Læsetid: 3 min.

Den forkerte historie

Christian Petzolds ’Phoenix’ fortæller flere historier om Tyskland efter Anden Verdenskrig, men vælger desværre at satse på den forkerte
21. august 2015

Danmark er ikke det eneste land, hvor man stadig har vigtige og relevante historier om Anden Verdenskrig at fortælle. Historier, som belyser nye facetter af krigen og dens konsekvenser. I Tyskland er selvopgøret og bearbejdningen af fortiden i høj grad i gang med filmen som et væsentligt middel.

Om et par uger kommer Tavshedens labyrint, der handler om krigens retslige efterspil i 1960’ernes Tyskland, og nu er der premiere på Christian Petzolds Phoenix, som fortæller om en jødisk kvindes hjemkomst til Berlin i 1945 efter at have overlevet rædslerne i en koncentrationslejr.

Gode Nina Hoss spiller sangerinden Nelly Lentz, der er blevet skamferet af nazisterne, og som efter krigen får sit ansigt rekonstrueret, inden hun af veninden Lene Winter (Nina Kunzendorf) bliver installeret i en lejlighed i Berlin. Nellys eneste ønske er at møde sin elskede mand, Johnny (Ronald Zehrfeld), igen, og hun tror ikke på Lene, da hun fortæller, at det var Johnny, som forrådte Nelly og fik hende arresteret og sendt væk.

Nelly opsøger Johnny, der dog ikke kan genkende hende og i stedet shanghajer hende til en sindrig plan, hvor hun skal optræde som hans kone, så han kan få Nellys arv. Alle, inklusive Johnny, tror nemlig, at Nelly er død. Nelly går med på planen, og mens Johnny former hende i, ja, Nellys eget billede – og faktisk langsomt uden at vide det genopbygger hende som menneske – prøver hun at finde ud af, om det nu også var ham, der forrådte hende.

Den forkerte historie

Det er en inciterende præmis, Phoenix bygger på, og især filmens første del, hvor Nelly og Lene kommer tilbage til Berlin, og Lene forsøger at overtale veninden til at flytte til Palæstina og den kommende jødiske stat, er spændende. Lene, der under krigen flygtede til London og nu arbejder med at opspore forsvundne og som regel døde jøder – inklusive sin egen familie og egne venner – er faktisk den mest interessante af de to kvinder, og jeg havde gerne set hendes historie eller deres fælles historie foldet ud.

Da først Nelly møder Johnny og af lige dele nysgerrighed og behov for at være sammen med ham går med på hans plan, bliver Phoenix desværre en mindre interessant film. Selvfølgelig er man spændt på, om det var Johnny, der forrådte Nelly, men man tror ikke for alvor på, at han ikke kan genkende sin kone. Nok ser hun forslået ud, fordi hendes ansigt er blevet opereret, men hun ligner stadig den, hun er, og det burde Johnny altså kunne se.

Nellys store kærlighed til Johnny er heller ikke så godt forklaret eller demonstreret, at man for alvor accepterer, at hun hellere vil lade tvivlen komme ham til gode end lytte til Lene, der er realisten af de to. Heller ikke selv om Nelly i en scene taler om, at tanken om Johnny var det eneste, der holdt hende i live i koncentrationslejren.

Lene (stærkt spillet af Nina Kunzendorf) forsvinder så småt ud af historien, da først Johnny dukker op, og det er ærgerligt, ikke mindst fordi resten af filmen spøjst nok er forholdsvis udramatisk sammenlignet med den sorg og desperation, som synes at herske under hendes rolige ydre. Phoenix fortæller flere historier, og instruktøren har altså valgt at satse på den forkerte.

’Phoenix’. Instruktion: Christian Petzold. Manuskript: Christian Petzold og Harun Farocki. Tysk (Grand Teatret i København og en halv snes biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sådan kan man godt, forenklet, se filmen - men læs også andre anmeldelser af den, f.eks. Bo Green Jensens i WA. Historien er rigtigt nok meget konstrueret, men spiller allegorisk på andre identitetshistorier (Hitchcocks Vertigo måske især), og handler om de billeder vi gør os af hinanden, og påtvinger hinanden. De roller vi spiller også for os selv - i slutscenen forstår man for eksempel at også de tidligere venner er med i Johnnys plan, og er rystede over at opdage at det altså er den rigtige "Nelly" der synger. Og så handler den naturligvis i høj grad om fortrængningen af nazismens forfærdeligheder.

Christian Monggaard læser filmen mere overfladisk realistisk - og misforstår f.eks. den pointe at Nelly ikke "er" jøde (skønt nok af jødisk familie), men vægrer sig mod at skulle være det - for nazisterne og for veninden Lene - som altså ikke entydigt har ret. Der er tvetydigheder dér som anmelderen ikke har set, og som gør filmen mere interessant og mere foruroligende end man kan læse ovenfor.