Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

At vågne op som et kryb

Isak Winkel Holms nylæsning af Kafka er indsigtsfuld og opløftende
Kultur
11. juli 2015

Det er ingen munter bog, professor Isak Winkel Holm har skrevet om Kafka og for nylig forsvaret for den filosofiske doktorgrad. Men fagligt opmuntrende er den, fordi den tilbyder et nysyn på forfatterskabet, både hvad angår dets tematik og teknik, og hvad angår dets læsereffekt.

Nøgleordet til Isak Winkel Holms spændende nylæsning og kortlægning af Kafka er foruroligelse, forstået som en uretfærdighedsfølelse, der vedrører et oplevet misforhold mellem livet og loven, som vel at mærke ikke er en følelse, der peger indad mod det enkelte menneske. Snarere peger den udad, mod det menneskelige fællesskab.

En fejl i det store regnskab

Vi taler om en oplevelse af, at tingenes orden er »bundforkert«, og vi taler især om en slags reflekterende harme over for vores indgroede og ulyksalige tilbøjelighed til at »trække en grænse mellem mennesker og mennesker der ikke er rigtige mennesker«, for nu at bruge en central formulering fra bogen. Mod denne grænsedragning, denne grænse, er Kafkas digtning ifølge ham selv (i et sent dagbogsnotat) et ’stormløb’ (Ansturm), som Isak Winkel Holm konsekvent vælger at anskue politisk, idet han ved politik bredt forstår måden, hvorpå vi indretter et menneskeligt fællesskab, på fransk le politique til forskel fra la politique. Bogens undertitel »Det politiske hos Franz Kafka« kan derfor måske oversættes til »måden, hvorpå Kafka viser en fejl i det store regnskab«.

En vigtig bestræbelse hos Isak Winkel Holm har været at sætte fokus på den virkning, Kafkas værker kan have i dag, hvor det politiske fællesskab (som det siges i slutafsnittet) er blevet eksklusivt, defensivt og impotent. Han taler ligefrem om den særlige »lyksaliggørende kraft«, Kafkas tekster kan rumme, og han ved, hvad han snakker om, for han har som redaktør og (med)oversætter af Fortællinger og Efterladte fortællinger (begge 2008) haft begge arme dybt nede i materialet og dér f.eks. erfaret, hvordan glosen »förmlich« dels kan betegne noget ydre formelt, dels kan betyde næsten det modsatte, nemlig et eller andet fysisk erfaret, fænomenologisk reelt.

Fra offer til aktør

En anden drivende hensigt har været at gøre op med standardbilledet af det kafkaske individ som »et magtesløst menneske, der står over for en meningsløs skæbnemagt«. For fra denne (ontologiserende) grænsedragning mellem på den ene side det varme, levende og konkrete menneskeliv og på den anden side den kolde, stive og abstrakte lov, der håndhæves af ondskabsfulde og absurde organisationer, udgår ved den gængse forståelse af Kafka en viktimisering af det enkelte menneske, »der kommer til at fremstå som offer og ikke som aktør: som passivt objekt og ikke som subjekt for loven«. Men standardreduktionen af Kafkas grundtematik medfører også en »skæbnegørelse«, en fatalisering. Alle værkerne bringes til »at handle om en verden, hvor tingenes orden ligger fast, og hvor politisk forandring ikke er mulig«.Isak Winkel Holm citerer i sin bog et brev, som Kafkas ekskæreste Milena Jesenská i 1920 skrev til hans ven Max Brod, hvori hun beskriver Kafkas sære, barnlige undren over de mest dagligdags fænomener: »For ham er kontoret – også hans eget – noget lige så gådefuldt, lige så beundringsværdigt som et lokomotiv er for et lille barn.« I forlængelse heraf advarer Isak Winkel Holm mod en biografisk kausalforklarende eller anekdotisk læsning af Kafka, om end han ærligt må medgive, at en sådan forenkling ligger lige for:

»De enkleste ting i verden forstod Kafka ikke, og de mere komplicerede ting gik det helt galt med; han kunne ikke finde ud af at have en kæreste, han kunne ikke finde ud af at have en far, han kunne ikke finde ud af at arbejde som forsikringsmand, og han kunne ikke finde ud af at opføre sig som en fornuftig tuberkulosepatient.«

Læst herudfra kan Kafkas fiktionstekster til dels forstås som vidnesbyrd om hans private mislykkethed, en fortolkning, som så i næste omgang kan pustes op eksistensfilosofisk til den gængse modstilling af den lille afmægtige mand og de anonyme magter.

Sidestillede billeder

Isak Winkel Holms (i bogen ret så mange gange gennemførte) modtræk hertil er at gå analytisk til værks og over for vigtige fortællinger som »Forvandlingen« og den sene »Sangerinden Josefine og musefolket«, men også over for Kafkas tre romaner Den bortblevne (Amerika), Processen og Slottet hver gang konsekvent stille de samme tre spørgsmål. Han vil, med teksten som samtalepartner, vide 1) hvad litteratur handler om (repræsentation), 2) hvad litteratur er (dens væsen), og 3) hvad litteratur gør (funktion). Han kunne med en mere traditionel terminologi også have sagt tematik, teknik og retorik.

Mest får jeg ud af bogen de steder, hvor Isak Winkel Holm udfolder sin fleksible tekstanalytiske kunnen, går i detaljer og klogt demonstrerer, hvordan Kafka ’binokulært’ eller ’stereoskopisk’ konstruerer to sidestillede billeder af verden – men vel at mærke forstået socialt, ikke abstrakt metafysisk – og hvordan Kafka kreativt legemliggør en metafor eller spænder en velkendt metafor ud mellem to sidestillede fortolkninger. Heri er der faglig inspiration at hente, og her ydes der på anskuelig vis belæg for bogens gennemgående påstand: at den æstetiske erfaring frembringer en politisk begivenhed.

Jeg har ingen substantielle indvendinger imod denne velskrevne, velkomponerede bog om foruroligelsens æstetik. Ind imellem bliver man urolig ved forfatterens tilbøjelighed til at gentage sig selv og som en anden kafkask kulspandsrytter skamride sine pointer; men straks efter beroliges man: Der venter ny indsigt lige om hjørnet.

Isak Winkel Holm: ’Stormløb mod grænsen. Det politiske hos Franz Kafka.’ Gyldendal. 469 sider, 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her