Læsetid: 3 min.

Filmstjernen som eventyrerske og mor

Ikonet Ingrid Bergman var mor til fire – og store instruktører faldt for hende på stribe. Ny svensk dokumentar går tæt på dette fænomen af talent, skønhed, naturlighed, oprigtighed og opdagelseslyst
Blev børnene svigtet? Det spørgsmål løber som en rød tråd gennem filmen, selv om Ingrid Bergman vel ikke var mere ravnemor end mange af Hollywoods andre store stjerner.

Miracle Film

28. august 2015

Måske bør man først minde om, at svenskeren Ingrid Bergman blev en legende i sin levetid. Ikke blot som den mest populære kvindelige Hollywood-stjerne i en årrække i 1940’erne, men også som et – i USA omstridt, i Europa beundret – eksempel på mod og handlekraft, da hun på sit højeste forlod sin ægtemand, sit lille barn og sin hollywoodkarriere og insisterede på at følge sit hjerte og sin ambition med en ny ægtemand, den betydelige neorealistiske italienske instruktør Roberto Rossellini.

Uhørt i datidens Hollywood – og så var det tilmed amerikansk films mønstereksempel på renskuret kvindelighed, der i den grad gav det puritanske amerikanske flertal anledning til hadsk fordømmelse. Med lynets hast blev den elskede Jeanne d’Arc-fremstillerske forvandlet fra helgeninde til luder i pressens og publikums øjne.

Hun fortsatte sin hårdt beskadigede karriere med Rossellini i Italien, fik efter otte år skilsmisse fra denne (i privatlivet) charmerende charlatan og blev så endelig taget til nåde af Hollywood (hun solgte stadig billetter!). Og i 1978, fire år før sin død, nåede hun et karrierehøjdepunkt som den verdensberømte pianist, der forsøger at forlige sig med sin bitre datter (Liv Ullmann) i Ingmar Bergmans kammerspil Høstsonaten.

Ingrid Bergmans egen stemme

Blandt de mange biografiske fremstillinger af dette omskiftelige liv vil Stig Björkmans fine nye portrætfilm altid komme til at indtage en særlig plads. Som titlen angiver ser den nemlig Bergman indefra, lader hende selv tale med citater fra breve og dagbøger og benytter sig i vid udstrækning af det kæmpemateriale, hun samlede af hjemmegjorte filmoptagelser og fotos fra hele sit liv.

Som tidlig forældreløs havde hun ikke mange rødder i Sverige og forblev hele livet en »trækfugl«, som hun sagde, altid parat til nye oplevelser i nye lande. Men i billeder og skrift førte hun bog over det meste – og tog det med sig, hver gang hun flyttede til i et nyt land. Og da hun i alt fik fire børn (deriblandt den kendte skuespillerinde Isabella Rossellini), blev det i høj grad en karriere splittet mellem moderpligter og store skuespilleropgaver, der fjernede hende fra børnene. Det lille smalfilmskamera blev midlet til at fastholde dem i korte umistelige stunder.

Blev børnene svigtet? Det spørgsmål løber som en rød tråd gennem filmen, selv om Ingrid Bergman vel ikke var mere ravnemor end mange af Hollywoods andre store stjerner.

Hvad der gjorde hende enestående, var, at hun for det første var en eventyrerske i en tryghedssøgende profession, for det andet virkelig bekymrede sig om børnene og gav dem mange vidunderlige oplevelser, når hun var sammen med dem.

Uden bitterhed

Alle fire kommer sympatisk til orde i filmen og understreger, at de – trods morens forsømmelser og en barndom på både godt og ondt – elsker og respekterer hende uformindsket.

Og Isabella Rossellini, der gennem sit venskab med instruktøren Stig Björkman, tog initiativet til filmen og åbnede morens arkiver for ham, understreger, at blandt de mange breve Ingrid Bergman skrev til fremtrædende veninder i filmbranchen, handler kun et fåtal om skuespillerfaget – det er hele tiden børnene, hun skriver mest om.

Filmen emmer langt væk af at være lavet con amore, med stor hengivenhed og beundring for en unik skikkelse. Et meget smukt arbejde er udført i sammenklipningen af news reels og privatoptagelser, så man kommer tæt ind på livet af både tidsatmosfære og hovedperson. Og Alicia Vikander lægger diskret stemme til teksterne fra Bergmans dagbøger og breve. Sammenstykningen af det meget forskelligartede materiale giver i passager filmen noget flimrende og uroligt, som ikke altid kan holdes sammen af Michael Nymans ellers godt kontinuitetsskabende og stærkt følelsesbårne musik.

Man kan selvfølgelig spørge, hvor langt Bergmans selvfremstilling egentlig når under overfladen. Men det er nok uretfærdigt. Ingrid Bergman var nok skuespillerinde, men ifølge myriader af vidnesbyrd i sjælden grad også, hvad hun gav sig ud for. Uneurotisk og uden mange mørke sider, må man tro. Det begrænsede hende som skuespillerinde, men gav hende vederhæftighed som menneske.

’Jeg er Ingrid’. Instruktion: Stig Björkman. Manus.: Björkman, Dominika Daubenbüchel, Stina Gardell. Svensk (Grand, Dagmar, Falkonner, Fields, Park, Vester Vov Vov)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu