Traditionen tro var det et dansk navn, der i går slog dørene op for årets festival. Sidste år spillede The Minds of 99 på den lille scene, Rising, som huser nye og up coming bands. At de året efter debuterer på festivalens største scene er overraskende, men fortjent. Bandet har været en af hovedspillerne i genoplivningen af dansksproget rock, en ægte P3-darling med deres fiffige tekster, høje tempo og catchy rock-produktioner.
Deres åbning af dansk rockmusiks største scene var lige så effektiv og veltrænet som deres pumpede hits. Mens publikum endelig fik forløst de seneste dages spændte opvarmning, sprang bandet stramt og pauseløst gennem deres repetoire med stor præcision og selvtillid, som om de allerede sidste år havde vidst, at de i 2015 ville åbne dansk rockmusiks stolthed.
Energien var så høj, at forsangeren Niels Brandts i forvejen skræmmende faste blik fik en næsten uhyggelig intensitet, når han med en ikonisk solopgang printet på ryggen ihærdigt fik det glade publikum til at hoppe i den stegende hede.
Brandts vokal sad i skabet gennem hele koncerten, men hans kølige eller kontante klang gav i kombination med hans let febrilske energi en stedvis distance, som ikke var katastrofal, men som gav koncerten en lidt for planlagt stemning. Men hellere planlagt sjov, end et floppet surprise party, så alt forladt, Minds gav den 99 pct.
På mange måder var bandets hverdagslige tekster om kærlighed og udbrydertrang i Velfærdsdanmark en perfekt begyndelse på Roskilde. Minds of 99 synger til den danske konsensus om at være de 99 pct., de almindelige med de ualmindelige drømme, der lever i hverdagen som et parallelt fantasiunivers, der svæver over hovederne på lønmodtagere, studerende og arbejdsløse borgere.
Helt fænomenalt blev det på hittet »Hurtige Hænder«, hvor teksten på det nærmeste beskriver selveste festivalfølelsen per se: »Vi drikker vin og danser / bygge luftkasteller / lever og elsker / som mennesker / du er ubekymret / det er jeg vild med / jeg elsker den måde, du er dig på / gid jeg kendte dig.« Festvialforelskelsen serveret på et sølvfad af dansk rock.
Højdepunktet var, da bandet ’premierede’ en ny smuk ballade for publikum, lad os kalde den »Jeg skal ud af min krop, mens jeg lever«, som var omkvædets frase. Her kom musikken ned i tempo og med den Brandts kontakt til publikum. Med vanlig melodiøs træfsikkerhed skyllede sangen ud over tilhørerne og spejlede deres formål med at være på festival: At forlade jordbundetheden et øjeblik og stige op i fornøjelsens himmeldrag. Det var ret skønt.
Alt det sagt, så var Minds of 99’s koncert ikke festivalens blik ind i fremtiden. Måske passer det sig bedst, når man vil synge om de fælles store og små drømme, men Minds var på mange måder indbegrebet af tidens retrotendenser. Det gælder ikke bare deres musik, der trækker kraftigt på dansk rocktradition, men også selve deres optræden.
Enkelte steder var det, som om koncerten pludselig blev til alle rockkoncerter, som unge bands har spillet på Orange: Måden at opildne publikum, forsangeren og korsangeren, der synger op i hinandens ansigter, guitarsoloen, scenerøgen osv. Kort sagt, det var ikke varslet om en ny lyd, en ny drøm, som åbnede, men snarere den fælles, velkendte fortid, som jo også har sin berettigelse. Så kan man glæde sig til lidt mere krystalkugle på resten af den orange rejse de næste tre dage.
The Minds of 99, Orange Scene, åbningskoncert i aftes
