Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Fest på trods

Som en af dansk pops førsteelskere har Topgunn gjort den hjemligt fortolkede dancehall til allemandseje. Men i dag søger han poppens alfarvej, mens andre Jamaica-fortolkere som Cisilia og Wafande søger lidt mere autentiske stier
Kultur
10. august 2015

Danskhall er blevet vor tids svar på Gnags, Shu-bi-dua, Thomas Helmig og Danseorkestret. Genrens største stjerne, Topgunn, leverer en smule, men ikke meget dansksproget dancehall på sit nye, andet album Ingen Anden og går i stedet ind en nymodens popmusiks klædeskab for at drapere sig i tidens hiphop, soul, r&b og EDM.

Sikke en forskel et album og to år betyder for herren. På debutalbummet 21 var der i 2013 en del mere smæk på den jamaicanske dancehall – en mere brutal, spartansk og hårdt toastet variant af reggae – ja, der var også mere old skool ekkoende, jamaicansk dub undervejs. Røgen fra det københavnske traditionsbevidste reggae/dancehall-miljø hvilede over pladen.

Dengang rimede søndag på klamydia for Topgunn, og det gør det stadig. Og så alligevel ikke. For han har vist fundet den udkårne, hvis man skal tro de jegtunge teksters proklamationer. Men det løse liv rasler stadig som skeletter i skabet. På Ingen Anden er den 24-årige Oliver Gammelgaard Nielsen således førsteelsker, brændt eks, festorgel, kulturkritiker og ikke mindst charlatan: »Hun hader, når jeg skrider om morgenen/Men jeg betaler vognen/Nu filmer jeg hende igen, når hun skriger/Men fuck, hvad hun siger/Jeg vil give hende alt, men kun for en halv time.«

Det er ham, der står derude og banker på, og han er ikke nogen svigermors drøm. Thomas Helmig virker som en naiv skoledreng i forhold til Topgunns oplevelsesøkonomiske forhold til kvinder. Men han kan også brænde sig, det ved hele popnationen fra hittet »Kongens Have«, der er blevet streamet mere end ti millioner gange. Desværre er det så også et af de bedste numre (andre lyspunkter er den utidige »Beyonce« og den altmodisch soulede »Veninder«) på et musikalsk halvmat album med kun behersket melodisk tæft og hvad der vist bedst kan beskrives som en moderne rytmisk norm.

Seksuel korruption

Tekstuniverset er heller ikke overvældende. Topgunns kulturkritik svinger sig op til, at han konstaterer, at han er for kendt til det her sted (med hilsen til Lex & Klatten), mens han peger fingre af at alle andre også vil være kendte. Men for hvad?, spørger han. »Jeg håber, du har noget at sige«, tilføjer han så. Underforstået, at det kniber det med. Men har han selv noget afgørende at ytre? Tjoh. Altså, han foragter de nemme kvinder, han alligevel stikker pikken ind i. Han priser den ægte kærlighed og sin ret til den bedste vare på dét marked. Og han elsker at feste. Skål! Ingen Anden rumsterer således i et krydsfelt mellem håb og desillusion. Muligheden i intimiteten over for den seksuelle korruption, der synes at være et uomgængeligt affaldsprodukt af berømmelse.

Tidens popmusik er blevet bærer af et væld af offentlige diskussioner om køn, race, krop, seksualitet. Som altid er den formidler af ung hormondans, dagbogsnotater fra rastløse liv, fest på trods, afmagt over en verden i hastigt mudderskred. Og i danskhall, reggae og pop ser man lige nu forskellige livsanskuelser i en farveskala fra håb til kynisme, fra selvoptagelse til social bevidsthed.

I maj markerede 16-årige Cisilia med efternavnet Ismailova at danskhall har fået sig en arving til afdøde Natasjas stærkt traditionsbevidste og vokalt knubbede udtryk. Og samtidig udtrykker hun også som sit sandsynlige forbillede kampgejst. Det skete med det fine album Unge Øjne, hvor hendes stemme smælder som velrettede, kærlige lussinger gennem sange, der trækker på dancehall, reggae, hiphop, hip house, soca, EDM.

Som Natasja synger hun til Danmark, og hun vil også have forandring, i hendes tilfælde gennem ungdommelig revision. Hun minder os om, hvordan det er at se verden med åbent sind, med unge øjne. Det er længe siden, det ved vi godt. Men at høre håbet gjalde fra byens tage med Cisilias smukt hæse stemme, kan for en stund blæse det politiske spil og den økonomiske egeninteresse omkuld. Også selvom det kun er i tre minutter og 27 sekunder. Der er en energi og en glæde hos Cisilia, der får Topgunn til at virke nærmest afmægtig i sin. Tro, håb og kærlighed er en kliché, men her bliver det en drøm for fuld neon.

Cisilias ætsende breakup-sang »Vi To Datid Nu« er blevet voldsomt streamet og er blevet set over 2,5 millioner gange på YouTube. Hun står altså også derude og banker på ind til den danske popverden. Og hun bliver helt fortjent lukket ind.

32-årige Wafande Pierre Oliver Zahor basker i en fed soulet sound – nogle gange i salsasovs – på sin EP Grand Danois. Den kunne næsten lyde som om den var produceret af Amy Winehouse-produceren Mark Ronson, men det er Pharfar, Fresh I og Jonathan Elkjær, der sidder bag knapperne. Hans vokal er reggae-høj, han bræger sine fraseringer op i de højere luftlag, som vi kender det fra Marley, mens musiksiden omfavner hans smukke bløde vokal i melodiske produktioner, der nærmest får ham til at lyde som en moderne Thomas Helmig. Og han er også en ganske sympatisk kærlighedsprofet – både som besynger af lillesøster og sengepartner.

Så Wafande står også derude og banker på. Det sker med charme, men desværre også med en lige lovlig kalorietung sangskrivning, der ofte mangler sund melodisk knoglestruktur.

Topgunn: Ingen Andre (ArtPeople). Cisilia: Unge Øjne (Universal). Wafande: Grand Danois (Universal)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her