Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Kedeligt cirkusstyrt

Cirkus Cirkör byder på en toppromoveret forestilling om et akrobatstyrt. Men gæstespillet i Østre Gasværk er et flop
Kultur
28. august 2015

Sjældent har en forestilling været promoveret så effektivt: Den svenske cirkusartist Olle Strandberg faldt ned fra en trippelsalto – og brækkede nakken og blev lam. Det var i 2005 under en prøve hos det berømte, svenske Cirkus Cirkör. Men nu er manden lykkeligvis kommet sig, og det har han som instruktør skabt en nycirkusforestilling om. Den historie sælger tydeligvis billetter. Men ak. PR-stuntet er betydeligt bedre end cirkusstuntet. Under kuplen i Østre Gasværk sad de fleste af os vel og troede, at vi skulle se en forestilling om et styrt. Det kom vi ikke til.

Indforstået og arrogant

I stedet så vi akrobater, der var gode til at gå på hænder og til at stille sig lodret i luften på hinandens skuldre – og musikere, der jammede rundt i én-linjers sange. Men der var ingen handling, ingen scenografisk helhed og ingen dramaturgisk fremdrift. Der var kun overfed symbolik og dårlige overgange mellem usammenhængende scener. Og selvhøjtidelighed. Personligt kedede jeg mig.

Der var sikkert en dybere mening i at lade en mand smadre en kaffekop som allerførste stunt – og senere i at lade en mand stå på to lodrette brædder og holde balancen i syv minutter. Men det virkede indforstået og arrogant.

Nakkeknæk

Alexander Dam, Iris Pelz, Matias Salmenaho, Christopher Schlunk og Methinee Wongtrakoon er uden tvivl dygtige akrobater. Men de fik ikke lov til at gøre forestillingen spændende.

»Circus is all about risk,« lød en ensom replik halvvejs. Jo tak. Risikomomentet er oplagt i cirkus. Ordene i forestillingens souvenirprogram handler også kun om risiko – og om den makabre lyd af den styrtedes nakkeknæk. Men ikke ét ord står der om madrasser eller sikkerhedsnet. Og ikke én gang i forestillingen ser man skyggen af en sikkerhedsline.

Hvorfor er det lige, at Cirkus Cirkör ikke tør udtrykke den essentielle cirkusfrygt gennem selve akrobatikken og artisteriet?

’Underart’. Instruktion: Olle Strandberg. Musik: Anna Ahnlund og Andreas Tengblad. Østre Gasværk. Spilles også i dag fredag kl. 19 og i morgen lørdag kl. 17. www.gasvaerket.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her