I drømmepoppen står det syngende subjekt ofte magtesløst og apatisk tilbage, mens omverdenen farer forbi. Som hos det amerikanske enmandsband Wild Nothing, hvor trommer og skybløde synthesizere – især på pladen Gemini – svæver rundt om det eskapistisk selvmordsdrømmende jeg. Og som hos det svenske band The Radio Dept., hvor forsangeren Johan Duncanson kun lige akkurat kan finde energi nok til at udtale ordene, som han så nærmest taber fra stemmebåndet ned ovenpå de dansable trommemaskinelle numre.
Og på amerikanske Beach Houses nye plade Depression Cherry tager bandet med deres dybrøde og depressive æstetik drømmepoppens hang til melankoli til nye stemningsafkroge.
Beach House, der består af Victoria Legrand og Alex Scally, er et centralt band i mængden af dream poppers. Og siden deres debut i 2006 med pladen Beach House, har de forfulgt og forfinet en lyd og en måde at skrive sange på, som har bevæget sig som et af flere centrale brødkrummespor igennem drømmepoppens dunkle skovområder. En lyd, som på bandets fjerde album Bloom fra 2012 på en måde nåede sit endepunkt for forfinelse, og som de til dels forlader på Depression Cherry.
Albummet repræsenterer samtidig en form for tilbagevenden til en mindre forfinet, mere skramlet, men dog stadig blød lyd, som til en vis grad minder om lyden på bandets debutalbum Beach House, om end Depression Cherry er betydeligt mindre lo-fi. Men det er også en bevægelse imod et helt nyt sted – til en anden form for depressivitet eller melankoli.
På Depression Cherry er det ikke en tungsindig stemning, man kan tage på som en slidt grå frakke, der udfoldes – som for eksempel på Beach House. Depression Cherry er i langt højere grad præget af en arty melankoli, der smyger sig som en rød kunstpels om ens skuldre, mens man sidder i et Tarantino’sk urbant landskab iført lysegrønne plastiksolbriller og suger en af sommerens sidste cigaretter: Depression Cherry er kunstnerisk melankoli, man kan smykke sig med.
Det depressivt skurrende
Ligesom den depressive person typisk er ramt af en grundlæggende fatigue, er der en livstræthed på spil i numrene på Depression Cherry, som i første omgang kommer til udtryk i Victoria Legrands slørede ’tale’ – vokalen ligger langt tilbage i lydbilledet og er mange steder næsten uforståeligt mumlende. Og som i anden omgang sætter sig igennem i de langt mindre episke melodier og arrangementer, der præger albummet – især set i forhold til forgængeren Bloom. Der er langt mindre udvikling. Meget mindre dynamik.
Guitartemaerne på Depression Cherry er også forsimplet ganske betragteligt. På mange af numrene, tydeligst måske på nummeret »Beyond Love«, bevæger guitaren sig over ganske få toner, hvor guitartemaerne tidligere strakte sig over lange forløb – også som akkompagnement til vokalen. Ligesom vokalmelodierne på pladen altså også på de fleste numre er langt simplere end tidligere. Der er næsten heller ingen håndspillede trommer på pladen, og trommemaskinerne ligger som fjerne monotone urværker, der tikker rytmisk og maskinelt af sted, hvilket er med til at gøre strukturen på Depression Cherry flad og dermed bidrager til den livstrætte stemning.
Det er i høj grad en blød depressiv æstetik, der udfolder sig på Depression Cherry, hvilket også understreges af, at coveret er betrukket med rød velour, og af at åbningsnummeret »Levitation«, og det rumklangsindsmurte afslutningsnummer »Days of Candy«, der lyder som var det trukket ud af en 1950’er-jukebox i en af David Lynchs film, er med til at udstikke de bløde rammer for lyden på albummet.
Men inden for disse rammer, er der også noget depressivt skurrende på spil, som især kommer til udtryk på albummets andet nummer »Sparks«. Her får den tidslige desynkronisering, som depressionen og melankolien ofte betegnes som – fordi omverdenen farer forbi den deprimerede person, som er gået i stå – et meget tydeligt musikalsk udtryk. For inde bagved den skarpe shoegazer-guitar, der skaber en dissonans sammen med den skævt intonerende synthesizer, ligger der et fjernt kor, der gentager en enkelt uforståelig linje, som forskydes rytmisk en lille smule. Og nummerets støjende, lidt rodede lydbillede virker meget ærligt i en tid, hvor bevidstheden hele tiden forstyrres af informationsteknologiens accelererede og dermed potentielt depressionsforstærkende ’bevidsthedsstøj’.
Gurlesque depressionsæstetik
Men selv på »Sparks,« som altså er det klart mest skurrende nummer på Depression Cherry, er det ikke først og fremmest en mørk nedtrykthed, der sætter sig igennem. Pladen bevæger sig stadig i den kirsebærsøde del af drømmepoppen, hvilket især hænger sammen med Victorica Legrands nærmest gurlesque vokal, som trækker sig som en – lad os bare sige – lipglossrød tråd igennem pladen.
Ordet gurlesque er sammensat af ordene girl og grotesque/burlesque/carnivalesque og handler i høj grad om at performe det pigede, hvilket ofte kommer til udtryk ved, at det feminine bliver dyrket og forstærket indtil det nærmest fremstår grotesk. Det gurlesque på Depression Cherry fremkommer altså – ud over med det røde velourcover – gennem kombinationen af Victoria Legrands luftige vokal og den ungpigedrømmende lyrik. Som i sangen »Space Song«, hvor lyrikken lyder som var det en kollage af sætninger fra aflagte poesibøger fra forrige århundrede:
»It was late at night / you held on tight« og »Tender is the night / For a broken heart / Who will dry your eyes / When it falls apart.«
Og netop i kraft af det gurlesque kommer det på pladen gennemgående savn, som virker som en af årsagerne til det syngende jegs melankoli til at fremstå som savnet af den tabte ungdoms røde slikkepinde, ungdommens »Days of Candy.«
Som når Legrand med sætningerne »There’s a place I want to take you« og »’Cause you blow my mind« åbner dørene til alle ens fjerne fortidsforelskelser og tager lytteren med på et kig ind i de fjerne forelskelsesrum, man kender så uendeligt godt, men ikke længere kan træde ind i. Med andre ord bliver den tabte ungdom – gennem det gurlesque – billede på det tab af mening, som den eksistentielt deprimerede person ofte føler.
Den gurlesque depressionsæstetik er ikke et helt nyt fænomen i drømmepoppede sammenhænge, og enkelte steder vækker Victoria Legrands vokal da også mindelser om sangeren Julee Cruise – der også er kendt for sit samarbejde med førnævnte David Lynch og Lynchs huskomponist Angelo Badalamenti, og som netop udmærker sig ved sin gurlesque-overpigede, melankolske klang.
Men der er ingen tvivl om, at Depression Cherry som helhed tager drømmepoppen til nye spændende dybder og afkroge, hvilket er vigtigt, fordi pladen dermed bliver et æstetisk, følelsesmæssigt sandhedsvidne i en tid, hvor en kunstner som Pharrell Williams kan hitte med et nummer som »Happy«, imens indlandsisen smelter om ørerne på os.
Beach House: ’Depression Cherry’ (Bella Union/Border Music)
