Ekstremt tranceritual og jazzkæmpers hyggeaften

Stolene var fjernet fra Jazzhouses gulv til seancen med det skandinaviske Fire! Orchestras 18 musikere, der linede op til at bringe publikum i trance. Men hvor komplet i orkestrets vold og hvor måbende man tog sig selv i at være, havde nok de færreste set komme.

Forinden i samme venue havde freejazzsaxofonisten Andrew D’Angelos trio Gay Disco varmet op med en smadrekoncert, hvor man kunne frygte, at bandlederen ikke ville holde længere end fem minutter med de frenetiske febervildelser, han lagde ud med. Men han startede på max og gearede så ned. Et nummer dedikerede han til USA’s nylige lovliggørelse af homoægteskaber: »I can get married now, bitches,« så vi kunne da bare komme om bag scenen og blive svejset sammen med ham, som den 50-årige jazzpunker tørt formulerede det.

En nylig sejr over hjernekræft havde også fået manden med det stirrende, mørke blik i mere indadvendte baner, så en ballade blev det også til, hvor hans altsax dog lød jammerlig og som et helt andet instrument; så var kaskaderne af dødsrallende, næbdyragtige lyde med smadrende metalpunk-trommer alligevel at foretrække.

Saxkollegaen Mats Gustafsson fra trioen Fire! blev inviteret til at puste sig op over for D’Angelo, så de lignede og lød som dyriske alfahanner, der pissede territorium af over for hinanden med overstyret skræppen og skrig som dødsangste gæs.

Publikum som forstenet

Tre kvarter senere var scenen fyldt op med en messingkvintet, en saxofonkvintet, to trommeslagere, to guitarister, en bassist, en keyboardspiller og to sangerinder. Med et flere minutter langt, helt simpelt, men stemningsfuldt groove med kun to toner begyndte Fire! Orchestra at tænde op i deres forunderlige blanding af psykedelisk bluesrock, noise og freejazz. Ret hurtigt stod man som forstenet. Sangerne kæmpede for at trænge igennem den massive støjmur med vokallinjer, der ofte optrådte ’instrumentale’ eller reciterende fremfor at være melodier. Orkestret mindede ikke et sekund om et bigband, men kørte derimod drømmeagtig dødskørsel som i en mørk nat med dyttende biler og blændende gadelys.

Mariam Wallentin klædt i en hvid strikkjole lignede en shaman, der mumlede besværgelser op mod de slæbende og fængende riffs i dobbelte oktaver i orkestret. Indimellem satte Mats Gustafsson tæskehold til at forstyrre åndemaneriet, som i et nummer, hvor først salver af galopperende trompeter efterfulgtes af eksplosive markeringer hos trommeslagerne, og så afsluttedes det med guitaristernes manipulation af højttalerfeedback, og derefter tilbage til den koncentrerede tilstand, der var så kogt ind som en kraftig bouillonterning.

Volumen udfordrede meget ofte smertetærsklen, og lydmanden havde vanskelige arbejdsbetingelser, men man var en kæmpe oplevelse – en ekstrem, rituel, fysisk og fascinerende rejse – rigere, da man kom ud på den anden side.

Lige lovlig dus

Sidst i 1970’erne turnerede ikonerne Herbie Hancock og Chick Corea sammen. To mænd og deres akustiske klaverer – i et årti, der ellers var præget af elektrificering af jazzinstrumentariet. De spillede hinandens kendte kompositioner og enkelte afstikkere såsom en Bartók-miniature.

Torsdag aften i Koncerthuset var konceptet det samme, men nu var de et helt andet sted i karrieren, Hancock er fyldt 75, Corea er ét år yngre, begge har haft så enestående succeskarrierer, at det kun kunne gå nedad – det indtryk fik denne anmelder i hvert fald.

Langt hen ad vejen pjattede de usjovt med bemærkninger om deres lange venskab og kunstneriske påvirkning af hinanden og småsnak om, hvad de skulle spille denne aften, og de startede med at tage billeder af publikum og den flotte koncertsal med deres smartphones. »Spil nu, for fa’en,« sad jeg tit og tænkte. Da de så endelig fik bænket sig ved de to flygler og to synthesizere, prøvede de sig frem, som var vi fluen på væggen i arbejdsværelset. Tit var det overraskende kedeligt. Især Hancocks bidrag manglede profil, og bedre blev det ikke af, at de holdt sig meget i flyglernes mellemregister, så de klangligt var sværere at skelne fra hinanden; der savnede man en klarere rollefordeling. Corea var mest villig til at tynde ud i sit spil.

To mesterpianister på scenen var i virkeligheden måske én for meget. Sidste års besøg af Corea i Viften i Rødovre med hans gamle kammerat, bassisten Stanley Clarke fra det berømte Return to Forever, viste, hvordan kæmper sagtens kan hyggesnakke og optræde i øjenhøjde uden at gøre sig dummere, end de er.

I Koncerthuset var synthesizerlydene fjollede og billige. For eksempel havde Hancock lagt samples af en stemme, der sagde »uhm«, »mmm« eller »yeah« ind på udvalgte tangenter, så han kunne bruge disse som trommelyde. Der blev jeg grebet af længsel efter 1970’ernes analoge synthesizere. Men gudskelov var de to herrer mest optagede af flyglerne.

Bedst var genforeningen, hvor Corea tog teten. Forspillet til hans nok mest populære komposition, »Spain« fra 1972, har han tyvstjålet fra det klassiske guitarstykke »Concierto de Aranjuez« af Joaquín Rodrigo. Denne aften udvidede han og Hancock dette langsomme forspil enormt, så det blev hovedattraktionen både i omfang og indhold. Ekspansionen gav også mening, fordi han i rigt mål inddrog publikum som et stort, femstemmigt kor, først med at lade os istemme en h-mol-treklang ved kadenceringer, og senere bad han os synge nogle etudeagtige stumper. Villige struber var der nok af i salen, og folk kunne lide at være med. Improvisationerne var også mere interessante her, mindre rapsodiske og retningsløse.

Vi fik også en bundsolid og generøs »Cantaloupe Island«, Hancocks klassiker fra 1964, hvor mesteren stadig havde en del at sige, selvom han ’burde’ hade et så fortærsket stykke, men han bevægede sig længere og længere væk fra det harmoniske hovedspor og valgte en mindre funky-cool attitude end vanligt og mere en undersøgende tilgang. Også her havde stjernerne heldigvis antennerne fuldt stillet ind på gyldne forløb.

Herbie Hancock og Chick Corea 9. juli i Koncerthuset. Fire! Orchestra og Andrew D’Angelo Gay Disco Trio 10. juli i Jazzhouse