Postkort fra en månesyg festival

Roskilde Festivalen afciviliserer selv den mest selfie-selvfede-selvoptager. Musikken er et opløsningsmiddel, dansen en ritualiseret selvafvikling. Og undervejs er der minsandten både formidable, gode og middelmådige koncerter.
Noura Mint Seylami var et buklende rytmisk lokomotiv mod en højere væren og en dybere tilgivelse på Gloria-scenen onsdag aften.

Noura Mint Seylami var et buklende rytmisk lokomotiv mod en højere væren og en dybere tilgivelse på Gloria-scenen onsdag aften.

Ulrik Hasemann
2. juli 2015

Fuldmånen lyser først i morgen nat, men vi er allerede tørstige. Det er i de barmhjertige timer fra to til fem, natten til torsdag, og der er moshpit på campingområdet, hvor Roskilde Festivals svar på Jomfru Ane Gade er en halv mil med konkurrerende laptopmobildiskoteker og bollesyge teenagere i varierende grader af opløsning.

En ung dame breakdancer ormen i en mennesketom cirkel, som er blevet åbnet i mængden, men hun rulles over ende, da alle andre beslutter sig for at rende sønder og sammen under endnu et bass drop i musikken.

Tidligere på dagen står solen i en nådesløst perfekt 90 graders vinkel i synet på os. En basketball sveder gennem sin orange hud og begynder at miste sin runde form, morfer til noget ukendeligt og fremmed på bagtæppet bag kvartetten Future Brown under festivalens første koncert.

De fire producere kan ikke beslutte sig for om de rigtig gider være tilstede under deres kliniske, men potente eksperimentarium for en ny global basmusik. Det hjælper en del, da en gæste-grime-rapper kommer på scenen og rent faktisk anerkender eksistensen af et forlystelsessygt og nysgerrigt publikum med uro i lænderne. Og den forunderlige lyd på Apollo-scenen sikrer også at vi alle sammen mærker maskinernes magt helt ind i marven.

En mand i hvid kjortel vender sine hænder opad under Bob Hunds indie-evangelium på Avalon. Hans ven er i en anordning af lyserød plys. Trøsten venter lige om hjørnet. Forsanger Thomas Öberg skråler sin skrammede sjæl ud og ind i vores hjertekamre, mens bandet fræser forsirede brandsår gennem hans skånsk sungne døds- og livsangst. Grånende og furede mennesker bliver unge rundt omkring mig. Det havde været et mirakel, hvis ikke lyden havde været så rærlig.

Læs også: Smatten a la carte

Roskilde Festivalen er i gang, og en uventet anke har materialiseret sig. Ikke kun til Bob Hund på Avalon, men også på scenerne Gloria, Arena og Pavilion er der utilfredsstillende lyd. Det er for eksempel som om den ellers forunderlige Noura Mint Seymali og hendes medmusikere aldrig rigtig kommer til at spille i samme rum, mærkeligt adskilte af lyden på Gloria-scenen.

Alligevel er sangeren og hendes tre medmusikere fra Mauritanien umiskendeligt forenede i en psykedelisk ørkenblues. Sammensmeltet i sange om kærlighed og fredfyldt islam. En sang handler om en mand i fængsel, der synger til sine kære. Formidlet af Seymali, der er en griot, en central figur i vestafrikansk kultur, en sanger og historiefortæller, der gennem århundreder har fungeret som bærer af tusinder af års tradition, men også som formidler af aktuelle begivenheder. Seymali afviser dog at være politisk, men uanset hvad føles det som en kærlighedsgerning, dét, der flyder fra scenen.

Hun er en kraftfuld tilstedeværelse i et komplekst, men medrivende akkompagnement af bassist, guitarist, trommeslager. Hendes præcise skæbnesvangre fraseringer, de flygtige fingres dans over bassens gribebræt, trommeslagerens til tider svært fattelige rytmer, guitaristens udskridninger og arabesker, himmelflugte og fodnoter. Et buklende rytmisk lokomotiv mod en højere væren og en dybere tilgivelse. Tak.

”I just wanna lie in the moonlight and see the light shine in,” synger Adam Granduciel, da mørket er faldet på og masserne driver indad mod det store lyd- og lysshow, som hans band The War On Drugs blæser op i Arenas svulmende telt. Månen hænger lavt udenfor. Som et hashet, psykedelisk E Street Band med nasal Bob Dylan, ikke Springsteen, i front, maler de en teknisk dygtig og panoramisk svulstig rock med knejsende forsiringer. Desværre ikke så kosmisk, som man oplever på det seneste album Lost In The Dream, i stedet en lidt for kontrolleret og homogen formidling af de månesyge drømmebilleder. Og så alligevel i passager overvældende smukt, når de gnistrende guitarmelodier får lov at lyse som radioaktivt sølv i de enorme natteblå lærreder af lyd.

Senere. Ude på campingpladsen har den næsten fulde måne trukket civilisationen på afstand som var den bare et tidevand, mennesker sopper rundt i, når det er muligt. Lydanlæg råber i munden på hinanden. En sød lugt af rådnende affald kaster en mild brise over pladsen. 18 tommer basenheder banker luften ud af natten, knalder knoglerne i angrebsformation, radbrækker tiden.

Civilisation skal ikke stå i vejen for en god fest, synes at være en konklusion draget allerede flere dage før den egentlige festival er gået i gang. Og vi, de nyankomne, har meget at lære denne onsdag – stadig klyngende os til god opførsel og bredt acceptabel kropshygiejne. Kom, tab, alt det du har kæmpet for og opbygget, lokker campingpladsens druggede og alkoholiserede fællesskab; musikken som opløsningsmiddel, dansen som ritualiseret afvikling – måske ikke så meget af ego som bare af gængs omgangstone. Roskilde Festivalen afciviliserer selv den mest selfie-selvfede-selvoptager. Det kræver bare tid.

Dagen derpå. Tidligt torsdag eftermiddag har tiden og festivalen allerede sat sine spor på overtegnedes krop, men det afholder mig ikke fra at føle mig i et med altet på Pavilion-scenen. Det sker takket være malinesiske Khaira Arbys stemme, der gjalder som en sofistikeret tyfon gennem teltet, mens hendes musikere skaber en stramt eksekveret og alligevel smidig bund under hende.

Arby bliver kaldt ”queen of the desert blues,” og det slår hun ubesværet fast i et show med fem sublime medmusikere. To guitarister, en perkussionist/strengespiller, en bassist, en trommeslager (nogle gange liiidt cirkusrocket) låst i den vildeste symbiose. De fire strengespillere arbejder hele tiden med stadigt gentagne fraser, som glider sammen med tandhjuls præcision, men udfolder sig med organisk skønhed. Det er massage for ørerne, for sjælen, kroppen. Ja, den oceaniske fornemmelse, som de fællesskaber, synes at tale til vores indre oceaner. Vandet står højt og bølger lykkeligt i takt inde i os, mens monarken ved mikrofonen dirigerer begivenhedernes gang med kommanderende, tilgivende, omfavnende majestæt. Et højdepunkt.

Future Brown, Apollo. Bob hund, Avalon. Noura Mint Seymail, Gloria. The War On Drugs, Arena – onsdag.

Khaira Arby, Pavilion – torsdag.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer