Læsetid: 4 min.

Det bliver aldrig det samme at udspionere en teenager igen

’Wet Hot American Summer: First Day of Camp’ tager tråden op fra en 15 år gammel komedie om en hormonspændt sommerlejr i USA. Otte afsnit med intens latterlighed og voksne mennesker i børneroller og firsertøj
Der overdrives på alle niveauer i ’Wet Hot American Summer: First Day of Camp’. fra den måde, karaktererne bærer deres frisurer, til den måde, plottet twister sig på.

Der overdrives på alle niveauer i ’Wet Hot American Summer: First Day of Camp’. fra den måde, karaktererne bærer deres frisurer, til den måde, plottet twister sig på.

Netflix

14. august 2015

Min fascination af Wet Hot American Summer: First Day of Camp fik mig til at tænke på det, forfatteren Kristian Bang Foss kalder det dumiale: Når noget er så dumt, at det svinger over og bliver stort. Han taler vist nok om ufrivilligt dumme fænomener, men i mangel af bedre vil jeg gerne kuppe ordet og også lade det kendetegne vittigheder, der hæver barren for plathed. Og det gør denne serie.

Hvis man kan holde de første repræsentative fem minutter ud, er der gode chancer for at blive tryllebundet af, hvor koncentreret en samling af hjernedøde præmisser og karikerede klicheer, der kan samles i hver scene. Platheden er svimlende, man må gnide sig i tindingerne for tilnærmelsesvis at fatte, at noget kan være så åndssvagt.

Jeg har i modsætning til mange amerikanere ikke noget 15 år gammelt tilhørsforhold til filmen Wet Hot American Summer, der handlede om sidste dag i Camp Firewood år 1981. Filmen har fået kultstatus, efterhånden som skuespillerne (Bradley Cooper, Paul Rudd og Amy Poehler m.fl.) er blevet stjerner.

Denne gang har de inviteret komiske stjernekolleger som Jason Schwartzman, Jon Hamm, Kristen Wiig og Michael Cera med. For mig er der ikke tale om gensynsglæde, men det tror jeg nok, der er for skuespillerne, der virker helt elektriske af fjantethed.

Fejrer distancen

For 14 år siden blev teenagerne i Camp Firewood spillet af skuespillere i tyverne. Det virkede latterligt, og det latterlige virker endnu stærkere nu, hvor de samme komikere er 15 år ældre. Det er ikke den slags komedie, hvor man pludseligt inviteres til at blive lidt blød om hjertet og føle med karaktererne. Det sætter jeg pris på, jeg oplever som regel den slags som kontraktbrud.

Her er distancen slet ikke til diskussion, den fejres derimod lystigt og skamløst. De komiske virkemidler er ikke specielt subtile. Egentlig overdrives der bare på alle niveauer fra den måde, karaktererne bærer deres frisurer, til den måde, plottet twister sig på.

Der er pubertært snaveri med flagrende, famlende tunger, prætentiøse monologer, hvis inderlighed punkteres på en ny måde hver gang, og der er plads til, at karakterer kan dø pludseligt i en pøl af radioaktivt affald (en af plottrådene handler om en hemmelig sammensværgelse mellem den amerikanske regering og lejrlederen, hvor heldig kan man være?).

Serien når igennem et omfattende katalog over filmklicheer. De unge mennesker lærer sig selv og livets barske realiteter at kende i ét væk og drømmer om sex og accept i en stor pærevælling.

Min eneste egentlige anke er, at Kristen Wiig ikke er mere med i billedet. Ikke at hun behøvede at have mere taletid – hendes rolle er ret ubetydelig for handlingen og består mest i at danse rundt og bejle til en skidt fyr ovre i den rivaliserende nabolejr – men hun kunne for min skyld gerne danse rundt i baggrunden i samtlige scener. Det fik jeg langtfra nok af.

Rundhyl

Virkemidlerne er ikke subtile, men de iagttagelser, overdrivelserne er baseret på, er til gengæld skarpe.

Alene paraden af de forskellige typer latter, man kan høre i en flok. Andy (Paul Rudd), som er det, der i abepsykologi og reality-tv hedder en alfahan, griner henkastet, når han har markeret sin sejhed. Makkeren ved hans side griner så for at bekræfte, at han er med på, hvad der foregår.

Andy besvarer grinet for at bekræfte, at han er med på, at hans makker er med på den, og sådan går der rundhyl i statusbekræftelsen.

Det er ikke en forfinet psykologisk skildring af pubertetens sociale spilleregler, men en overgearet udstilling af dem og overgivelse til det komiske.

Serien er skarpest, når vittighederne handler om teenagernes bizarre regler for, hvornår noget overhovedet er en vittighed. Det er det for det meste, kan jeg fortælle. En prut er f.eks. kun pinlig, hvis man ikke når at få den integreret i en joke. I så fald er den sej, det ved alle i Camp Firewood. Og det er almindelig anerkendt som hylemorsomt at ringe og bestille en pizza med pølse, så længe man er to, der er enige om, at man med pølse mener pik. At smadre nogen er heller ikke officielt tarveligt, hvis man husker at sige, det er for sjov.

Hvad der faktisk er sjovt, er at se det dogme drevet til yderligheder af Jon Hamm i rollen som regeringens dræbermaskine af en hemmelig agent. Hans komiske talent er vi heldige med.

Wet Hot American Summer: First Day of Camp er ikke nogen højpandet fornøjelse, men en skarp karikatur af den form for humor, der består af lige dele brutalitet, tilpasningstrang og statusjagt. Det er så latterligt, at det ville være hjerteskærende, hvis ikke parodien var så tyk og distancen så konsekvent. Nuancerne i nervøs teenagelatter stod ikke helt så klart for mig, før Wet Hot American Summer: First Day of Camp skar dem ud i pap for mig. Det bliver aldrig det samme at udspionere teenagere igen.

’Wet Hot American Summer: First Day of Camp’ kan ses på Netflix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu