Læsetid: 6 min.

Alt dét som filmmusik kan

Vi lytter til filmmusik af den gode slags. Der er stadig masser af følelsesmanipulerende metervare og klichétungt kopisteri. Men der er også kommet nye fremragende værker, der tilføjer filmene et ekstra kunstnerisk lag – og skaber nye betydninger
Soundtracket til den oscarvindende ’Birdman’ med Michael Keaton i titelrollen tænker anderledes. Filmens dominerende lydspor spilles af den mexicanske jazztrommeslager Antonio Sánchez. Et frækt, supersynkoperet trommespor trækker sig kommenterende og inciterende gennem hele handlingen.

Fox Searchlight Pictures

27. juli 2015

Der er riv i udviklingen af soundtracks til film. Bevares, man hører stadig røverhistorier om komponister, der skal få deres musik til at lyde lidt mere som Hans Zimmers »Journey To The Line« fra Thin Red Line (se f.eks. Shame). Eller – som New Yorker-skribenten Alex Ross nævner – at et nummer skal lyde »20 procent mere cubansk«.

Filmkomponisters job bliver tit på det skammeligste reduceret til at kopiere en ulideligt generisk og klodset stemningsindikerende musik fra en tidligere film. Eller her er en ny kommende kliché, som den kan overværes i Boyhood eller tv-serien Transparent: Indie-sange, der har overtaget rollen som følelsesmanipulatorisk pressionsmiddel. I begge tilfælde handler det egentlig bare om at fortælle publikum med let genkendelige bogstaver og udslidte klicheer, hvad de skal føle i en given scene.

Lykkeligvis er der mange eksempler på, at komponister får lov at tænke i deres egne baner og udvikle ideer og kunstnerisk identitet direkte i deres soundtrack. Og det giver mulighed for at musikken bliver endnu et kunstnerisk lag, ikke bare en klodset parfume, i filmen. Og at musikken kan skabe nye betydninger og fortolkninger i handling og persongalleri.

Det sker med stor paranoia og melankoli i Paul Thomas Andersons Inherent Vice, som engelske Radioheads Jonny Greenwood har begået et fabelagtigt soundtrack til – akkurat som han også gjorde til Andersons There Will Be Blood og The Master.

Denne gang i et mix af let psychede rockudforskninger og dårende orkestrale kompositioner, der kan lede tankerne hen på Bernard Herrmann, ikke mindst hans bidrag til Hitchcocks Vertigo, idet strygernes enorme langsomt dalende forløb gør en næsten svimmel.

Når det store orkester kommer i sving, så sker det aldrig i bombastisk eller dikterende gear, men suggestivt, anelsesfuldt, pakket med løfter, rigt på risici, hjemsøgt af hallucinationer og konspirationer, udfordret af elektronisk støj og theremin. Det er et underfuldt soundtrack, som også udbygges med ikoniske numre som Minnie Ripertons »Les Fleur«, Les Baxters »Simba« og ikke mindst tyske Cans genialt funky »Vitamin C«. Ja, Greenwood går endda i dialog med Cans særlige groove og feeling og mixer det med radioheadske akkordskift på den brillante »Under The Paving-Stones, The Beach!« Og hvis man sammen med hovedpersonen Doc Sportello (Joaquin Phoenix) har rejst til steneraften i en fucked up villa nord for L.A. og mødt den Kristus-lignende Coy Harlingen (Owen Wilson), og har man dertil overværet deres samtale om nationens råddenskab, mens Greenwoods melankolsk mageløse »The Golden Fang« har forstærket og intensiveret dialogen, måske endda gjort den decideret desperat – ja, så giver genkendelsen af nummeret på albumudgaven gåsehud.

En anden engelsk musiker, Mica Levi, har hurtigt bevæget sig over i soundtrackkunsten. Under pseudonymet Micachu er hun ellers allerede en yderst lovende enfant terrible inden for eksperimentalpop. Men hun er også klassisk skolet, og det nyder vi godt af på hendes soundtrack til Jonathan Glazers Under The Skin.

I et urovækkende univers, hvor violiner snitter i og kribler over trommehinderne, de kæntrer ned i bassen og stikker så smukt, men også enerverende op i diskanten. Industrielle hjerteslag hjemsøger den mentale balance og triangler slår alarm. Jeg har ikke set Glazers film, der kom sidste år, men jeg får billeder af rædsel, psykose, hændelser lige uden for synsfeltet, skumle manøvrer i mørket og fremmedlegemer, der ikke kan fjernes kirurgisk på min indre nethinde. Levis soundtrack er et grumt monomant bud på, hvad soundtrackkunsten kan gøre ved nervesystemet.

Endnu en fremragende engelsk musiker i sin egen ret laver i disse dage udelukkende soundtracks. Matt Johnson alias The The skabte i 80’erne og 90’erne mesterværkerne Soul Mining, Infected og Dusk. Eksperimenterende og kradsende popplader – de to første fra menneskets skyggesider, smadrede af tvivl, kæntrende i selvdestruktivitet, den sidste med sin egen vingeskudte, glødende livstro.

Johnsons spritnye soundtrack til filmen Hyena byder på en del industrielt klingende elektroniske strukturer, men det løfter sig først for alvor ud af højttalerne, når Johnson dropper disse soundscapes (med undtagelse af de støjbrændende tracks hen mod slutningen) og i stedet finder sin betragtelige melodiske og harmoniske sans frem – af og til med parafraser over svundne tiders guitar- og basmotiver. For eksempel på »People In The Rain«, »Tiny Blue Sirens« eller »Everybody Wants To Go To Heaven (But Nobody Wants To Die).«

Ja, på sidstnævnte nynner Johnson endda med sin grusede røst, så enhver The The-fan må knibe en tåre. Men det sker alt sammen i et dunkelt belyst og uheldssvangert univers, der ikke lover anden udfrielse fra livets kravlegård end via dødens ormegård.

Stønnende vingummistemmer

Utopia var britiske Dennis Kellys Channel Four-tv-serie, som over to sæsoner spredte sit pessimistiske, men vildt fascinerende budskab om menneskehedens kamp for overlevelse på ret så grænseoverskridende vis. Udover et idiosynkratisk persongalleri, brutal og stærkt kritiseret vold og en helt uvant pangskrigende farvetone i seriens billeder, så overrumplede Utopia også med sit mærkværdigt boblende og stærkt anmassende soundtrack. Forestået af chilensk-fødte, nu canadiske Cristobal Tapia de Veer, der synes at have lyttet en del til Aphex Twin, børne-tv og sære stemmer i sit hoved.

Sygeligt syntetiske helium-behandlede vingummistemmer stønner, uh’er og sukker på lydsporet, tit nærmest i call and response med dialogerne i tv-serien. En slags græsk kor bygget af Gameboys. Svuppende beats og desperate harmonier skubber begivenhederne fremad. Og der er smukke elektroniske elegier såsom »Meditative Chaos« og »Where Is Jessica Hyde? Part 2.« Der er »Evil Prevails« truende baspuls og paranoide stålpercussion, og den forrygende gyser-adrenalinsamba »Conspiracy Part 2.«

De Veers soundtrack synes at tale inde fra personernes hyperstressede psyker, og musikken bliver samtidig til lydbilleder på en planet under pres – og på en utopi som vist mest af alt er endnu en dystopi.

Utopia er – trods stor kritisk succes og et trofast kultpublikum – blevet annulleret af Channel 4 efter to sæsoner. Endda på trods af at der kommer en amerikansk udgave instrueret af ingen ringere end David Fincher. Hvor vi dog nok ikke kan regne med så radikal en farveæstetik og slet ikke et så vildt intervenerende soundtrack som Cristobal Tapia de Veers.

Soundtracket til Iñárittus Oscar-vindende Birdman har til gengæld vist os, at det kan lade sig gøre at tænke anderledes i store amerikanske produktioner. Udover filmens klassiske kompositioner, domineres filmens lydspor og soundtrackalbummet af den mexicanske jazztrommeslager Antonio Sánchez. Et frækt, supersynkoperet trommespor trækker sig kommenterende og inciterende gennem handlingen, på drømmefødder og mareridtstæer gennem sjælens epileptiske væren. I hvert fald den sjæl, der tilhører hovedpersonen i Michael Keatons skikkelse. »Internal War«, »Schizo«, »The Anxious Battle For Sanity« hedder nogle af numrene meget passende.

Ikke mindst sidstnævnte nummers dramatiske opbygning er fremragende. Det betjener sig af strygere som lettere manende bagtæppe – så pludselig revet væk, slukket for, så kun hovedpersonens rablende skelet står tilbage. Karakterernes katastrofer er vendt på vrangen og den indre rastløshed bliver ydre og sat på trommestikker i Birdman. Fortællende rytmik, folkens.

Og oppe i blockbusterkategorien skete der sidste år noget interessant i endnu et samarbejde mellem den engelsk-amerikanske instruktør Christopher Nolan og den tyske komponist Hans Zimmer. Denne gang om Interstellar. Mod al sædvane arbejdede Zimmer på musikken hele to år før filmens premiere. Og det har resulteret i en underfuld mastodontmusik, der undgår de værste klicheer – de dundrende pauker og de dummeste strygerostinater – men stadig formår at være større end livet selv. 60 mennesker store kor, orkester, et ufattelig intenst kirkeorgel, men også rungende tom rumklang medvirker til at betone længslen og ensomheden for langtursastronauterne på trip gennem universets ormehuller.

Og akkurat som hovedpersonernes interdimensionelle kvantespring, så rammer musikkens fylde også ud af det blå, med ekstrem kraft og følelsesvælde.

Enhver, der har set filmen på det store lærred og på et stort lydanlæg, husker det enorme musikalske løft, da en bil kværner ind i en majskolbemark og Zimmers orgelkomposition pludselig brænder igennem alting. Det er så fucking episk på en måde som kun Hollywood formår – men som vi ikke troede, at de var i stand til længere.

Inherent Vice – Original Motion Picture Soundtrack – Music by Jonny Greenwood (Nonesuch/Warner).

Mica Levi: Under The Skin – Original Soundtrack (Milan Music/Rough Trade).

Hyena – A soundtrack by The The (Cineola/Lazarus) thethe.com.

Cristobal Tapia De Veer: Utopia – Original Television Soundtrack (Silva Screen Music).

Birdman – Original drum score by Antonio Sánchez (New Regency Music/Milan Music).

Interstellar – Original Motion Picture Soundtrack. Music by Hans Zimmer (Sony Music Classical).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu