Læsetid: 6 min.

Harper Lees bog 'Sæt en vagtpost ud' er mere kompleks, men mindre fængslende

Harper Lees første roman siden 1960 ryster det etablerede syn på en forfatter og hendes roman – men opretholder den kurs, hun satte med sin udødelige debut, ’Dræb ikke en sangfugl’
I forhåndsomtalen af Lee Harpers ’Sæt en vagtpost ud’ er romanen blevet markedsført som en mulighed for, at læsere kan genforenes med de »højt elskede« karakterer Scout og Atticus fra ’Dræb ikke en sangfugl’. Dette løfte viser sig dog dårligt nok at være halvt sandt.

Donald Uhrbrock

14. juli 2015

Det første problem, der opstår, når man skal vurdere Harper Lees første roman her fem og et halvt årti efter Dræb ikke en sangfugl, er, hvorvidt man skal beskrive den som hendes første eller anden bog.

Dette tilsyneladende simple spørgsmål er blevet diskuteret i månederne op til dagens meget omtalte og indtil nu hermetisk hemmeligholdte udgivelse af et manuskript, der efter sigende først så dagens lys for nylig. Set med Hollywoods matematiske kronologi er Sæt en vagtpost ud en slags Dræb ikke en sangfugl 2. Den skildrer familien Finchs senere liv – advokaten Atticus, hans datter Scout, sønnen Jem og deres tjenestepige Calpurnia – som optrådte i Lees debut fra 1960, der handlede om retssagen om en racistisk motiveret voldtægt i Alabama. Bruger man datalogiens termer, er Sæt en vagtpost ud en slags Dræb ikke en sangfugl 1.0 til den Dræb ikke en sangfugl 2.0, der hidtil har været den 89-årige Lees eneste udgivne værk. Visse skeptiske røster har i debatten op til udgivelsen gisnet om, at den nye bog blot skulle være en kladde, der udgjorde den oprindelige tekst, før redaktører og udgivere krævede en substantiel omskrivning. Det viser sig dog, at Sæt en vagtpost ud er noget ganske andet end de ’reviderede’ eller ’alternative’ udgaver, vi for eksempel har set af Den store Gatsby og Ulysses, som ville forsøge at restaurere de angiveligt oprindelige intentioner fra F. Scott Fitzgerald og James Joyce.

Mens Dræb ikke en sangfugl er fortalt i førsteperson af Scout som ung pige, der ser nogle år tilbage på begivenheder, der udspillede sig i begyndelsen af 1930’erne, er Sæt en vagtpost ud en fortælling i tredjeperson, i hvilken en nogleogtyveårig Scout – som nu foretrækker sit fødenavn, Jean Louise – vender tilbage fra New York for at besøge Atticus – der nu er 72 år og alvorligt gigtplaget – i hendes hjemby, Maycomb. Bortset fra de poetiske titler, der begge består af fire ord (den nye romans er lånt fra Biblens Isajas Bog), er teksterne i de fleste aspekter uafhængige af hinanden. Dræb ikke en sangfugl er struktureret i 30 kapitler opdelt i to sektioner, mens Sæt en vagtpost ud består af syv dele i i alt 19 kapitler.

Mindre vindende

Nogle få passager i de to bøger overlapper decideret hinanden. Det er primært nogle sceniske beskrivelser af Maycomb, noget alabamisk historie og lokal folklore, såsom de komiske juridiske konsekvenser af det indbyrdes giftermål i Cunningham- og Coningham-klanen. En håndfuld afsnit, der hentyder til sagen om Robinson-voldtægten i 1930’erne, hvor de afgørende detaljer dog er ændret, fyldte flere hundrede sider i Dræb ikke en sangfugl. Når man støder på disse sætningsfrø, er det vanskeligt ikke at føle en vis ærefrygt over for de litterære fødselshjælpere, der i den originale undfangelse fik øje på den store literære åbenbaring, der lå i fostret. Hvis den tekst, der nu udgives, havde været den, der blev lanceret i 1960, ville den næppe have opnået samme storhed. Det har ikke så meget med litterær underlegenhed at gøre, men snarere at Sæt en vagtpost ud hverken er lige så vindende i sin natur eller oplagt til undervisningsbrug. Den tilhører den klassiske genre, i hvilken de fortabte vender hjem for at finde deres fædreland i en smerteligt forandret tilstand. Desillusioneret af ’atomalderen’ har Scout mistet den frække attitude, der gør hendes barnagtige jegstemme i Dræb ikke en sangfugl så fængslende.

I forhåndsomtalen af Sæt en vagtpost ud er romanen blevet markedsført som en mulighed for, at læsere kan genforenes med de »højt elskede« karakterer Scout og Atticus. Dette løfte viser sig dog dårligt nok at være halvt sandt. Da det går op for den hjemkomne hovedperson, at ingen i Maycomb kan huske den »ungdommelige desperado«; den »ekstraordinære hellraiser«, hun var, er det fristende at råbe, at vi aldrig har glemt hende – om end også at ømme sig, da hun billigende bemærker lugten af »ren neger« med alt, hvad den formulering indebærer.

En ny Atticus

Ulig dens forgænger virker denne tekst til at være trykt stort set som forelagt. Visse fans af den klassiske udgave vil blive rystet over Scouts far. Den ene af bogens to store forskrækkelser – en væsentlig karakter, der ikke overlever ind i 1950’erne – er følelsesmæssigt chokerende, den anden knuser den traditionelle læsning af Atticus som en from enkemand, hvis syn på race var årtier forud for hans landsmænd: Denne frisindede helt, der blev udstødt som en »negerelsker« i Dræb ikke en sangfugl, opfører sig i 1950’erne på en måde, som beundrere af hans tidligere liv vil have svært ved at kapere. Også til sin datters skræk går den antiracistiske advokat nu til offentlige møder for at vise sin modstand mod højesterets forsøg på at gennemføre en lov om lige stemmerettigheder i Sydstaterne.

For mange læsere vil lange stræk i Sæt en vagtpost ud blive som at opdage en alternativ version af Forbandede ungdom, i hvilken J.D. Salinger skriver historien om Holden Caulfields voksenliv som en pædofil republikansk senator.

Skiftet i Atticus’ attitude viser sig mere komplekst end som så. Det har rod i dybe politiske forviklinger i Sydstaterne, som forlagsredaktører i New York måske med rette har vurderet for obskure til et bredere publikum. Deres overstregninger i manuskriptet har i hvert fald ændret historien markant.

Mens der ikke kan være tvivl om, at den redaktionelle opmærksomhed, Dræb ikke en sangfugl blev udsat for, gjorde fortællingen mere medrivende, har den nye udgivelse ikke noget klimaks, der matcher det drama, der udspiller sig i Robinson-retssagen.

Ryster det etablerede syn

Efter Scout i Dræb ikke en sangfugl bliver belært om »damemanerer« og replicerer, at hun »ikke har særlig meget lyst« til at blive en dame, blev hun anerkendt som en prototypisk feminist. I den nye bog fortsætter hendes løbende afvisning af at ville underkaste sig konventionelle huslige forventninger.

Den originale udgivelses ’ude-hjemme-ude’-struktur virker til at have styret forfatteren væk fra modernistisk sproglig munterhed. Den indeholder således en kraftfuld parodi på Lincolns Gettysburg-tale, og en forrygende scene – i hvilken der bliver holdt en ’velkommen hjem’-fest for Scout – er en fuga af fragmenter af banal lokal palaver.

Uanset om man betragter den nye bog som Dræb ikke en Sangfugl 2 eller Dræb ikke en sangfugl 1.0, er den – i de fleste aspekter – et nyt værk, en nydelse, en åbenbaring og en ægte litterær begivenhed på linje med en opdagelse af ekstra afsnit fra T. S. Eliots Ødemarken eller en bortkommen akt fra Hamlet, der antyder, at prinsen måske slog sin far ihjel.

Undervisere i amerikansk litteratur får nu overdraget den fascinerende og potentielle forbandelse, der ligger i at skulle sammenligne de to værker, mens der foreligger en oplagt mulighed for en ny filmudgave af Dræb ikke en sangfugl, som vil kunne kombinere de to genrer, det moderne Hollywood elsker højst: genindspilningen og opfølgeren. Oveni købet med en struktur af flashback, som er den mest fashionable form for filmfortælling.

Indtil da ryster Sæt en vagtpost ud det etablerede syn på både en forfatter og hendes roman. Og medmindre der ligger en anden overraskelse gemt et sted i hendes arkiver, intensiverer denne udgivelse den sorg, det er, at Harper Lee har udgivet så lidt.

Harper Lee: ’Sæt en vagtpost ud’ Lindhardt og Ringhof, 304 sider, 299,95 kr, udkommer i dag

Mark Lawson er featureskribent og kritiker på The Guardian.

© The Guardian og Information.

Oversat af Rasmus Elmelund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christel Petersson
Christel Petersson anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu