Læsetid: 5 min.

En mester højglanspolerer sit arvesølv

Det var en stor aften i selskab med Paul McCartney. Og det skyldtes helt sikkert i høj grad det faktum, at det var McCartney, der stod déroppe på scenen og leverede sin historielektion. Men det skyldtes i endnu højere grad at lektionen blev afleveret med stor kærlighed og fabelagtig professionalisme
Lørdag aften på Dyrskuepladsen var der ingen tvivl om at Paul McCartney ville overlevere sin musikarv så smukt og indfølt og velpræserveret som muligt til gamle såvel som nye generationer. Og det gjorde han.

Lørdag aften på Dyrskuepladsen var der ingen tvivl om at Paul McCartney ville overlevere sin musikarv så smukt og indfølt og velpræserveret som muligt til gamle såvel som nye generationer. Og det gjorde han.

Thomas Borberg/Polfoto

6. juli 2015

For mit vedkommende var det store spørgsmål inden Paul McCartneys afslutningskoncert på Orange Scene, hvor meget kontrol jeg egentlig havde over mine følelser for den ærefrygtindgydende sangskat, som manden har begået. Eller sagt på en anden måde: Hvor dybt i mig ligger hans sange? Svarene blev: 1) Meget lidt kontrol. Og 2) Meget dybt i mig.

Jeg havde for eksempel på forhånd forsvoret at jeg ville synge med på ‘Hey Jude‘, men der stod jeg så et par timer senere og galede løs på laaaaa laaa laaa la la la laaaaa, la la la laaaaa, heey Juuuude! Kønt var det givetvis ikke, men strengt nødvendigt, dét føltes det.

Altså kommer jeg i det følgende i høj grad til at anmelde min egen vokalpræstation i den sidste del af koncerten på Orange Scene, hvor McCartney og hans fire fabelagtige medmusikere virkelig skruede charmen på med noget nær historisk magtfuld maner.

Til at starte med virkede ordet magtfuld ellers højest upassende. Koncerten blev åbnet med ’Magical Mystery Tour’, ikke en af McCartneys (og delvist også John Lennons) store sange. Men hvad der var værre: Mesterens stemme dirrede og skred ud, og den ellers så perfektionistiske herre sang lettere falsk i det øverste register, lige som han også lå meget lavt i mixet, hvilket virkede som en camouflage af hans vaklende evner. Mine mageløse ledsagere og jeg så spørgende og nervøse på hinanden. Skulle det blive en lige så slingrende performance som sidste års charmerende, men noget ramponerede Rolling Stones-koncert? Var det alligevel for sent? Havde alderen indhentet den 73-årige legende? Kun kortvarigt, skulle det vise sig, for han sang sig varm og fandt sin rette plads i mixet efter en fem-seks numre.

Flere forhindringer skulle vise sig, ikke uventet i form af udvalget af sange. Set på koncerten som helhed, så var det tydeligt at Paul McCartney højglanspolerede sit – vores, den vestlige popmusiks – arvesølv med stor respekt og et formidabelt håndværk, men i begyndelsen insisterede han også på at præsentere mere obskure og mindre vellykkede sider af sit værk. Måske mest markant med det virkelig ikke særlig ophidsende nummer ’Hope For The Future’ til computerspillet Destiny, senere med den virkelig ikke spor nødvendige ’Ob-La-Di, Ob-La-Da’. Men som koncerten skred frem blev der kortere og kortere mellem snapsene, ja, snart stod de side om side.

Polfoto

Klassikere i høj fart

McCartney viste sig også generøs nok til at synge Lennon-kompositioner, for eksempel ’Being for the Benefit of Mr. Kite!’, og tidligt i forløbet lod han også historiens tyngde gøre sig gældende. Først med ’Blackbird’, som han præsenterede som en sang han skrev som reaktion på borgerrettighedsbevægelsens kamp i 60’erne. ’All your life/You were only waiting for this moment to arise’. Dernæst med kærlighedserklæringen til John Lennon med ’Here Today’: Well knowing you/You'd probably laugh and say that we were world's apart/If you were here today. Og endelig en dybt gribende hyldest til afdøde George Harrison med dennes ’Something’, som McCartney sang og spillede solo – på ukulele – mens et stort podie løftede ham op mod nattehimlen. Hvorfra den fede måne så undrende ned på os. Ned på titusindvis af mennesker, der ramt af lydbølger, historiens sørgelige ekspresfart mod intethed og musikhistoriens gavmildhed følte sig vildt anfægtede, ramte, rystede, hver og en af dem (sådan cirka). Og jeg skal sent glemme at stå ved siden af en dame op i 60’erne og synge med på Harrisons ord You’re asking me will my love grow/I don’t know/I don’t know.

Snart galede alle i kor, mens der blev affyret klassikere i hastig fart, teenagere og gråt guld forenet, uden skygge af generationskløft i sigte, alt som vi bevægede os ind i McCartneys sande mesterskab. Og nu er det jo ikke fordi Sir McCartney står og mangler gode sange sådan en lørdag aften. Her er nogle af de sange fra McCartneys hånd, som jeg elsker: Helter Skelter, Golden Slumbers, Carry That Weight, The End, Eleanor Rigby, All My Loving, The Long and Winding Road, Can’t Buy Me Love, And I Love Her, Band On The Run, For No One, She Came In Through The Bathroom Window, I’m Looking Through You, Martha My Dear, ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club  Band’, Rocky Raccoon, She’s Leaving Home (som han skrev verset til). Han spillede kun de ti første af disse sange i det cirka to timer og 45 minutter lange sæt, men gav os alligevel hvad der føltes som en ekstremt gavmild koncert.

Once there was a way to get back home, sang han i ’Golden Slumbers’, der blev efterfulgt med ’Carry That Weight’ og ’The End’, der afsluttede koncerten, som de også afslutter Beatles-albummet Abbey Road. Der er ikke nogen vej tilbage. Men i musikkens favn oplever vi det alligevel for en stund. Auraen af den tid, de blev skabt i. Idealerne og drømmene som de formulerede sig dengang i disse sange, og som de stadig giver fra sig i de bedste magiske minutter på Dyrskuepladsen.

McCartney er en mand, der har oplevet uskyldstab og død igennem årtier. Hans kære er døde omkring. Nogen synes at hade ham, fordi Lennon er død (man kan købe t-shirts, hvor der står ’they shot the wrong Beatle’). Andre mener at han er den dårligste af de tre store sangskrivere i bandet. Hvilket selvfølgelig er absurd – og i øvrigt meningsløst overhovedet at forsøge rangordne. Og denne aften var der i hvert fald ingen tvivl om at McCartney vil overlevere sin musikarv så smukt og indfølt og velpræserveret som muligt til gamle såvel som nye generationer. Og det gjorde han.

Det er en stor generation af musikere, som vi er ved at sige et langstrakt farvel til i disse år. The Beatles, The Rolling Stones, Neil Young, Bob Dylan, Leonard Cohen, Joni Mitchell. At Roskilde Festivalen har taget det på sig, at placere nogle af disse i sit publikums historiske bevidsthed, det taler til deres ære. Og at det i Paul McCartneys tilfælde skete med så stor agt og magt, inderlighed og professionalisme, ja, det var sgu en nådesgave.

Polfoto

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Nørgaard

Trist at en hæder til John Lennon og hans REVOLUTION manglede, Sir Paul.

Power to the people - make love not war.

Peter Nørgaard

Præcisering (tak, Anne ...).:

Trist at en hæder til John Lennon med hans REVOLUTION manglede.

Power to the people - også i Grækenland. Make love not war - også i Irakkommisionen.

Søren Kristensen

Lad os da bare tage den diskussion. Harrison var en fremragende og unik guitarist og havde også held til at skrive et par gode sange, bla. den fine "Something (in the way she moves)", som i arbejdsudgaven fortsatte med: "attracts me like a pomegranate - en linje som i den endelige version blev til "attracts me like no other lover". Han måtte kæmpe lidt mere for det end den gudsbenåede "Mr. Nice Guy", der til dato formår at få det hele til at se så legende let ud, at man ... osv. McCartney var, er og kommer til at gå over i historien som den største sanger, sangskriver og komponist af "The Fab Four" - hvis ikke af hele sin generations musikere. Alene Yesterday gør ham urørlig.

Peter Nørgaard

Der er virkelig brug for John Lennons REVOLUTION world wide. Udover en tekst der rykker, er det real rock´n roll. Pudsigt det aldrig spilles i radioerne, eller at Sir McCartney ikke synger det på sine indbringende tourneer.

I disse uger lytter jeg en del til DOUBLE FANTASY, hvor John Lennons WOMAN er blandt de smukkeste.