Læsetid 5 min.

Fra eksplicit sex til glemmeglimmer

To af Københavns fineste festivaler forsatte i år deres succes med musikhistorisk bevidsthed og hyperæstetiske omgivelser
Blev man træt af Vanguard-festivalens let historiske og hip hop-fikserede program, kunne man ud på eftermiddagen eller aftenen skifte den ud med en anden – nemlig Trailerpark Festival på Enghavevej i København.

Blev man træt af Vanguard-festivalens let historiske og hip hop-fikserede program, kunne man ud på eftermiddagen eller aftenen skifte den ud med en anden – nemlig Trailerpark Festival på Enghavevej i København.

Peter Hove
3. august 2015

I kognitiv adfærdspsykologi er det et veludforsket faktum, at vi har en stærk bias over for de hændelser, vi selv har været vidne til eller har fulgt, mens de skete: Vi husker dem bedre og tillægger dem mere vægt end de hændelser, vi kun har fået beretning om, efter de er sket. Det gælder også musik. Plader, der er udgivet før man selv blev født, vil altid have en historisk lyd, fordi den »altid har været der«.

En musikfestival kan til gengæld mindske den afstand ved at placere musikken i den rigtige kontekst. Det gjorde Vanguard Festival med stor succes ved at lade store soul, funk og r&b-navne optræde i samme program, som de hip hoppere der sidenhen har brugt deres lyd.

Lørdag eftermiddag står for eksempel den amerikanske vibrafonist og sanger Roy Ayers på scenen. Hans storhedstid var 70’erne, et årti før jeg og mange af de tilstedeværende publikummer så dagens lys. Men hans og bandets optræden er så nærværende, ustøvet og energisk, at musikken virker sjældent tæt på og relevant.

Da han spiller sit mest kendte hit »Everybody Loves the Sunshine« (fra 1976), kan man høre, hvorfor sangen har inspireret så mange andre kunstnere. Ifølge opslagsværket WhoSampled.com er den blevet samplet i hele 96 forskellige udgivelser.

Et nærmere kig på de mange plader viser, at der fra 1992 til 2014 mindst én gang om året er udkommet et track, der sampler »Sunshine«. Det er en ret enestående sample-historie, men mange af Ayers andre 1970’er-hits er også blevet flittigt brugt, for eksempel sangene »Searching«, der optræder i 20 forskellige udgivelser fra andre kunstnere, eller »We Live in Brooklyn, Baby«, hvor tallet er 25. Sidstnævnte er senest blevet samplet på »Good Kid« af Kendrick Lamar, der spillede på Roskilde Festival i år.

Selv om disse sange har en lang og vægtig historie, så var det alligevel meget levende at høre Ayers og band fremføre dem, især med de mange fine soloer på klaveret og Ayers elektroniske vibrafon.

Mindre virkningsfuldt var det at høre The Blackbyrds, der spillede dagen inden. Bandet opstod tilbage i 1973, men i modsætning til Ayers, der kontinuerligt har udgivet ny musik, gik Blackbyrds i opløsning, efter deres syvende plade Better Days udkom i 1980. I årtierne efter blev de ligesom Ayers samplet af en lang række kendte hip hop-kunstere.

Især deres hit »Rock Creek Park« er blevet samplet massivt, herunder af kendte navne som Massive Attack, De La Soul og MF DOOM, der også var på programmet men desværre måtte aflyse pga. sygdom. I 2012 gik bandet så sammen om en ny plade Gotta Fly. Men deres optræden virkede desværre en anelse sløv.

Den yngre vokalist, der assisterede bandet, var uimponerende og sammenspillet, og bandets sammenspil swingede lidt slapt. Guitarist Orville Saunders forsøgte ellers at live stemningen op med en solo, hvor han kastede sin gamle krop mod gulvet, men selv om hans adræthed var imponerende, virkede det i sidste ende som et kompenserende forsøg på at fange den energi, som koncerten manglede. Det er kort sagt ikke alle bands, der kan støves af.

Porncore

Med Blackbyrds og Ayers gjorde Vanguard det anskueligt, hvor tæt hip hoppens historie hænger sammen med funk, jazz, soul og r&b. Festivalen havde også inviteret veteraner fra hip hop-scenen, for eksempel den (måske knap så velkendte) Kool Keith, der har udgivet hip hop siden slutningen af 1980’erne.

Det fungerede godt at høre de forskellige genrer side om side, det skærper lytternes øre. Kool Keith rappede sig igennem et virvar af numre fra sin lange karriere. Hans stil er usædvanligt eksplicit, når det kommer til sex, selv for en rapper, og det var utvivlsomt en del af koncertens attraktion at se ham spytte de beskidte vers ud, hvor han blandt andet nedgør andre (mandlige) rappere i et univers af sexmetaforer, der ofte inkluderer water sports (pis) og analsex.

Det interessante ved Kool Keiths pornocore, som han selv har kaldt det, er, at man aldrig helt ved, om selve dissen af de andre MC’s blot er et dække for at rappe om sexfantasier om dem. På scenen virkede hans flow godt, selv om han stedvist hastede sig lidt for utålmodigt fra det ene refræn til det andet.

Selvironisk eskapisme

Blev man træt af Vanguards let historiske og hip hop-fikserede program, kunne man ud på eftermiddagen eller aftenen skifte den ene festival ud med den anden. Et andet sted i byen bød Trailerpark Festival nemlig velkommen i sit sædvanligt hippe, dekorativt-kreative og hyperæstetiske univers. Trailerpark emmer af en kvalitet og detalje, som Vanguard slet ikke ejer som location og koncept.

»Until further notice, celebrate everything«, stod der på et skilt under en glimmerbruser, hvor publikum kunne lade deres hår og ansigter blive prydet med stjerner. Den selvironisk eskapistiske glemme-glimmer stod på en måde i fin kontrast til et ellers ret melankolsk program lørdag aften.

Her kunne man for eksempel høre Danmarks muligvis bedste band, Cancer, hvis lyd er lige så kontant trist som bandnavnet. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på en linje af Strunge, der lyder: »Bløder røg af englestemme?«

På en måde beskriver den med sin reference til dødelig røg, blod og englesang Cancers udtryk. Bandet beviste (igen) sin helt særlige evne til at være usædvanligt sagte, minimalistiske næsen, og samtidig enormt energiske. Sangene hænger i simple, catchy tråde fra Kristian Kristensens guitar og Nicolai Vonsilds højst nuancerede vokal, der smyger sig om melodierne, sært undvigende og målrettet i samme åndedrag.

Mildest talt lovende

Cancer blev efterfulgt af britiske Shura, en 80’er-inspireret, elektronisk inficeret popsangerinde, der dypper sine melodier i hjertesorger. Mindre alvorligt og personligt end Cancer, men stadig dejlig vemodigt, musik, der får dig til at savne dem, du holder af, som er langt væk. På dette tidspunkt af aftenen var mørket så småt ved at falde på, og Royal-scenens visuals, lavet af gruppen Obscura, begyndte at træde frem af lyset. Med en næsten uoverskuelig mængde variationsmuligheder udi i farve og formation skinnede gruppens syv lysende trekanter, placeret i scenens loft, mystisk og hypnotiserende som omvendte pyramider.

Mystikken blev total, da Obscuras lysdesign ud på natten mødte Den Sorte Skole, et dansk DJ/producer-kollektiv, kendt for deres lydcollager bestående af tonsvis af plader med musik fra alle verdenshjørner. Cowboys and Indians hedder deres kommende album, afslørede gruppen, der gav smagsprøve på det nye materiale, der er klar til efteråret.

Det lød mildest talt lovende, tungt på akkorder og tyktflydende energi, sædvanligt humoristisk og dansabelt. Det var dejligt at høre Den Sorte Skole skrue et gennemtænkt sæt sammen, hvor de løbende forandringer gav fornemmelsen af en plan. Især efter mester-DJ Eloqs sæt, Danmarks svar på Diplo, der kort forinden med stor teknisk snilde hastede fra det ene drop til det andet. Ikke ueffent men en anelse planløst.

Vanguard Festival: Kool Keith, The Blackbyrds, fredag. Roy Ayers, lørdag.

Trailerpark Festival: Cancer, Shura, Den Sorte Skole, lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu