Læsetid: 2 min.

Grovkornet sødsuppe

Medmindre man er den mindste smule allergisk over for pik og patter-humor, er ’Ted 2’ noget så sjældent som en sjov og smertefri historie om kampen for borgerrettigheder
18. juli 2015

Vittighederne i Ted 2 er tappet fra den samme hane som forgængeren, Ted, der indtjente så mange penge, at Seth MacFarlane, der instruerer og lægger stemme til den levende tøjbamse, måtte finde på en opfølger. Ted er levende, fordi hans dengang otteårige ejer, John, ønskede det så inderligt. Ted var historien om, hvordan den voksne John (Mark Wahlberg) fik rystet umodenheden af sig, så hans kæreste gad gifte sig med ham, uden at bryde båndet med sin bedste ven, bamsen.

Det lykkedes ikke at blive voksen på den rigtige måde. Han er blevet skilt, og Ted 2 fejrer, at det infantile ikke har nogen alder, mens den afvikler et plot, der handler om Teds ret til ikke bare at være nogens ejendom, men en person med rettigheder så han kan gøre sig gældende som medarbejder, ægtemand og far.

Historien er strengt taget mest en anledning til at få tøjbamsen ud på tur med sin beskidte kæft, John, på slæb og dens slibrige nemesis, Donny (Giovanni Ribisi), i hælene. Donny vil bare gerne elskes og desværre kun af Ted. Ted lægger sag an mod staten for at blive anerkendt som person og borger. Retssagen dukker op engang imellem som filmens mest åndede scener. Som advokat har de den stenede, smukke og potrygende Samantha L. Jackson (Amanda Seyfried), som John passende kan falde for. Selv om det engang imellem skal forestille at være rørende, er musiksiden og billederne så overdrevne, at man uden problemer opretholder distancen til det hele.

’Øh nej, faktisk ikke’

Ted 2 lægger ligesom sine hovedpersoner ikke skjul på sine svagheder, men står ved dem. At parallellen til slavernes frihedskamp er letkøbt og tvivlsom, udstiller den, når John og Ted sidder i den sofa, der er deres fælles hjemmebane, og ryger pot, mens de ser den legendariske tv-serie Roots, hvor piskene hagler ned over slaven Kunta Kinte, der insisterer på at være en person, ikke nogens ejendom.

»Det er ligesom mig,« siger Ted.

»Øh, nej, faktisk er det en lille smule anderledes,« svarer John.

Det virker også som en selvbevidst kommentar til filmens linde strøm af vittigheder, der er trukket direkte ud af røven, når Ted selv kan høre sin usammenhængende vits falde til jorden og bare trækker på skuldrene, inden han vender tilbage med flere upassende bemærkninger og flabede sammenligninger. Når John bryder sammen ved afsløringen af, at hans pornopræferencer går ud over det traditionelt heteroseksuelle, og de derefter smadrer hans computer med forhammere for at slette alle spor, er det en parodi på den rituelle homofobi, der er en del af mangen en bromance.

Men samtidig skal det gælde som en sjov vits i sin egen ret, at en kendt person har homosex på herretoilettet. Pik og patter kan være sjovt nok, og man kan undre sig over, at der er blevet plads til en »Er han bøsse eller hvad«-vits.

’Ted 2’. Instruktion & manus: Seth MacFarlane oa. USA. Premiere i biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu