Læsetid: 2 min.

Venskab som besættelse

Mélanie Laurents ’Træk vejret’ er en flot og følsom mavepuster om turbulente teenageår og et farligt venskab
26. juni 2015

Franske kaffeskåle har den fordel, at man kan gemme hele ansigtet bag dem, når man ikke orker at forholde sig til sine besværlige forældre. Den flugtvej lader den stilfærdige Charlie (Joséphine Japy) til at bruge, når hendes mor og far går igennem endnu et brud, før han kører af sted i en lidt for røde bil foran deres ellers almindelige provinshus.

Fra de første scener af Træk vejret tager Mélanie Laurent os visuelt ind i sin unge hovedpersons verden, som på godt og ondt er præget af den oftest udfordrende overgang fra ung til voksen. Man bor stadig hjemme og drømmer om alt det, man skal lige om lidt. Samtidig suser livet af sted med karakterkrav, kærlighedskvaler og et højspændt følelsesregister, som kan få tilfældige ting til at slå alt ud af kurs.

Det sker i Træk vejret, da den fascinerende, flagrende Sarah (Lou de Laâge) dukker op i Charlies klasse. Hun har været ude i den store verden og kommer nu hjem for at tage sin afgangseksamen. Charlie og Sarah bliver bedste venner i en fin montage af intime øjeblikke, som binder de to piger sammen. Hemmeligheder bliver udvekslet og sårbarheder delt, mens festerne farer forbi.

Rå følelsesrejse

Billedsiden skaber en oase af uendelig ungdom, indtil Sarah kommer med Charlie på familietur. Her opstår de første sprækker i venskabet, og vi fornemmer, at den selvsikre Sarah måske har lidt af hvert i bagagen. Fra den tur udvikler venskabet sig til en psykologisk krig, indtil den barske slutning på det umage forhold. Mélanie Laurent er selv skuespiller (kendt fra bl.a. Inglorious Basterds) og får i sin anden spillefilm som instruktør fremragende præstationer fra de to unge kvinder i front og de få, men betydningsfulde biroller omkring dem.

Det komplicerede venskab spejles i voksenverdenens relationer, især i forholdet mellem Charlie og hendes mor (Isabelle Carré).

Undervejs byder filmen også på filmisk flotte løsninger, som når kameraet i en lang sekvens følger Charlies afsløring af Sarahs familiehemmelighed. Ind imellem forsøger manuskriptet sig med lidt irriterende italesættelser af f.eks. passionens natur eller af snerlen, der dræber andre planter. Vi vil hellere bare selv følge relationens udvikling, mens Charlie kæmper med at være i de modsatrettede signaler af skiftevis tillid og ubarmhjertig afvisning.

Kan man blive så trist, at det er svært at trække vejret? Eller så man får lyst til, at andre ikke skal trække deres? I Charlies verden kan man, og det er en smertefuldt velspillet og vedkommende rejse at dele.

Træk vejret/Respire. Instruktion: Mélanie Laurent. Manuskript: Julien Lambroschini og Mélanie Laurent baseret på roman af Anne-Sophie Brasme. Fransk. (Grand Teatret og Empire Bio i København, Café Biografen i Odense, Øst for Paradis i Århus, m.fl.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu