Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Husk forældre! Folkeskolen er potentielt invaliderende

Ny dokumentarserie på DR Ultra minder os om, hvor forfærdeligt det er at gå i folkeskole. Selv når man ser bort fra nationale mål, kanondiskussion og pisatest. Det kræver sociale kompetencer på olympisk niveau at slippe igennem uden skrammer
’Klassekabalen’ handler om børnenes egen oplevelse af at gå i skole. Og for dem er det bare vigtigere at have nogen at lege med efter skole – eller at få lov at få sit glattejern med på hyttetur – end det er at forstå brøkregning.
Kultur
10. august 2015

Alt kan styrte i grus på et splitsekund. Du kan bare stå der og fornemme det tynde lag af identitet smuldre under dine fødder og så ellers stirre ned i afgrunden, mens din bedste veninde skriver sig på listen sammen med en anden, når der skal vælges hold i musik. Der er ikke noget livserfaring, der kan smide dig et reb og fortælle dig, at du får en ny ven. Der er ikke noget perspektiv, der kan kaste et sikkerhedsnet ud under dig.

Til klassefesten

Når du går i 5. klasse er der kun dig og ensomheden. »Man er bange for at være alene,« konstaterer en af skoleeleverne i DR Ultras nye reportageserie Klassekabalen, der følger en skoleklasse gennem et år og sendes for første gang i dag – samtidig med at skolen starter igen efter sommerferien.

Vi følger børnene i alle andre situationer, end dem vi taler om. Vi ser dem i frikvarteret, til klassefesten, når der skal håndteres konflikter mellem dem og når der skal fordeles nye siddepladser.

Tænk lige over det sidste. Alle ved, at det er fuldstændig afgørende, hvem man sidder ved siden af. Er det din bedste veninde? Er det ham, der lugter? Er det ham, der styrer det hele? Er det hende, der hele tiden kigger efter? Er det ham, du synes er lidt sød? Det er ubarmhjertigt, men det kan ændre hele din sociale status i klassen, hvis du forbindes med den helt rigtige eller den helt forkerte. Og det ved man godt.

Man væmmes måske ved det, men man ved det godt. Ligesom Christian i DR Ultras serie godt ved, at »hvis man skal være populær, så skal man nok spille fodbold.« Eller Peter, der ellers synes, det er ret kedeligt at drengene styrter ud på fodboldbanen i hvert eneste frikvarter, men fandt ud af, at »hvis man gerne vil være sammen med klassen, så bliver man nødt til at spille fodbold.« Så det gør han.

Imponerende

Nu lyder det jo ganske forfærdeligt altsammen. Det er det også. Men samtidig er det ikke. De er nogle glade og meget reflekterede unger, der savner deres klassekammerater i sommerferien. Det er faktisk ret imponerende. De er i stand til at se på deres situation udefra, de taler sammen om deres problemer, de løser dem i fællesskab og de kommer videre. De accepterer de daglige frustrationer og usikkerheden som en del af institutionaliseringen »Sådan er det bare at gå i folkeskole. Sådan er det bare.« som Nina lakonisk konstaterer og lader det følge af en lang tavshed og et velplaceret suk.

DR’s nye serie er meget klassisk i formatet. Vi ser reportagebilleder fra forskellige hverdagssituationer, der tematisk hænger sammen med små citatbidder fra interviews med eleverne. Det hele klippes dygtigt og udvælges helt rigtigt. Det eneste, men også ret afgørende, der adskiller Klassekabalen fra andre serier om folkeskolen er, at det ikke handler om hvordan en dansk klasse klarer sig sammenlignet med en kinesisk eller om forskellige læringsstile eller om funktionelle analfabeter eller om social arv. Det handler om børnenes oplevelse af at gå i skole.

Og let’s face it: For dem er det vigtigere at have nogen at lege med efter skole – eller at få lov at få sit glattejern med på hyttetur – end det er at forstå brøkregning. Og hvem siger egentlig, at det de oplever i de ti minutter frikvarteret varer, ikke kan være mere afgørende for deres fremtid end ni års matematikundervisning?

Hormonpåvirkede tweens

Det er en serie, der tager børnene alvorligt. Ligesom den fremragende klasselærer vi ser, gør det. En socialt udfordret dreng får en nedsmeltning under klassefesten, hvor de andre hormonpåvirkede tweens leger limbo, stoledans og danser disko. »Godt nok er jeg den næstældste, men nogle gange føler jeg mig som den yngste. Jeg kan ikke lide de lege. Jeg kan lide monstre og zombier og sådan noget,« græder han og senere siger den velformulerede dreng – nærmest en lille poet: »Jeg føler mig usynlig. Helt overset. Det er ikke så rart.«

Klasselæreren får ham væk fra den frådende hob og ind i et roligt rum, hvor de i en mindre flok skærer kage. En situation, som han kan overskue. Hans intelligens er der tydeligvis ikke noget galt med. Men det er ikke det eneste, der skal fungere, hvis han skal. Og det hele ender sgu med, at den kejtede dreng get’s the girl. Det var ikke sket, da nærværende erfaringsperson gik i skole.

Mens den brede offentlighed er bange for kineserne, så ved de dygtige folkeskolelærere i dag, at vi kan råbe nok så meget op om testresultater, men hvis folkeskolen i sig selv ikke er en positiv oplevelse for eleverne, så kan det tage mange år, før de bliver noget som helst værd for samfundet – og for sig selv, men det er tilsyneladende mindre vigtigt. For at blive værdifuld skal man føle sig værdifuld. Og det er i sagens natur svært at gøre sig bemærket, hvis man er usynlig.

DR’s serie minder forældre om, at det at gå i folkeskole er en alvorlig sag, potentielt invaliderende faktisk. Den minder børnene om, at de ikke er alene. Den minder os alle om, at det er hele personer, der møder til time hver dag og ikke små halvfærdige mennesker. Det er ærgerligt, at det kun er de børn, der må se fjernsyn efter klokken 20 på en hverdag, der får det at se. Den slags usminket virkelighed hører til på hovedkanalen.

Klassekabalen DR Ultra kl. 20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Ole Kvint

Da jeg var lille så var Vietnamkrigen på tv hver dag, og folk fortalte at det var en beskyttet tilværelse at gå i skole, selvom jeg fik tæv hver dag, så var dette ikke Vietnamkrigen. Når jeg besøger min mor så møder jeg tit børn som går grandende fra den samme onde folkeskole.

Hvorfor dette hjerteløse svigt. Dengang som nu.

Vi ser resultatet af velfærdsstaten. De basale behov sørges for af fader/moder stat og dermed burde alle blive lykkelige, efter planen. Men det ser ud til resultatet er at mange ikke får skabt sunde basale værdier når der ikke er nogen nødvendig stræben efter at få opfyldt de basale behov.

Vi ser resultatet af velfærdsstaten. De basale behov sørges for af fader/moder stat og dermed burde alle blive lykkelige, efter planen. Men det ser ud til resultatet er at mange ikke får skabt sunde basale værdier når der ikke er nogen nødvendig stræben efter at få opfyldt de basale behov.

Daniel Henriksen

Endelig det rigtige fokus på en afgørende del af alles liv.

Erling Lindqvist

Ja, netop. Et meget genkendeligt og skuffende billede på folkeskolen pr. 2015. Men folkekolesystemet har alle dage som institution udøvet social sortering og opdragelse samt undervisning som hovedfunktioner ovetfor alle børn. Men de senere års stigende tilvalg af privatskoler frem for folkeskolen samt den fortsatte produktion af 10% af alle unge, der ikke opnår en ungdomsuddannelse, fortæller alt sammenlagt, at det at gå i skole er også hårdt arbejde i flere henseender.