som »et forhenværende tegn på en fremtid, som ingen nogensinde havde troet på«:

»Folk døde af skødesløshed, af korruption, af overgreb, og alligevel gav de ved hvert valg deres begejstrede samtykke til politikere, som gjorde deres liv uudholdeligt.«

Titlen giver genlyd af en klassiker i italiensk samfundsteori, socialantropologen Amalia Signorellis Chi può e chi aspetta – dem, der kan, og dem, der venter – om klientelismens umyndiggørende kultur og forsøgene på at bryde med den. Signorelli lavede feltarbejde i bjerglandsbyer syd for Napoli i perioden omkring jordskælvet i 1980. Det var med til at befæste en samfundsstruktur, hvor »trofasthed belønnes og ulydighed bliver straffet«, som Signorelli skriver, men samtidig prægede ungdomsoprøret individernes selvforståelse og aspirationer. Det er det drama, Ferrantes Napoli-serie udspiller gennem to temperamenter med Italiens nyere historie, fra efterkrigstiden til berlusconismen, som bagtæppe.

Livets årstider

Mens de to første bind i serien, Min geniale veninde og Historien om et nyt navn, skildrer hovedpersonernes barndom og ungdom, handler Dem der flygter og dem der bliver om voksenlivets erfaringer. Lila og Lenù er vokset fra hinanden, men er alligevel tæt knyttede. I skriften. Lenù ved ikke, om veninden er levende eller død, og hun skriver og skriver om deres forbundne liv. Hun erindrer sin litterære debut og en debat i en boghandel i Milano, hvor Nino Sarratore pludselig dukkede op og forsvarede bogen, som var blevet kritiseret af en ældre herre, der viste sig at være anmelder ved Corriere della Sera. Hun havde været håbløst forelsket i den kultiverede Nino, men endte med at give efter for hans dameglade fars ydmygende tilnærmelser, mens han selv havde en langvarig affære med Lila og måske gjorde hende gravid, da de en overgang boede sammen. Nino er manden, der driver Lenù og Lila fra hinanden. Han er symbolet på den forræderiske, succesrige 68’er, der investerer intellektuel kapital i partipolitik og lader sig korrumpere.

Gennem sit forhold til studiekammeraten Pietro Airota, som er søn af en magtfuld universitetsprofessor, bliver Lenù løftet frem i kulturlivet. Hun søger i sin svigermor den støtte og forståelse, som hendes egen mor aldrig har kunnet tilbyde. Men det er Lenùs mor, der tager fra Napoli til Firenze for at passe børn, så datteren kan få tid til at skrive. Det er altså snarere Pietros familie og de muligheder, den tilbyder, end manden selv, der har fået hende til at stifte familie:

»Jeg beundrede ham, og alligevel irriterede han mig. Jeg talte altid til ham i en blanding af vrede og mindreværd.«

Romanens univers lader sig dog ikke opsummere med et handlingsreferat. I sagaen om Lenù og Lila er de to hovedpersoner blot tilskuere til mange afgørende episoder, for det er familierne fra barndomskvarteret, der binder hele denne tragiske sæbeopera sammen i en kæde af begær, vold, bedrag og kærlighedsløse ægteskaber. Ligesom tilværelsens rytme er fortællingen skiftevis hurtig og langsom, handlingsmættet og dvælende. Derfor fortjener Ferrantes Napoli-serie ikke blot at blive hyldet, men især at blive læst.

Elena Ferrante: Dem der flygter og dem der bliver. Oversat af Nina Gross. C&K Forlag. 480 sider. 299 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu