Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Terror er også politik

Islamisk Stat er en rabiat organisation, der agerer hyper-rationelt. Men det gør dens modstandere ikke. De nægter at lære af egne fejl-tagelser og successer. Og derfor fortsætter organisationen sin fremmarch
Kultur
11. juli 2015

Den klassiske maksime fra den tyske militærstrateg Carl von Clausewitz, gentaget bevidstløst og i uendelighed, er, at krigen er en fortsættelse af politikken. Men det omvendte er mindst lige så sandt: At politikken er en fortsættelse af krigen. Det er i hvert fald tilfældet i Irak.

Det er en underliggende pointe i den nok mest autoritative bog, der er kommet om sikkerhedspolitikkens varmeste kartoffel i øjeblikket; Islamisk Stat. ISIS – inside the army of terror er knap nok den eneste bog, der er udkommet om emnet, siden Islamisk Stat rendte Mosul over ende for næsten præcis et år siden. De fleste af dem er ikke rigtig læsetiden værd, sprøjtet ud af forlagene for at imødekomme en interesse, skabt af gruppens fremmarch. Mange af dem svælger i den legemliggørelse af ren ondskab, gruppen udgør, i hvert fald hvis man er iført vestlige, sekulære briller. En eksotisk mareridtsfantasi med andre ord.

Islamisk Stat er imidlertid meget andet end det. Den er en hyperrationel organisme, bygget på mindst femten års udvikling og en tålmodig og fleksibel tilpasning til skiftende politiske forhold. Det er ikke et sensationelt nyt fænomen, men en organisation bygget på tidligere erfaringer og på andres dumheder. Og dens succes er logisk set i lyset af de politiske fejl, andre aktører har begået.

Fejlslutning

Det er en forhistorie, som strækker sig meget længere tilbage end til Mosuls fald eller IS’ fremmarch i Syrien. Den starter, da jordaneren Abu Musab al-Zarqawis gør sit indtog på den irakiske kampplads forud for den amerikanske invasion, og hans opbygning af en terrorbevægelse tilpasset moderne forhold. En bevægelse, som ikke mindst ved hjælp af det detroniserede Baath-styres uhyre professionelle militær- og efterretningsapparat og et altid ambivalent forhold til al-Qaeda-lederen Ayman al-Zawahiri udviklede sig til en formidabel fjende for de amerikanske besættere og shiitiske majoritet, støttet i øvrigt af et syrisk styre, interesseret i at svække nabolandet og sikre sig indflydelse at forhandle med.

Med en svækket og bange sunni-majoritets frustration som brændstof voksede al-Qaeda i Irak (AQI) – IS’ tidligere inkarnation – i Iraks sekteriske borgerkrig, indtil overmodet og volden tog overhånd.

Fra omkring 2006 decimerede amerikanske troppeforstærkning, men først og fremmest en folkelig bevægelse i de sunni-dominerede områder gruppen voldsomt, så IS’ forgænger omkring 2010 syntes nærmest udryddet sammen med al-Zarqawis efterfølger, Abu Omar al-Baghdadi, der blev dræbt i et raid det år.

I 2010 syntes den organisation, Abu Bakr al-Baghdadi overtog, at være forvist til et obskurt hjørne af verdenshistorien.

Og netop den fejlslutning blev draget af flere internationale aktører: Det irakiske styre, som støttet af Iran forfulgte de sunnitiske stammegrupper, der havde jaget AQI på flugt, og ikke forbigik en chance for at træde Iraks sunnier over tæerne. Amerikanerne, der i deres hovedkulds flugt ud af Irak både forsømte at efterlade en regulær styrke bag sig og at sikre sig, at det overraskende succesrige politiske kompromis med Iraks sunnistammer kunne overleve i en stat, der hastigt blev mere og mere undertrykkende og udemokratisk. Og alle andre, der grundlæggende regnede med, at ikke bare et slag, men en hel krig var vundet.

Kompetente analytikere

Bogens forfattere er henholdsvis en vestlig journalist med masser af jordnær erfaring fra især Syrien, og en syriskfødt forsker, født og opvokset på grænsen mellem Syrien og Irak.

Det er netop i det område, at Islamisk Stat i sine forskellige forstadier har fundet dets helle i en kompetent tango mellem områdets forskellige magthavere og grupper, og bogens store styrke er dens evne til at demonstrere IS’ tilpasningsevne. Både når det kommer til det makropolitiske niveau, hvor gruppen er blevet støttet eller stiltiende accepteret af forskellige statslige aktører. Og på et mikropolitisk niveau, hvor gruppen har orienteret sig i landskabet af stammer og grupper og udnyttet deres utilfredshed med den irakiske regerings sekteriske politik, med Assad-styret, med hærgende oprørsmilitser, med andre stammer, deres utilfredshed over manglende økonomiske muligheder og en lang række andre temaer. IS har tilbudt et alternativ. Og suppleret det med en meget konkret trussel om grusom vold.

Det er et billede af en organisation, der i sit grundvæsen måske nok er rabiat ideologisk, men som i sine metoder i endnu højere grad udviser politisk fingerspidsfornemmelse. En bevægelse styret af et efterretnings- og analysearbejde, som snarere bærer præg af den Baath-irakiske militærelite, der i stigende grad er kommet til at dominere IS’ ledelse, end af de forstyrrede jihadister, der er bevægelsens ansigt udadtil. Et politisk analysearbejde, som ret beset ikke bliver matchet af nogen af dets fjender.

Håb om folkeopstand

Derfor er bogen da også pessimistisk med hensyn til mulighederne for at slå Islamisk Stat. Henvisningerne til den folkelige sunnimobilisering, der i første omgang trængte al-Qaeda i Irak tilbage, er talrige, og dens tilnavn, Sahwa, bruges også ofte om grupper i Syrien, der har ydet Islamisk Stat modstand, som om der skulle ligge et uudnyttet potentiale i også i Syrien at skabe en folkelig rejsning mod Islamisk Stat: et håb om en folkelig opstand, der kunne feje Islamisk Stat af brættet.

Sandheden er imidlertid, hvad bogens forfattere da heller ikke lægger skjul på, at det er op ad bakke. Mens IS har lært at dets fejl i den grad at vinde hearts and minds og skabe (overraskende rummelige) alliancer med lokale aktører, fører bevægelsens fjender stort set udelukkende politik gennem geværløb. Den irakiske regering har med shiamilitser og iranske kommandører tromlet henover Iraks sunnier, mens USA og allierede nøjes med at bombe bevægelsen fra luften og sætte fingrene for ørerne, når klageråbene lyder fra trængte sunnitter i Irak og Syrien, hvis begejstring for IS ofte kan ligge på et lille sted, men som i det store hele har mere at frygte fra deres respektive regimer.

»The army of terror will be with us indefinetely«, som bogen optimistisk slutter.

ISIS – Inside the Army of Terror. Michael Weiss & Hassan Hassan. 270 sider. Regan Arts. 14 dollar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans K Hansen

Ja bestemt er terror også politik. Rote Armee Fraktion, Baader Meinhof med flere var politiske socialistiske terrorister, ganske som islamiske salafister er det i dag.

Kommer det stadig bag på nogen? Bortset fra diverse fantaster naturligvis, inklusiv visse politikere.

Jeg er fuldstændig enig med artiklen, at især dem der kalder sig humanister, på ingen måde tænker eller handler rationelt. De tænker, og handler, følelsesmæssigt, men sandheden er at de ikke behøver at være hinandens modsætning.

Imidlertid er forudsætningen, at man indser og indrømmer sine fejl. Hvem har sidst hørt en politiker indrømme noget som helst?

De beviser, den ene gang efter den næste, at de er ude i stand til at skelne mellem ønsket og uønsket indvandring, mens ISIS benytter sig af tåbelighederne.

Erik Karlsen

Hans,
der er forskel. Rote Armee Fraktion (som indtil Baaders og Meinhofs død var identiske med dem - man kunne godt misforstå det, du skriver) gik efter samfundets "økonomiske spidser", mens Daesh så vidt jeg ved går efter alt og alle, der ikke er som dem.
Det var ikke specielt farligt at opholde sig i Tyskland, mens RAF huserede. Men vil nødig opholde mig i store dele af Irak og Syrien.

Hans K Hansen

Erik
Beklager enhver potentiel risiko for misforståelse, og du har ret i at der er forskel på at gå efter spidserne og befolkningerne. Jeg husker f.eks., under en gennemkørsel i Tyskland, at en tysk MP'er stak sin maskinpistol ind af bilvinduet, og med et "guten morgen" bad om at se mit kørekort.

Det skyldes netop politisk tysk politisk terrorberedskab på daværende tidspunkt, og det var ikke specielt en behagelig oplevelse. Han opførte sig dog pænt, og han accepterede at jeg flyttede gevær mundingen væk fra ansigtet med en finger.

Jeg kan heller ikke se hvad jeg har at gøre i Irak og Syrien. Heller ikke politisk at tillade ophold herhjemme for tilhængere af ISIS.

Fakta er dog desværre at de allerede befinder sig her. Udover det fortsat vil koste enorme summer, ikke er til at slippe af med igen, og at det alt sammen skyldes at politikerne ikke er dygtige nok til at repræsentere befolkningens interesser.