Læsetid: 3 min.

Skriften og den mørklagte by

Den seneste nobelpristager i litteratur, franske Patrick Modiano, er på sporet af det tabte, den eksistentielle tomhed, som kun kunsten, skriften, kan afhjælpe eller produktivt kalde til live i ny dokumentarisk roman
15. juli 2015

I et gammelt nummer af avisen Paris-Soir, 31. december 1941 fandt Patrick Modiano i 1988 en notits, hvor et forældrepar efterlyste datteren Dora Bruder: »15 år gammel, 1,55 høj, med et ovalt ansigt, gråbrune øjne, en kort, grå frakke, vinrød pullover, marineblå nederdel og hat, brune snøresko.«

Sådan er optakten til det nyeste bind i rækken af nobelpristageren Modianos romaner, som forlaget Lindhardt & Ringhof nu udgiver. Nylig kom oversættelsen af Askeblomster, fulgt af dobbeltbindet Et forbasket forår & Smertepunktet. Nu drejer det sig om den senere Dora Bruder fra 1997, en personlig, overvejende dokumentarisk roman, kun fiktiv dér, hvor den skrivendes fantasi udfylder kildernes tomrum. Ikke mindst den eftersøgte piges adresse, Boulevard Ornano 41, har påkaldt hans interesse, det parisiske kvarter, han kender ud og ind fra barndommen, hvor hans mor tog ham med til det nærliggende loppemarked ved Porte de Clignancourt.

Dermed er tre tidsplaner allerede etableret som fortællingsmønster i hans opsporing af den jødiske piges skæbne under den tyske besættelse af Frankrig og de nazistisk påbudte, dødbringende arrestationer, som fransk politi velvilligt udførte, og som også truede forfatterens egen familie. Selv er han først født i 1945. Engagementet i emnet er naturligvis tydeligt, men lavmælt med en virkningsfuldt tilbageholdt indignation i den stædige søgen efter kendsgerninger, beviser, fotografier, kildemateriale i arkiver og registranter, blandt fåtallige vidner eller overlevende.

Om at flygte

Men ikke mindst er han, hvor kilderne slipper op, selv på sporet af Dora Bruders færden i Paris, da hun er flygtet fra disciplinen i den katolske klosterskole Saint-Coeur-de-Marie i Rue Picpus og sandsynligvis har strejfet om og skjult sig. Hans søgen styres af intuition, indlevelse og identifikation, brug af erindringen om hans egen flugt fra gymnasiets kostskole. Modiano-læsere vil genkende mange delelementer, der fra roman til roman tegner billedet op af fortællerens væsenstræk og biografi, men aldrig så tydeligt i eget navn som her.

Og det i en grad, så selve skriveprocessen bliver et dominerende tema med overvejelserne over vejen ad hvilken. »Jeg har skrevet disse sider i november 1996. Dagene er ofte regnfulde. I morgen går vi ind i december måned, og det vil være femoghalvtreds år siden, Dora stak af … Det forekommer mig, at jeg er den eneste, der knytter bånd mellem Paris dengang og nu, den eneste, der kan genkalde mig alle disse detaljer.«

Det fantasiarbejde, der optager ham som en egen besættelse, skærper hans sans for tilfældige sammentræf og næsten synske evner til nærvær i glimt af intuition. Også hvad gælder litterære mindelser som nu Victor Hugo med Les Misérables, der i femte og sjette bog beskriver Cosette og Jean Valjeans flugt fra politiinspektøren Javert gennem det natlige Paris, hvor de netop havner i Picpus-området og finder gemmested i en klosterhave, samme adresse som Dora Bruders katolske klosterskole. Og han kan citere Jean Genet, der kort efter sad i samme fængsel, Tourelles, hvor Dora en kort tid var interneret. I sin roman Miracle de la rose beskriver Genet børn med polske, russiske og rumænske navne, som er tvunget til at bære gul stjerne, »børn, der var så parisiske,« refererer Modiano, »at de flød sammen med husenes facader, fortovene, de uendelige nuancer af gråt, der kun findes i Paris. Ligesom Dora Bruder talte de alle sammen med pariseraccent og brugte slangord, hvis bedrøvede ømhed Jean Genet havde fornemmet.«

Et mønster

Bedrøvet ømhed i Doras stemme. Polsk-jødisk indvandrerbaggrund. Genklang af lokaliteter i Paris. Sådanne brikker til et mønster samler han fra uventede sider for at danne et portræt og et livsløb og især for at finde ud af, hvad der blev af hende de fire måneder efter hendes flugt fra skolen uden at søge kontakt med forældrene. Derefter er der i hvert fald grund til bedrøvelse i stemmen. Dora blev indfanget, sandsynligvis på gaden og havnede i den berygtede franske koncentrationslejr i Drancy, hvorfra fangerne transporteredes til Auschwitz. Der mødte hun både mor og far og den visse død.

Tilbage for efterforskeren er en gennemgribende tomhedsoplevelse ved at færdes i visse kvarterer i Paris, uforandrede eller udslettede af ny gråhed som et fjernt, dæmpet ekko og forestillingen om den femtenårige, et ovalt ansigt, gråbrune øjne, en kort grå frakke og brune snøresko – et ekko, der forplanter sig til læseren, en tusmørkemusik af en særlig farlighed, et skyggespil, en variationssats i Modianos suite af erindringsværker. Alle er romanerne på sporet af det tabte, den eksistentielle tomhed, som kun kunsten, skriften, kan afhjælpe eller produktivt kalde til live.

Patrick Modiano: ’Dora Bruder’. Oversat af Karsten Nielsen. 144 sider, 200 kr. Lindhardt & Ringhof. Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu