Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tæmmet leg på Gl. Strand

Stafetten på Gl. Strand byder på spændende møder på tværs af kunstnergenerationer og -interesser, men er for pæn og ordentlig til for alvor at blive interessant
Kultur
26. juni 2015

I Kunstforeningen Gl. Strand har man åbnet udstillingen Stafetten, hvor depechen, som videregives, er retten til at bidrage med et værk til udstillingen og til at vælge den næste kunstner. Gl. Strand har selv valgt stafettens startdeltager – kunstnergruppen SUPERFLEX – som har valgt den næste kunstner og så videre, indtil alle stafettens deltagere er fundet. Det er så disse 18 kunstnere og kunstnergruppers værker, som man kan møde på Gl. Strand, hvor de snirkler sig gennem stedets tre øverste etager som perler på en snor. Kunstnerne har dog ikke kunnet overdrage depechen til hvem som helst, for Gl. Strand har opstillet seks dogmer: den udvalgte kunstner skal arbejde i Danmark, have haft en væsentlig udstilling i Danmark inden for de seneste år, bidrage med et værk, vælge en ny kunstner og begrunde valget, og deltage i udstillingens liveprogram. Alt sammen dogmer der skal sørge for at stafetten holder sig inden for rammerne af udstillingens undertitel »dansk samtidskunst«.

Spændende kunstnermøder

Nøgleordene for Stafetten er ifølge Gl. Strand dialog og inspiration, og flere steder i udstillingen opstår der da netop også en interessant samtale mellem de udstillede værker. Som i for eksempel mødet mellem SUPERFLEX’ video The Working Life (2013) og Olof Olssons Office Work (2012). I SUPERFLEX-videoen guider en hypnotisør os gennem et arbejdsliv med præstationspres og produktivitetsstress, indtil han hjælper os fri af dette: »Relax,« siger hypnotisøren overbevisende, mens han fra videoprojektionen kigger dig dybt i øjnene. Som sådan ville det fungere godt at begynde en udstilling med at komme helt ned i tempo gennem knap 10 minutters hypnoseterapi, hvis det da ikke lige var fordi larmen fra næste video hele tiden truer med at overdøve den velmenende hypnotisør. Slam. Slam. Slam. Når først man opdager, at den enerverende larm kommer fra Olof Olssons performancedokumentation Working Life må man trække på smilebåndet over, hvor velplaceret denne forstyrrelse er; for her ser man Olsson, der iført jakkesæt hakker bunkevis af papir i stykker med en papirskærer. »I begyndelsen, SUPERFLEX’ begyndelse, var der langt mellem ordene, og når det var påkrævet at sætte mere end tre ord efter hinanden måtte vi sende Olof i byen«, skriver SUPERFLEX om deres valg af Olsson. Og selvom det er i SUPERFLEX’ video, der tales, og i Olssons, der ties, så sætter Olssons video på sin egen måde ord på hypnotisørens søgen efter fred i arbejdslivet.

Ligeledes er det et velfungerende møde mellem værkerne af Maj Hasager, Jeanette Ehlers og Javier Tapia, der gennem hver deres video giver et bud på en alternativ historieskrivning – fra interview over croonersang til billeder af smukke og dragende landskaber. Her fornemmer man for alvor et interessefællesskab i kunsten for det politiske og det historiske. Tapia har forresten valgt Emil Westman Hertz, der har valgt Claus Hugo Nielsen, der har valgt Nanna Abell, og således fyldes Gl. Strands øverste etage med disse tre kunstneres skulpturer, som med hver deres form for poetiske og underfundige formsprog gør dette rum til udstillingens flotteste og visuelt mest velfungerende.

Envejskommunikation

Desværre er det ikke alle steder i udstillingen, der opstår disse meningsfyldte møder mellem værker, hvilket til dels kan skyldes, at de kunstnere, der har fået depechen kun er repræsenteret med ét værk i de fleste tilfælde, hvilket gør det svært at få udfoldet de praksisser og undersøgelsesfelter, der ligger til grund for valget af næste kunstner. Ligeledes kan man diskutere, hvor meget dialog der egentlig opstår mellem kunstnerne eller deres værker, når udstillingen tager form som en linje, hvor hver kunstner præsenterer den næste i rækken, mens den næste i rækken ikke får mulighed for at tale tilbage. Eller når man må afbryde dialogen mellem værkerne på grund af etager og ruminddelinger – for værkerne er placeret pænt og nydeligt i hvert rum uden som sådan at gribe ind i hinanden eller udnytte arkitekturen.

Stafetten kommer med andre ord til at savne den vildskab, man havde kunnet håbe, eksperimentet kunne føre til, og som man for eksempel har kunnet opleve de seneste år i den lignende stafet Vi tager intet ansvar, som organiseres af kunstnerne Amalie Gabel og Anna Kristine Holmberg. Her inviterer hver kunstner to kunstnere til at udstille, som hver inviterer to kunstnere og så videre. Til forskel fra Gl. Strands stafet er der her tale om en eksplosion af kunstnervalg, der tilmed udstilles på meget færre kvadratmeter, således at de til sidst utroligt mange kunstnere og kunstværker er udstillet oven i og rundt om hinanden. Sådan et kunstnerisk kaos kan måske være svært at forsvare et sted som Gl. Strand, men med sloganet »forvent det uventede« kunne man måske have håbet på blot en smule af den samme vildskab.

Ideen med at lave en stafet er som sådan god, fordi den giver en anderledes fremstilling af, hvem der inspirerer hvem, ligesom det bliver en mikroskopisk kortlægning af nogle af kunstverdenens mange netværk og forgreninger. Desværre bliver udstillingen aldrig til den frie leg og eksperimenterne, der lægges op til med et forsøg som Stafetten. Derfor er det formodentlig også i udstillingens liveprogram med kunstnermøder, poesistafet og performances, at de virkelig interessante dialoger finder sted – også for publikum.

Stafetten – dansk samtidskunst. Gl. Strand. Indtil d. 16. august 2015

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her