Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Dronningens vagina i Solkongens slot

Den britiskindiske kunstner Anish Kapoor udstiller på Chateau de Versailles og provokerer forudsigeligt nok med noget så farligt som ’Dronningens vagina’. Måske tager han især som den første livtag med slottets potente storhed
’Jeg vil rive op i de grønne plæner, gennembore det, som var det en løsrevet legemsdel, med en enorm indre kropsåbning, som et øre eller en vagina,’ udtalte Kapoor i udstillingskataloget, og så var helvedet løs. Selv pøblen fik øjnene op for, at ja, det kan det da ligne: en vagina.

Kamil Zihnioglu

Kultur
28. august 2015

»Jeg er glad for, at jeg ikke er på syre her,« udbryder min ledsager med Versailles slottet i ryggen.

Versailles er simpelthen for meget. Her er evighedsperspektiv med springvandslagkager, forvrængende spejle og et dragende, let forskudt, sort hul mellem krusende grønne trækroner et sted ude i horisonten.

Men der skulle noget kunst til Frankrigsoplevelsen. Så på trods af temperaturer, der sniger sig op mod de 30 og uendelige køer af busser og turister har jeg lokket min filosofveninde på visit på solkongens slot, med et: »Du må se Versailles, inden du dør.«

Og man behøver ikke stille op i den timelange kø til det guldbroderede slot, men kan gå direkte om i haven, som måske er det vigtigste.

Her er den 61-årige indisk britiske kunstner Anish Kapoor aktuel med sin udstilling Anish Kapoor Versailles. Han er en af disse mange kunstmaskiner – vor tids svar på renæssancekunstnere, som skaber større og større værker til den postmoderne verdens stenrige hoffer.

Personligt er jeg ellers begyndt at undgå den slags udstillinger. »En forlystelsespark« kalder anmelderen i Le Monde med foragt de seks skulpturer, Kapoor har installeret i parken. Fem af værkerne har været vist tidligere, og det synes le Monde er lidt mageligt. Der skulle derfor en lille skandale til for at vække opmærksomhed, og den kom med virakken omkring værket Dirty corner.

»Jeg vil rive op i de grønne plæner, gennembore det, som var det en løsrevet legemsdel, med en enorm indre kropsåbning, som et øre eller en vagina,« udtalte Kapoor i udstillingskataloget, og så var helvedet løs. Selv pøblen fik øjnene op for, at ja, det kan det da ligne: en vagina. Dronningens vagina, som kunstneren selv omdøbte værket til i polemikkens hede.

Det mest skandaløse

Versailles borgerlige borgmester tweetede, at »Kapoor snubler på den grønne løber«, medierne løb over af protester, og så fik Kapoor sin rindalistiske polemik, krydret med sex. Ganske som der var forargelse, dengang Jeff Koons i 2008, som den første af en perlerække af hofkunstnere, satte sine oppustede skulpturer ind i de gyldne sale og ud i forhaven. Siden har kunstnerne været mere eller mindre diskrete: Xavier Veilhan, Takashi Murakami, Bernar Venet, Giuseppe Penone, Lee Ufan.

Det mest skandaløse er måske, at Joana Vasconcelos, den eneste kvinde i flokken, som skaber kæmpeobjekter ud fra hverdagsting, i 2012 ganske vist fik lov til at vise sin lyserødt fjerbeklædte lady Gaga-agtige helikopter. Men ikke til at hænge sin kæmpemæssige lysekrone, skabt af tamponer op i solkongens spejlsale. Der må være en grænse.

Det første man ser nu, når man kommer om på ’bagsiden’ af Versailles slottet er så slet ikke en vagina. Det første man ser, er det totalt abstrakte, totalt filosofiske evighedsperspektiv, havearkitekten André le Nôtre skabte til Ludvig den 14 i 1662. Bag sig har man et slot, som breder sig så vidt, at ét blik ikke kan indfange det. Foran sig horisonten, hvor vandet, der afsluttes af en række springvand, lukker sin kanalspejlflade lige lukt ud i himlen. Og alt er perfekt symmetrisk, majestætisk i sin (ene)vælde. Selv horisonten er noget som rejser sig. Det er så her, Kapoor har valgt at placere to af sine spejlværker. Kapoor, der er vokset op i Indien, søn af en hindu og en jøde, er kendt for at ’tænke’ over modsætninger i sin kunst: indre/ydre, himmel/jord, synligt/usynligt, kvindeligt/mandligt. Vestlig/østlig. Med sine buede spejle indfanger Kapoor så Versaillesslottet netop i det umulige blik. Samtidig ser beskueren sig selv, lidt fjernt.

C-Curve – se kurve – selv bogstavet bliver altså til syn. Den rustfrie C-skulptur i buet stål har allerede indfanget både natur og kultur andre steder i verden. Men ændringen i perspektiv er spektakulær foran Versailles.

På den anden side af skulpturens spejl vendes alt på hovedet og turistpøblen selfier sig selv.

I det andet spejlværk foran evighedsperspektivet suger Sky mirror himlen ind til solkongen, som et blindt punkt. Ludvig den 14 fik ideen til Versailles som 22 årig, efter en overvældende fest, med flere tusind deltagere hos sin finansminister Nicolas Fouquet: fjerklædte kurtisaner, fyrværkeri, opførelse af Molière, himmelsk måltider. Men kan der være to konger? Tre uger efter smed Ludvig Fouquet i fængsel og konsoliderede sin enevælde. Som Voltaire formulerer det: »Den 17. august klokken seks om aftenen var Fouquet konge af Frankrig. Klokken to om natten var han intet.« Ludvig tog tilintetgørelsesmagten på sig og samlede derpå de ypperste håndværkere om sig og skabte Versailles. Inkarnationen af centraladministration.

Versailles passer til Kapoor

Og det er dette, »den franske haves« kontrol, Anish Kapoor bryder ind i. Kapoors skulpturer er et præcist modsvar til centralperspektivet. I den forstand er Versailles netop dér, hvor man skal se Kapoor. Det er her oprindelsen er, så når skulpturerne vises ’igen’ er det mere som om, de er kommet tilbage og udfordrer de lige linjer med andre former for syn.

Ret beset skal der en del beskidt fantasi til for at betragte den skulptur, som roder rundt der midt i centralperspektivet, som en vagina. Dirty corner er en kæmpemæssig rusten jernskulptur, et hørerør, som synes at bryde op af jorden, omgivet af skærver, klippestykker og rød beton. Oven i købet er den placeret lidt skævt. Irriterende skævt. Enhver bare lidt tvangsneurotiker får ødelagt sin symmetrilyst, hvis man ser det fra Versaillesslottets terrasse. Det er selvfølgelig svært, umuligt svært, lige at rette på de utallige ton jord, jern og magma som rejser sig af den pæne, grønne plæne på denne uordentlige måde.

Og går man tæt på og betragter skulpturen, er det måske slet ikke en vagina. Når man ser en vagina udefra, og den er skabt af jern, ligner den nemlig noget helt andet.

Bagved er der så et andet hul. Eller ikke hul. Som svar på det sindrige kanalsystem, hvor springvandene i Versailles fungerer i fald af forbundne kar, har Kapoor placeret en malmstrøm. Jorden gungrer, når man nærmer sig. Desværre er der nu et stakit omkring, så pøblen sikres mod druknedøden. For ellers var det nok her, man ville blive opslugt: Descension.

Hvis Dirty corner er Dronningens vagina, så ved jeg ikke, hvad dette kunne kaldes.

Nærmest svimle af varme, filosofiske dualistoplevelser i materien og faktisk også en del latter, begav min ledsager og jeg os så op imod det sidste kunstværk. Ret beset glemte vi et. Vi fik ikke set det værk, hvor en kanon skyder røde voksstykker op mod hvide vægge inde i Shoting into the corner. På Kapoors Instagramside kan man se alle de ’hjørner’, som inspirerer ham. Fyldt af urin eller bræk eller noget ubestemmeligt rødt. Måske er jeg nødt til at vende tilbage for at se denne blanding af Pollock, Beuys og en kvart hvid kube? Et royalt cumshot i rødt?

Til gengæld bevægede vi os ind i skyggerne, ind i de labyrinter, hvor de elskende eller horende, tænkende eller konspirerende vandrede rundt dengang, Frankrig blev skabt ud af en have. Og pludselig træder kunstens hvide kube frem, men i rødt og sort.

Dette værk er det eneste Kapoor har skabt specielt til Versailles. Det er sindssygt grimt, sindssygt firkantet, sindssygt sort og rødt, midt i den buskede grønne cirkel. Det er som om, det er en slags fodnote til alt det andet. Ud og ind af en sort kube vikler røde membraner sig. Man kan træde ud eller ind eller invitere himlen ind, hvis man finder den rette vinkel, ser det udefra og indefra. Det er et mesterværk, og måske er det bare onani, kunstens onani. Det hedder: Sectional body preparing for nomadic singularity.

Og måske er det blot en konge, som møder en konge i en busk.

’Anish Kapoor Versailles’ Château de Versailles, Versailles. indtil den 1. november, gratis adgang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her