Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

En buffet af omsorgssvigt

Dokumentarfilmen om Amy Winehouse er en tragedie, en syndefaldsmyte og en sæbeopera, som ingen filmmanuskriptforfatter kunne have skrevet med større patos. Og den er en skamstøtte over sladderpressens og musikbranchens nådesløse rovdrift på deres stjerner
amy winehouse dokumentar anmeldelse

Søren Solkær Starbird

Kultur
30. juli 2015

Amy Winehouse levede et liv i sus og dus. Hendes voksne liv begyndte som en målrettet vej ind i amerikansk musiktradition, i soul og jazz og endte som et vildt kapløb mod ingenting – kun afbrudt af flugtforsøg fra narkomanien.

Der er en knusende scene sent i Asif Kapadias dokumentarfilm Amy, hvor Winehouse via en livetransmission ser sit store idol Tony Bennett overrække hende en Grammy for bedste sang, for »Rehab«. Hun virker overvældet, men på lydsiden fortæller en veninde, at Winehouse nogle øjeblikke senere beklager sig over, hvor kedeligt dette store øjeblik i hendes liv er uden stoffer.

Winehouse skabte ikke det store røre med sit første, mere jazzede album Frank i 2003, men med Back To Black blev hun i 2006 katapulteret ind i en celebritykultur, hun slet ikke var forberedt på, endsige bygget til. Især det selvbiografiske hit »Rehab« blev en signatursang, et emblem for hendes bramfri karakter. Hun var en strålende traditionsbevidst sangskriver med en stor muskuløs stemme rig på musiktraditionens patina, men også ungdommens slagfærdighed.

Winehouses liv var en buffet af omsorgssvigt. Moderen, der ikke reagerede på datterens bulimi. Faderen der forlod moderen og næsten ikke så Winehouse i otte-ni år. Og siden lod et filmhold følge sit liv med den nu berømte, allerede voldsomt kamerasky datter. Manageren tog ikke hendes mentale såvel som fysiske helbredsproblemer alvorligt, og hendes venner forsøgte forgæves at beskytte hende mod branchen, pressen og det usunde kærlighedsforhold til Blake Fielder-Civil. Sent i sit korte liv kaldte Winehouse sin personlige bodyguard for sin familie.

 

 

Dokumentaren Amy arbejder sig kronologisk – med nogle illuminerende flashbacks – frem gennem den britiske, jødiske sanger, sangskriver og musikers liv. De tidlige hjemmevideoer fortæller os, at hun elskede kameraet, imens det senere arkivmateriale viser, at papparaziernes linseliderlighed smadrede hende. Amy former sig – også – som en indigneret skamstøtte over sladderpressens parasitære markedslogik, der tilsiger at optrappe belejringen af stjernerne, når der lugtes blod.

Winehouse var tydeligvis mentalt ustabil og klar til indlæggelse i sine sidste år, og findes der noget bedre at smide på forsiden? Nej, vel? Bare spørg læserne af skidtet. Det er svært ikke at dirre af harme, når man ser de 20-30 blitzer eksplodere som hvid fosfor omkring hende, hver gang hun forlader en bil eller bygning.

Og Kapadias evne til at sætte tilskueren i Winehouses sko er bemærkelsesværdig under disse blitzbombardementer, hvor jeg vil sværge på, at der er lagt ekstra ubehagelige lydeffekter på. Man har – som Winehouse – bare lyst til at løbe væk.

Forbandet berømmelse

Amy er også et lærestykke i berømmelsens forbandelse. I hvordan en stjerne risikerer at blive omklamret af rygklappere, ja-sigere, manipulatorer og udnyttere. Og i hvordan et menneske kan blive forvandlet til en vare, i det her tilfælde især af hendes manager Raye Cosbert.

Selv om det er ord mod ord, tror jeg for eksempel på den nære ven og bodyguardens påstand om, at Winehouse ikke ønskede at tage på sin sidste turné – hvor hun er allermest sårbar over for fristelser – inden sin død. Modsat manageren, der hævder at hun var fyr og flamme. For det er tydeligt, at hun følte sig som et jaget dyr, der ikke orkede offentligheden længere. Det underbygges af optagelserne fra en af de efterfølgende koncerter, i Beograd, hvor hun helt enkelt nægtede at synge.

Som så mange andre stjerner, endte Winehouse med en forvrænget virkelighedsopfattelse. Og det var ikke kun alkoholens, heroinens og crackkokainens skyld. Hun var viklet ind i musikstjernelivets infrastruktur, og det er ikke et virkeligt liv. Men en mytologiseret fiktion, hvor festen og rusen kan glorificeres ud i patologi.

Enhver, der har set paparazzi-billederne af hende med en krop som en skindpose om knoglerne, makeuppen som et impressionistisk maleri af vanvid ud over hele ansigtet og med kager af både hendes og kærestens blod på armene, ved, at den mentale bremse svigtede for Winehouse.

Hun er af det tragiske og overhypede stof, som rock’n’roll-legender er gjort af. Hun døde i en alder af 27 – af alkoholforgiftning og sandsynligvis også et nedslidt hjerte – ligesom Kurt Cobain, Jimi Hendrix, Jim Morrison, Robert Johnson og Janis Joplin.

Læs også: Prisen for en karriere i popmusik er ofte en tidlig død

Og måske endnu vigtigere: Hun var en rockistisk drøm, der sang sit liv ud i sine tekster. Winehouse formåede at eksternalisere sine indre blødninger og formidle sit hullede hjerte til offentligheden. Det viser filmen strålende, ikke mindst da hun indsynger Back In Black alene i et lille interimistisk bygget aflukke i studiet, krumrygget og foldet sammen om sin hjertesorg: »We only said goodbye with words/I died a hundred times/You go back to her/And I go back to black.« Den scene er et knusende karakterstudie.

Afhængighed

Med nogle få fornemme strygerorkestrerede undtagelser er Amy bundet til Winehouses musik, hvilket desværre også af og til forhindrer den i at fortælle med musikken. For den slagfærdighed og overlevelsesevne, der kan høres i hendes soulsange, og den fornemmelse af at overkomme modgangen, overcoming, der traditionelt findes i genren, fandtes ikke til sidst i hendes liv.

Kapadia forpasser her chancen for at kommentere musikalsk fra nye og andre vinkler end de gammelkendte. Det er nærmest allerede en fortærsket sportsgren at læse begyndelsen til Winehouses fald ind i hendes musik og tekster. Og det ændrer filmen ikke på.

Kapadia betjener sig kun pletvist af komponisten Antonio Pintos manende orkestermusik, som han brugte formidabelt i sin forrige dokumentar, mesterværket Senna, om Fomel 1-køreren Ayrton Senna fra 2010.

Som i Senna optræder de mange nye interview til Amy kun på lydsiden. Og som Senna opstiller Amy nogle antagonistiske forhold. I Senna var det den brasilianske Formel 1-mester Ayrton Sennas kalkulerende og manipulerende, franske rival Alain Proust.

I Amy er det faderen, der frarådede datteren at tage på afvænningscenter på et tidligt og ifølge filmen afgørende tidspunkt, som kunne have holdt hende fra den senere glidebane. Det er manageren, der ifølge en anden kilde i filmen sagde, at det er helt normalt for stjerner at tage heroin, og at man sagtens kan leve med det. Men det er især den selvoptagede og selvdestruktive kæreste Blake Fielder-Civil, der introducerede Winehouse til heroinen.

Hun ville føle, hvad han følte, sagde hun, men han var vist ikke interesseret i at føle den anden vej. Han smuglede heroin ind til hende og sørgede for at komme i afvænning sammen med hende – hvilket ifølge eksperter er det dummeste to gensidigt afhængige narkomaner kan gøre. Winehouse mødte den helt forkerte mand på det helt forkerte tidspunkt.

Winehouses far, Mitch Winehouse, kritiserede en måned inden dokumentarens engelske premiere Kapadias portræt af ham. Han kalder det unuanceret og har påpeget, hvor mange gange han har smidt pushere ud af Winehouses hjem. Portrættet virker også hårdt ridset op og lader til at betone Winehouses isolation lidt for hårdt. Amy er ifølge filmskaberne baseret på interview med over 100 mennesker, men det fjerner ikke fornemmelsen af en meget skarp vinkling, når man rent faktisk oplever dokumentaren.

»Historien, som filmen fortæller, er en afspejling af det, vi fandt under disse interview,« siger filmskaberne til The Guardian.

Ja, men det er kun en to timer lang, redigeret udgave af denne afspejling. Alligevel er Amy et fremragende studie i et menneskes udslettelse af sig selv og af al mening med livet. Jeg savner en større kunstnerisk stillingtagen til det unikke materiale, og de sentimentale strøg til sidst i filmen er helt unødvendige. Men det ændrer ikke på, at det er en gribende dokumentar. For Amy Winehouses historie er en syndefaldsmyte og en tragedie, som ingen filmmanuskriptforfatter kunne have skrevet med større patos.

’Amy’ – Instruktion: Asif Kapadia. Engelsk (Biografer landet over fra i dag)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Felix Austin

Jeg har meget undt af de sølle triste skæbner, som livet aldrig har været venlig imod og som aldrig har haft chancen eller talentet for, virkeligt, selv at kunne ændre sin og andres skæbne.
Til gengæld kan jeg kun beklage at de der både har brugt sine talenter og muligheder dårligt, ikke magtede mere end de gjorde.