Læsetid: 4 min.

Betón beton på Bentesvej

At nedskrive de umiddelbare omgivelser er den gennemgående bestræbelse i en serie bøger, der alle er skrevet med udgangspunkt i Gellerup. Skrift som et lille udsnit af tid og sted
3. august 2015

Jorinde & Joringel har udgivet en serie i samarbejde med Gellerup Kulturmidler og Aarhus Kommune. Bøgerne har alle samme bagsidetekst: »Små bjerge af beton er en samling af fem bøger skrevet med udgangspunkt i Gellerup. Forfatterne bag er: Homam Mohammad Amin, Hanne Højgaard Viemose, Lars Bo Nørgaard, Mads Mygind samt unge fra skoler i området.«

Jeg kan anbefale alle fem, men har set mig særligt lun på Mads Myginds Jeg stiger på en bus ud til Gellerup. Den har jeg også mest at sige om. I skal bare lige have et par citater fra de andre bøger først. De »unge fra skoler i området« er blevet skriveundervist af Hanne Højgaard Viemose, Lars Bo Nørgaard og Mads Mygind, og der præsenteret for Robert Walsers Fritz Kochers skolestile, Joe Brainards I remember og Pentti Saarikoskis associative skrift. Og se så her, hvad Maymanat har fået ud af at koble de tre plus sig selv: »Jeg kan huske hvordan jeg kiggede rundt i klassen, jeg kiggede på Muna. Hun stirrer ned på sin computer. Mine ben er for lange. De rammer hele tiden Ahmed O.’s ben. Det er pinligt. De rammer igen og igen og igen og igen. Ahmed O. griner. Det er meget pinligt. Min underkrop er længere end min overkrop. Mine tæer er også lange. Der er mange, der driller mig med mine tæer. Mine holdkammerater især. OMG, det rimede lige!«

Hanne Højgaard Viemoses Helhedsplanen (dét ord!) er trashede trodsdigte om at være alenemor med syrede syner og lyst til sex, der ikke er lige inden for rækkevidde. Nå ja, og så om at for at få dagpenge at underskrive på tro og love, at man »er hørt op med at skrive« og »ikke har i sinde at gøre det igen«.

Som crime writer tænker hun dette paradoks frem – en sandhed om forfattervirket i fuldt flor: »Jeg tænker på, om jeg er skyldig, når jeg som dagpengemodtagende forfatter sidder og skriver dette, om jeg bryder reglerne, det føles på én og samme tid 1) helt tåbeligt, at jeg skulle skrive noget som helst med henblik på udgivelse og 2) lige så tåbeligt, at jeg skulle skrive noget, der ikke har en udgivelse indbygget i sig«.

Homam Mohammad Amins titel Arabiske digte får mig til at tænke på, at der nok går et par dage, inden vi kommer ud over »den eksotiske anden« i dansk litteratur, her er citatet: »Hun sagde hvem er du hvor kommer du fra og hvordan/Jeg sagde frue tag det roligt og skynd dig ikke/Du vil få svar til hvert spørgsmål/Du kan nok læse det i min bog/Jeg stammer fra Assyrien og Akkad og Nebukadnesar/Og Hammurabi/Jeg stammer fra Mesopotamien og det sorte guld/Er i min jord/Jeg er fra Baghdad den retledtes land for viden/Går ind ad dørene/Min mor er al-Khansa og min far al-Jawahiri/Min morbror er Antarah og min farbror al-Siyabi/Og hvis du ønsker mere så er jeg/Af nobel herkomst«.

Mirakuløst materiale

Lars Bo Nørgaards Vores 74 m2 er en personlig prosarealisme fra Bentesvej, hvorfra seriens navn, Små bjerge af beton, er taget. Beton er et gammelt tema »for mig, som nu får nye betydninger hægtet på. Begyndte vel egentlig med bunkerne på de vestjyske strande, barndoms landskab og legeplads, senere Paris med parken (Buttes Chaumont) bygget i det mirakuløse materiale, hvor det blev set som en romantisk mulighed for at bygge en svunden ideal natur inde midt i det urbane. Og nu bor jeg jo så i et landskab af bygninger inspireret af de Corbusier […]«.

Mads Myginds bidrag til serien opfatter jeg som en søskende til OuLipo-digterne Jouets metrodigte og Perecs Espèces d’espaces (et værk, man i øvrigt får den bedste introducerende læsning til i Christian Yde Frostholms Paris en brugsanvisning, som Myginds bidrag så også er søskende til). Heri skriver Perec i »Regel nr. 3«: »Først lave en inventarliste over det, man kan se.« Den regel følger Mygind rundt i Gellerup: »en kran på Bentesvej drejer rundt om sig selv«. Det metropoetiske kommer sig af, at flere af digtene lader til eller faktisk er skrevet i en bus: »en teenagedreng sidder og råber fuck ind i sin telefon/og så ringer den« og »en tom Red Bull-dåse rasler på gulvet bagerst i bussen« og »en stak blomstrede servietter på taget af en bil/spredes for vinden«.

To-linjersdigtene her er simple. Det med den raslende dåse er måske nærmest kedeligt, i hvert fald banalt. Det er blandt andet det, jeg kan lide, og så at de samtidig spørger: Hvad er poesi? Eller hvad kan opfattes som poetisk? Er blomstrede servietter i vinden f.eks. mere poetiske end en raslende Red Bull-dåse? Får blomsterne os til at læse billedligt, i modsætning til dåsen, der kun er en dåse? Og hvor vildt et lille hverdagsdrama er det ikke med den telefon, der pludselig ringer! »Verden er en måde at opleve litteratur på/ikke omvendt« står der et andet sted hos Mygind.

Jeg kan desuden godt lide, at litteraturen og den skrivende med Mygind og serien her har en så tæt forbindelse med verden, at det poetiske opstår som gaver, idet den skrivende så konsekvent forholder sig til og forsøger at indfange de umiddelbare omgivelser med sprog. Og at de umiddelbare omgivelser så henviser til erfaringer fra Gellerup, ja, det var egentlig bare på høje tid.

Små bjerge af beton: ’Jeg stiger på en bus ud til Gellerup’, ’Helhedsplanen’, ’Arabiske digte’, ’Vejret er grønt’ og ’Vores 74 m2’, Jorinde & Joringel, 50 kr. pr. stk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu