Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Gyllenhaals råstyrke

Jake Gyllenhaal sætter endnu engang streg under, at han er en af sin generations mest alsidige skuespillere i rollen som hårdtpumpet, desperat bokser i Antoine Fuquas ’Southpaw’, som dog i sig selv ikke er så vellykket
En supertrænet Jake Gyllenhaal i filmen ’Southpaw’. Den store match på Caesar’s Palace i Las Vegas, som kan vende op og ned på bokseren Billy Hopes liv. Han vinder faktisk.

THE WEINSTEIN COMPANY

Kultur
21. august 2015

Jake Gyllenhaal er en god skuespiller, en af sin generations bedste. Den 34-årige amerikaner kaster sig altid ind i sine roller, og han forstår i de bedste af sine roller at blande og balancere mellem uskyld og vrede, normalitet og ustabilitet, på en særdeles fascinerende og intens facon.

Som f.eks. i hans nye film, Antoine Fuquas Southpaw, hvor Gyllenhaal spiller bokseren Billy Hope, der er regerende verdensmester i letsværvægt og lever et godt liv sammen med sin smukke kone, Mo (Rachel McAdams) og datter, Leila (Oona Laurence).

Billy er en gadedreng og vokset op på børnehjem – det var her, han mødte Mo, da de begge endnu var børn – og han bokser med en vrede, som gang på gang skaffer ham knockoutsejre, selv om det undervejs ser sort ud.

Han forstår som bokser ikke at forsvare sig, men han kan tage imod, og han kan dele øretæver ud. Denne brutale og uforsigtige måde at bokse på har dog sat sine spor på Billy, og Mo ser gerne, at han stopper, inden det går galt.

Det går dog galt til en velgørenhedsfest, hvor en anden bokser, Miguel Escobar (Miguel Gomez), provokerer Billy, og en af Miguels livvagter trækker et våben og skyder.

Mo bliver ramt, og pludselig falder hele Billys liv fra hinanden. Han mister sit hus, sine penge og alle sine venner, og datteren bliver taget fra ham. Han rammer bunden, og med hjælp fra den aldrende boksetræner, Tick Willis (Forest Whitaker), skal Billy nu forsøge at stykke sit liv sammen igen.

For meget

Det lyder såre banalt og som en historie, man før har fået fortalt – mand/kvinde mister alt og må kæmpe sig vej tilbage – og det er det også. Attraktionen ved Southpaw er da heller ikke historien som sådan, eller Antoine Fuquas evne til at skrue alt, der er det mindste dramatisk eller følelsesladet, op til 11, så det indimellem bliver for meget eller ufrivilligt komisk. Samtidig synes filmen, der har manuskript af Kurt Sutter, manden bag rocker-tv-serien Sons of Anarchy, ikke synderligt bekymret for, om handlingen virker troværdig eller ej. Det handler om at vise Billy på toppen, etablere hans lykkelige liv, rive ham hurtigt ned igen, så han langsomt kan begynde at bygge sig selv op.

Det går rask af sted, og det virker ikke helt overbevisende, når Billy mister alting på ingen tid, uden at nogen forsøger at hjælpe. Okay, han har ingen familie – kun ’venner’ – og han er ødelagt af sorg over konens død, men alligevel ...

At man så alligevel kan få noget ud af at se Southpaw skyldes to ting: Boksescenerne, der forekommer ægte og er spændende og flot filmet, og Jake Gyllenhaal og de andre skuespilleres fine præstationer.

Brutal boksning

Antoine Fuqua, der må siges at være en maskulin instruktør med film som Training Day, Kong Arthur, Shooter, Olympus Has Fallen og The Equalizer på cv’et, ved godt, hvordan han skal få det til at se godt og blodigt ud, når to mænd tæver løs på hinanden i en boksering.

Boksescenerne i Southpaw er ingenlunde så balletagtige som i Martin Scorseses Raging Bull, men de rummer brutalitet og intensitet, og man er reelt spændt på udfaldet af kampene, selv om man ret beset kender det på forhånd.

Det har selvfølgelig også at gøre med, at Gyllenhaal har undergået så markant en fysisk forvandling og ligner, taler og bevæger sig som en bokser. Han er i fantastisk form, snøvler og slår fra sig, som har han aldrig bestilt andet, og det er umuligt ikke at blive imponeret over så dedikeret en præstation.

Der er tyngde i skuespillerens gang og spil, som fysikken er med til at understrege. Men det handler ikke kun om selve forvandlingen, men også om, at man tror på Gyllenhaal som en bokser og en gadedreng, der snart ikke kan holde til flere tæsk, men heller ikke kan meget andet end at bokse. Det kommer indefra, og der er både ømhed og desperation i Billys øjne.

Rachel McAdams gør det fortrinligt som Billys elskede Mo. Man fornemmer samhørigheden mellem to mennesker, der har haft en hård start på livet, men fandt hinanden og overlevede med hinandens hjælp. Han har råstyrke, hun har hjerne.

Og endelig kniber man en tåre, når Billy og Leila forsøger at finde tilbage til hinanden oven på Mos død. Han er knust af sorg, Leila er vred over, at han ikke er bedre til at passe på sig selv og hende.

Som fortælling betragtet er Southpaw som sagt ikke uden problemer, men boksescenerne har nerve, og filmen er endnu et bevis på, hvor dygtig og alsidig en skuespiller Jake Gyllenhaal er.

’Southpaw’. Instruktion: Antoine Fuqua. Manuskript: Kurt Sutter. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her