Læsetid: 4 min.

Jeppes forvandling

Bornholms Teater har godt fat i teaterhistorien i sin nye opsætning af ’Jeppe på Bjerget’. Esben Dalgaard er en adræt Jeppe, men komikken mangler timing
39-årige Esben Dalgaard er charmerende som Jeppe,  der drikker så meget brændevin, at han vågner op i baronens seng og bagefter tror, at han har været i Paradis.

Anders Beier

11. juli 2015

Jeppe er Holbergs mest berømte komediefigur. Spændingen er stor, hver gang en Jeppe-skuespiller fortolker drankerhistorien om Jeppe på Bjerget på en ny måde. Senest var der eminent dobbeltløb mellem Anders Gjellerup Koch på Odense Teater og Martin Ringsmose på Aalborg Teater.

Nu er det den 39-årige Esben Dalgaard, der drikker så meget brændevin på Bornholms Teater, at han vågner op i baronens seng og bagefter tror, at han har været i Paradis. Esben Dalgaard er en venlig Jeppe. En glad dreng, der ikke bekymrer sig synderligt over fremtiden – og for hvem fortidens soldatertraumer kun kommer frem under pralesnakken på kroen. Til gengæld er han yderst adræt. Når hans ben får nok at drikke, bliver de danseglade og hoppeskæve. Det er skægt.

Netop scenen, hvor Jeppe forklarer, at han har været i Paradis, er den mest vellykkede på Bornholms Teater. Her finder Karin Bang Heinemeiers forunderligt vrede Nille sin venlige Jeppe dinglende i en galge – og så tror de faktisk begge to på, at Jeppe har været i Paradis. Jeppe løfter Nille imponerende højt op i luften – og holder hende der. I dette macholøft kan man mærke, hvordan disse to mennesker har elsket hinanden engang for længe siden – og at der faktisk har været et liv, inden brændevinen fik overtaget. Lige indtil Jeppe sætter sin kvinde ned på jorden igen. For så ophæves magien, og inderligheden forvandler sig til den sædvanlige råben.

Tøvende timing

Det er enkelt og smukt. Her finder Esben Dalgaard Jeppes oprindelige autoritet frem, og Karin Bang Heinemeier afslører Nilles egent-lige ømhed – usentimentalt og klippeskåret. Og her har instruktøren Jens Svane Boutrup fundet et flot billede på en destruktiv kærlighed, der både er 1700-talsrealistisk og 2015-genkendeligt på samme tid.

Desværre er der ikke samme renhed og enkelhed i resten af forestillingen. Iscenesættelsen formår ikke at skabe den lange bue af spænding, som forestillingen kræver. Det er fint, at instruktøren ikke er faldet for fristelsen til at tolke Jeppe decideret psykologisk; det ville have været ude af trit med den gammeldags scenografi. Men forestillingen bruger uforholdsmæssigt meget krudt på sidehistorierne, mens de store monologer bliver mærkeligt pligtagtige. Og mange komiske pointer bliver tabt, simpelthen fordi timingen bliver tøvende.

Kapelmester Lars Fjeldmose sidder ellers nede i orkestergraven med sit drevne anslag på strengeinstrumenter og lydmaskiner; mest eksotisk er hans autentiske vindmaskine og noget så poetisk som en regndråbemaskine! Men ofte forholder musikeren sig helt tavs – også i de scener, som unægtelig kunne have brug for lidt sammenkædende underlægningsmusik. Scenografien er ikke mindst spektakulær, fordi den består af helt nye rekonstruktioner af det gamle Rønne Teaters første bagtæpper og kulisser fra 1823. Scenen skifter mellem et skønt landskab med en bornholmsk kystlinje bag marker i det fjerne – og et fornemt baronværelse med vinrøde tapeter. Her kan Jeppe drikke sig fuld på landevejskroen hos Jacob Skomager. Og bagefter kan han vågne op i baronens seng uden at fatte, hvad der er sket. Det er muntert. I nymodens elektrisk lys, vel at mærke – i passende enkelt design af Sonja Lea. Spændingen i rummet har det dog også lidt svært på den nøgne plankescene. I midten har scenografen Niels Secher placeret en stiliseret mødding af camouflagenet, som fermt kan forvandles til både baronens seng og til en retssal. Det er sjovt, at imaginære høns tripper rundt om Jeppe på møddingen, mens kapelmesteren laver kaglelyde. Men til sidst savner man altså noget rundt om den ejegode Jeppe.

Koreografen Kasper Ravnhøj har til gengæld gjort det lettere for Jeppe at blive transformeret til baron. Han har nemlig skabt en koreografi, hvor Jeppe tumler omkring i de særeste kolbøtter, mens falske tjenere skubber og flår i ham, indtil hans tøj er revet af – og barontøjet er sat på ham. Det er sjovt lavet, og Esben Dalgaard virker nærmest som en stuntman, sådan som han lader sig kanøfle i sovende og flyvende tilstand.

Uklar visdom

Resten af ensemblet danser loyalt med i Jeppes forvandling. Ole Boisen har en varm folkelighed over sig i sin ellers ret så nøjeregnende fortolkning af rollen som kroværten Jacob Skomager. Jacob Teglgaard er en flot og næsten androgyn baron, som dog er mere overbevisende som sanger end som bøddel. Og Morten Brovn spiller en snu lakaj, der både lægger krop og kvinde til baronens ordrer uden at gøre andet end at plirre med øjnene af rædsel.

’Lær Visdom af Livets Optrin’ står der malet i guld over scenen på Rønne Teater, og dette motto synger skuespillerne veloplagt både som velkomst og som afslutning. Men hvad er denne visdom? Og hvad skal vi lære af Jeppes forvandling?

Det står vist hen i det uvisse. Uanset hvor charmerende Esben Dalgaards Jeppe ellers er.

Jeppe på Bjerget. Tekst: Ludvig Holberg. Iscenesættelse: Jens Svane Boutrup. Scenografi: Niels Secher. Lys: Sonja Lea. Koreografi: Kasper Ravnhøj. Musik og kapelmester: Lars Fjeldmose. Bornholms Teater til 1. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu