Læsetid: 3 min.

En forfatter som man løber fra

Martin Provosts drama ’Violette’ lader herligt besværligt den feministiske forfatter Violette Leduc få eget liv blandt mere kendte samtidige stjerner som Simone de Beauvoir
Emmanuelle Devos imponerer i titelrollen som temperamentsfulde Violette, der skiftevis fascinerer og irriterer. Foto fra filmen
18. juli 2015

I visse film man kan næsten lugte de falmede tapeter eller en billig parfume i en ellers jordslået skrivehybel. Martin Provosts drama om forfatteren Violette Leduc skaber den form for intime, sansemættede rum, fra vi i de første scener møder Violette (Emmanuelle Devos) under Anden Verdenskrig, hvor hun forsøger at forsørge sig selv og forfatteren Maurice Sachs (Olivier Py) ved sortbørshandel. Vi kommer ind midt i relationens krise, hvor Maurice snart forlader Violette. I løb. Violette er ikke en kvinde, man går fra. Som vi senere ser, lader løb til at være den foretrukne flugtstrategi, hvis man skal væk fra hendes temperamentsfulde personlighed.

Violette består på romanvis af kapitler, som hver skildrer et centralt møde i den franske forfatters liv. Maurice har betydning, fordi han opmuntrer hende til at få de mange svære følelser indeni ned på papir. Senere bliver han anledning til potentiel dårlig samvittighed, som Violette dog ikke lader til at hænge sig i. Alt det, der foregår indeni, fylder for meget. Hun slås med ensomhed, usikkerhed og selvhad.

Følelsen af at være født uden for ægteskabet som bastard bearbejdes fra de tidligste minder af, at hendes mor aldrig holdt hende i hånden.

Billeder om ord

Det første fysiske resultat af den proces bliver en moppedreng af en tekst, som vi har hørt vokse frem med pennen mod papiret. Filmen bruger ikke tilbageblik til at vise, hvad de ru sider fortæller om, men løsrevne sekvenser og samtaler med andre om ordene giver en fornemmelse af deres natur – og mod på flere. Provost har i Seraphine tidligere skildret en kvindelig maler, som udfordrede tidens kønskonventioner såvel som kunstopfattelser. Det er filmisk nemmere at skabe en fornemmelse af en særlig visuel end skriftlig tone, men Provost formår at give os et indblik i Violettes materiale og stil, samtidig med at han bevarer vores lyst til at vide mere. Det er langt fra altid tilfældet i kunstnerportrætter, som ofte bliver grebet af at overforklare deres omdrejningspunkt frem for at tilbyde stemninger og smagsprøver, som vi så selv kan opsøge mere viden om.

Violette skildrer omkring tyve år af forfatterens liv, fra Anden Verdenskrig til hendes første bestseller i 1964. Violettes værk og personlighed er det centrale, men samtidig møder vi undervejs en række af de mere kendte franske kunstnere og forfattere på hendes tid. Hun bliver ven med Jean Genet (Jacques Bonnaffé) og samleren Jacques Guérin (Olivier Gourmet), som hun i en morsom sekvens laver fjollede stumfilm med. Men frem for alt får Simone de Beauvoir (Sandrine Kiberlain) også plads til at træde i karakter som en køligt krævende og kontrolleret mentor, der fornemmer en stærk og uforfærdet stemme i Violette. En stemme som hun kan hjælpe med at tæmme – og få udgivet.

De hellige hylder

Emmanuelle Devos imponerer med sit portræt af den komplekse Violette, som skiftevis fascinerer og irriterer. Hun fylder og støjer og kræver og overvælder, mens hun tramper rundt i livet og drømmer om anerkendelse og kærlighed. Da hun i mødet med et af Simone de Beavoirs værker indser, at kvinder også kan skrive tykke bøger (!), tager hun resolut kontakt, og det umage forhold mellem den scenevante stjerne og den klodsede opkomling bliver centralt for hendes karriere såvel som for Provosts fortælling. Violette håber følelsesmæssigt på mere, end Simone de Beauvoir vil give, og det lader til at puste til skrifterne, hvor hun finder mod til at skrive om lesbiske forhold og en abort, mens hun prøver at forstå koderne i den franske forlagsverdens forskellige bogserier.

Med Devos som Violette får Provost skabt et herligt besværligt portræt af en udbryderkvinde såvel som af den ofte farlige selvoptagethed bag mange værker. Som det påpeges undervejs kan ord både knuse og genopbygge. Det samme kan film. Her hiver Provost en interessant kvinde ud af de mere kendte stjerners skygge i et særegent stemningsfuldt portræt af hende som kvinde og kunstner.

’Violette’. Instruktion: Martin Provost. Manuskript: Martin Provost, Marc Abdelnour og René de Ceccaty. Frankrig og Belgien. (Grand Teatret, København, Øst for Paradis, Aarhus, Cafe Biografen, Odense, Biffen, Aalborg, samt fem andre biografer)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu