Læsetid: 3 min.

Stanislav Petrov - helt ved et tilfælde

Fakta og fiktion blandes på blændende vis i danske Peter Anthonys nervepirrende og rørende koldkrigsdrama, ’The Man Who Saved the World’, om dengang i 1983, hvor verden på et hængende hår undgik Tredje Verdenskrig
Da den ældre russer Petrov rejser til USA, møder han bl.a. Robert De Niro og Matt Damon, som han tror er De Niros assistent. Det er et af de sjoveste øjeblikke i filmen om den vrantne atomhelt.

Da den ældre russer Petrov rejser til USA, møder han bl.a. Robert De Niro og Matt Damon, som han tror er De Niros assistent. Det er et af de sjoveste øjeblikke i filmen om den vrantne atomhelt.

41Shadows

12. juni 2015

Stanislav Petrov er ikke nogen nem mand at være i selskab med. Han brokker sig hele tiden, ryger og drikker for meget og bliver hurtigt vred og taler grimt. Der er ikke meget traditionel helt over ham, men det er ikke desto mindre, hvad han er: I september 1983 forhindrede Petrov ene mand, at verden blev ødelagt i et atomragnarok ved simpelthen ikke at gøre noget, da de sovjetiske computersystemer meddelte, at amerikanske atommissiler var på vej mod Sovjetunionen.

Systemerne tog fejl, Petrov havde ret, men alligevel blev han degraderet af sine overordnede. Han mistede siden sin kone til kræft og begyndte at drikke og udviklede sig til det menneske, man møder til at begynde med i den danske kunstner og filminstruktør Peter Anthonys nye film, The Man Who Saved the World.

I filmen, der er en temmelig særegen blanding af dokumentarfilm og fiktionsfilm, fortæller Anthony den utrolige historie om Petrovs heltedåd, selvfølgelig, men også om det vanskelige forhold til forældrene, der ikke ville vide af ham, og sorgen over tabet af konen. Mest af alt er The Man Who Saved the World dog en film om en mand, der ikke forstår, hvordan vi mennesker kan blive ved med at slå hinanden ihjel i stedet for at leve fredeligt sammen på jorden.

Stanislav Petrovs udgangspunkt er selvfølgelig Den Kolde Krig, hvor truslen om atomkrig var reel, og han taler vidende og grumt malerisk om den totale udslettelse af alt liv på Jorden, hvilket atomvåben vil medføre. Og fordi han har oplevet det, han har, og fordi den oplevelse har sat sig så dybt i ham, formet ham som menneske både politisk og moralsk, taler han med meget større vægt end de fleste politikere.

The Man Who Saved the World følger to spor: en dramatisering af begivenhederne den nat i september 1983, hvor Petrov, som oberst i den sovjetiske hær, havde kommandoen i landets varslingstjeneste og altså valgte ikke at reagere, selv om amerikanerne angiveligt havde affyret hele fem missiler mod Sovjetunionen.

Det er en nervepirrende fortælling, som brydes op af nutidige optagelser af Petrov selv – han spiller i hvert fald en version af sig selv – der er på vej til USA for at blive hædret i FN. Undervejs møder han kendisser og filmstjerner som Walter Cronkite, Robert De Niro og ikke mindst Kevin Costner, som russeren beundrer over alt på jorden. Matt Damon ved han dog ikke, hvem er, og han tror først, at det er De Niros assistent, hvilket er et af filmens sjoveste øjeblikke.

Kloge ord

Det er på rejsen til USA, at man for alvor lærer Stanislav Petrov at kende. Han har følgeskab af en ung kvindelig tolk, Galina Kalinia, som ikke kan holde ham ud, fordi han hele tiden råber ad hende. Men efterhånden kommer hun ind på livet af ham og begynder at forstå, hvor meget han har haft at slås med, og hvor vred han er over atomvåbens blotte eksistens og menneskehedens uforstand.

The Man Who Saved the World er en blanding af fakta og fiktion, jeg ikke mindes at have set før – selv de dokumentariske øjeblikke synes at være iscenesat – og den tager sig visse friheder med den virkelige historie om Petrov. De, der har læst Øyvind Kyrøs to år gamle bog om manden, vil nok studse over enkelte detaljer, men det er nu en medrivende film, og Peter Anthony håndterer de mange lag, formater og genrer med dygtighed.

I sidste ende bliver filmen et rørende portræt af en humanist og pacifist, hvis mission det er at fortælle alle, der gider lytte, at vi skal opføre os ordentligt og huske på, at alle dem på den anden side af skyttegraven også bare er mennesker, der vil fred – også selv om politikerne ikke vil det. Som Petrov siger mod slutningen af filmen, så er »den bedste måde at ødelægge en fjende på at gøre ham til en ven«. Det er kloge ord, og de gælder i lige så høj grad i dag, som de gjorde under Den Kolde Krig.

Pointen er selvfølgelig også, at Petrov i situationen ikke tænkte eller handlede som en helt, men blot gjorde, hvad hans samvittighed, menneskelighed og fornuft dikterede ham at gøre: Ingenting. Og på den måde reddede han verden.

’The Man Who Saved the World’. Instruktion: Peter Anthony. Dansk (Dagmar, Gloria og Vester Vov Vov i København og en halv snes biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • erling jensen
  • Brian Larsen
  • Jakob Silberbrandt
erling jensen, Brian Larsen og Jakob Silberbrandt anbefalede denne artikel

Kommentarer