Læsetid: 4 min.

Drømmenes poetiske forkynder

Patti Smith fremstod upåklageligt som poetisk rockikon, da hun opførte sin legendariske plade ’Horses’ i Det Kongelige Teater torsdag aften. Til gengæld lagde hendes band en dyne over punken og svækkede på den måde det symbol på modstand, som punken trods alt stadig står som i dag
Patti Smiths poesi og intense måde at synge på bragte i momenter koncerten et lille stykke op i himlen, men hendes band spillede ofte lidt for forsigtigt og kontrolleret i forhold til, at det var den stilskabende punkklassiker ’Horses’, der var på programmet i Det Kongelige Teater.

Anders Rye Skjoldjensen

15. august 2015

Der var noget eventyrligt og drømmende over scenariet, da Patti Smith torsdag gæstede Det Kongelige Teaters smukke Gamle Scene. Og det skulle også vise sig at være de ekstatisk-poetiske drømmesekvenser, der udsendte de mest intense vibrationer på denne aften, hvor Patti Smith opførte sin legendariske, poetiske, punkbølgestartende plade Horses fra 1975. Et album, som altså ikke bare har fået en central placering i musikhistorien, men som allerede fra sin undfangelse var en central del af den bevægelse, som står for – blandt andet med soniske og sproglige virkemidler – at ryste institutionerne.

Patti Smiths poesi er da også fuldstændigt afgørende for Horses. Og poesien levede i Det Kongelige Teater. Så når hun i nummeret »Land« – som i øvrigt er en eksplicit hyldest til hendes digterhelt, den franske digter Arthur Rimbaud – synger eller messer om Johnny, der efter at være blevet stukket ned – måske af sit eget spejlbillede – bliver omgivet af hvide og sølvglinsende heste med ild ud af næserne, blev der åbnet for poesiens transcenderende potentiale. Og det var således også i de momenter, hvor Patti Smith indtog positionen som drømmenes, myternes og eventyrlighedens forkynder, at koncerten ragede et lille stykke op i himlen: Når hun åbnede for det rockpoetiske skrin, som hun blandt andet fremskrev, mens hun boede på det sagnomspundne Chelsea Hotel i New York, omgivet af legender. Og når hun med armene vildt gestikulerende over hovedet reciterede de fremdrømte poetiske scenarier – som kanaliserede hun ubesværet ordene og sprogbillederne ned fra muserne i Det Kongelige Teaters loft.

Hendes hæse stemme blev et par gange i løbet af koncerten overmandet af en H.C. Andersen’sk tudse, som hun selv formulerede det med et smil på læben. Men på trods af disse udfald virkede den ekstremt nærværende. Og faktisk var hendes hæshed og hendes ofte skæve, glidende intonation nogle af de eneste elementer, der gav musikken kant – et langt stykke hen ad vejen i hvert fald. For desværre blev Patti Smith bakket op af et band, der behandlede sangene på Horses som noget sakralt – som noget helligt, de næsten ikke turde røre ved.

Bandet, der blandt andet bestod af trommeslager Jay Dee Daugherty og leadguitaristen Lenny Kaye, som begge var med på indspilningerne af Horses for 40 år siden, spillede således numrene lidt langsommere end på pladen. Og de spillede dem lidt tungere end på pladen. Og de spillede dem langt mere kontrolleret end på pladen. Trommeslageren turde næsten ikke røre ved sine bækkener. Bassisten passede butikken. Og guitaristens soli druknede i påpasselighed. Ligesom de stod stille ved siden af hinanden – i øvrigt iført matchende sorte veste over hvide skjorter – indtil langt inde i koncerten.

Musikernes manglende energi gjorde for så vidt, at Patti Smiths vokal stod tydeligt frem, men samtidig kom hendes lyrik til tider til at fremstå mindre virkningsfuld, fordi der kun i momenter opstod en ordentlig spænding imellem ord og lyd. Og lyrikken mistede unægteligt noget af sin intensitet, når den blev bakket op af den omgang standardiseret rock’n’roll – den selvsamme genre, som Horses ellers er kendt for at udfordre konventionerne til – som bandet leverede ved koncerten.

Tæmmet underholdning

Da Patti Smith for 40 år siden gik i Jimi Hendrix’ studie Electric Lady Studios for at optage Horses, gjorde hun det med en vis ærefrygt over for den nyligt afdøde Jimi. Hun gjorde det med en følelse af, at hun havde pligt til at gøre noget helt særligt, fordi hun fik lov til at optage i det studie, som Jimi Hendrix havde opført, men aldrig selv kom til at indspille i. Og det lykkedes. Hun skabte noget helt særligt, og Horses bliver således af mange betragtet som den plade, der kickstartede punkbevægelsen.

Men det tog altså lang tid, før der kom gang i den musikalske modstand imod det etablerede på denne torsdag aften. Faktisk var det først til sidst, da Patti Smith under afslutningsnummeret »My generation« greb en sort og hvid guitar, og spillede en skrigende og hvæsende lydmurssolo, som hun afsluttede ved systematisk at rive strengene ud af guitarens hals, at salen for alvor blev fyldt med punkenergi. En energi, som desværre stod i alt for stor kontrast til for eksempel det crowdpleasende Velvet Underground-potpourri, som fulgte efter opførelsen af Horses.

Måske er jeg overalvorlig, og måske skulle jeg have klappet i takt med resten af salen. Måske jeg skulle have nydt den gode stemning. Men hermed er det videregivet, at den gode stemning var i huset, og jeg vil altså ikke lade, som om jeg ikke sad med en mærkelig smag i munden, da Patti Smith udråbte punkede slagord som »use your voice«, og da hun pegede på guitaren og sagde »this is the weapon of my generation« for derefter at opfordre min generation til at skabe forandring.

For punkbevægelsen førte ikke nogen konkret revolution med sig. Den blev ligesom så meget andet kapitaliseret langt ind i magelighedens dagligstue. Så det, der – som jeg ser det – står tilbage efter punkbevægelsen, er musikken og selve det symbol på modstand, som musikken repræsenterer. Og måske var det derfor, at jeg – på trods af, at ikonet Patti Smith gav så meget af sig selv – endte med at sidde med en følelse af, at hendes band tog noget fra mig og min generation, da de gjorde sangene fra Horses til tæmmet torsdagsunderholdning.

Patti Smith, Det Kongelige Teater, København, i torsdags

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Ulrich
  • Anker Nielsen
  • Lars Kirkeby
Jens Ulrich, Anker Nielsen og Lars Kirkeby anbefalede denne artikel

Kommentarer