Læsetid: 4 min.

Klædt på til at svede

Musik informerer os om de mest oplagte kropslige reaktioner på dens lydbølger, altså hvilken form for dans, der er mest nærliggende. Informations musikredaktør rapporterer fra sine oplevelser i ører og krop under indflydelse af tre elektroniske input
27-årige Tahliah Debrett Barnett bedre kendt som FKA Twigs synes at være lige så henført og betaget af sine fraktale sange som lytteren optimalt også er det.

Young Turks

21. august 2015

Det er et ritual, vi alle kender. Dansen. Som et magtfuldt diktat, en kærlig gennembankning, headbang i hovedlandet, tango jalousi, booty-dans, bounce, en forlokkende dervishdans bag syv slør, en kinddans eller breakdans, lidt svingom, måske endda en slyngom. Solo, par, rundkreds, futtog. Og musikken har en del at sige i dén ligning. For eksempel fortæller trance technoens hvirvlende og gurglende arpeggio os, at vi skal danse med hvirvlende og plukkende armbevægelser. Hiphoppen taler til røven, så meget er etableret. Metalmusikken dikterer en mere primal amok. EDM-genren har allerede kopieret punkens og metallens amokteknikker, såsom moshpitten, hvor man smadrer ind i hinanden, mens maskinmusikken fortæller os at, ja, vi kommer fra den mest primale natur.

I hedonismens navn

Musikken informerer os om de mest oplagte reaktioner på dens lydbølger, altså hvilken form for dans, der er mest nærliggende. Hele musikkulturer eller stammer synes at blive formet eller i hvert fald stærkt påvirket af musikgenrernes varierende kropsappeller.

Et afgørende skift i dansekulturen opstod ikke overraskende samtidig med et afgørende skift i musikkulturen. Nemlig da klubmusikken fjernede fokus fra vers-omkvæd og lækkert forsiret popproduktion til bas-og-tromme-fikseret kropsretorisk funktionalisme. Det skete i skiftet fra 70’ernes disco til 80’ernes house/techno og især den efterfølgende rave-kultur. Her bevægede man sig fra ’dress to impress’ til ’dress to sweat’ – altså fra at se godt ud på dansegulvet til at te sig herligt åndssvagt i hedonismens navn.

Britiske FKA Twigs tilhører vist mest af alt den første kategori. Det er en abrupt ophugget r&b, der taler et hyperæstetisk og nærmest kubistisk sprog til os. Gennem støjstrukturer, klapperslangeadvarsler, kæntrende synth, industrimaskineri og Twigs’ egen ekvilibristiske vokal fortælles om kontrol, om forførelsen før fuldbyrdelsen, længe før udløsningen.

Der er ingen wall of death eller boogiedans under påvirkning af Twigs’ spritnye, tredje EP – den første efter hendes debutalbum – med titlen M3LL155X. Vi bliver i stedet udsat for en tveægget forførelsesteknik, forstået på den måde at 27-årige Tahliah Debrett Barnett synes at være lige så henført og betaget af sine fraktale sange som lytteren optimalt også er det. De mystisk betonede lag af lyd søger at hvirvle os ind i en elegant kompleksitet, der gør os rundtossede og danselystne på samme tid. Forstuvninger er helt klart en risiko, hvis man giver los, så gør det med måde, folkens.

Inderlige amatører

Som man ved, hvis man har været til FKA Twigs’ koncerter, så er det i høj grad musik, der passer bedre til hendes anselige evner som professionel danser end vores som inderlige amatører. Hun formår som få at give sin musik kødelig form og artikulation i en slangende, pumpende, cirklende, akrobatisk danselingo.

M3LL155X er produceret af amerikanske Boots, der også drejede knapper på en del af Beyoncés seneste, formidable album. I selskab med Twigs har Boots’ evner resulteret i en mere offensiv og heterogen blanding af elementer i forhold til tidligere; ormegårde af spøgelsesklange, opbrudsrytmik, stærk dynamisk bevidsthed og provokerende pauseringer. Der er kommet flere lag og mere udfordring i hendes lyd, og det klæder hende. Så mangler vi bare at lære at danse ordentligt til skidtet.

Ellers kan vi også bare lade som om, vi har skruet lidt op for hastigheden på vores gamle Prince-plader og så nyde et løssluppent kardio-kalas, når Seven Davis Jr. genopfinder den lilla funk i datadisciplineret springform. Universes er et kinky, stramt tæskende album, der tvinger halebenet til at skrive under på alskens sjofle bevægelser i lysternes mørkekamre.

Og når 34-årige Seven Davis Jr. ikke lyder som Prince bygget af hydraulisk pumpende titanium, så lyder han som en lummer baggårdspuma med en pels af bas eller som en house-gud udnævnt af Daft Punk.

Jr. er født i Houston, vokset op i Los Angeles og skolet som gospelsanger på en streng diæt af Michael Jackson, Stevie Wonder, Aretha Franklin og netop Prince. Og ligesom disse ikoner, så er det ikke kun kærlighedsbudskaber, der sprøjter fra ham, men også bekymringer over menneskehedens dårskab, som trækker lysledere gennem de mere sobre tracks. Her er for eksempel en samtale mellem Seven og hans computer: »Seven, why do humans fight?/Computer, yes, that’s a very good question/Why do humans just not love eachother and not fight?«

Jeg kan slet ikke vente med at svede mere til den her musik. »I bet you never had a love like this before.« Show me, Seven, show me.

Charmerende

Så er Hertfordshire-duoen Maribou State anderledes sval og behersket – melankolsk, kunne også være ordet. I forlængelse af James Blakes gennembrud med en subbas-soulmusik virker Portraits ikke ligefrem som et jordskælv, men der er nu en egen luftig charme over menageriet. Tænk solnedgang, rosé og ikke skyggen af politisk diskussion i den grillfarvede sommerluft.

Gæstevokalisterne skønsynger akkurat så tempereret, at det ikke bliver til dum wellness, mens Liam Ivory og Chris Davids konstruerer sig ud af den største gæld til Blake og deslige. Det sker ved at bygge – ofte samplebaserede – laginddelinger, som akustisk modarbejder hinanden, ja, altså behersket. Og dermed opbygger de en fiktion om en række af rum i musikken – og en friktion mellem disse. Det er virkelig charmerende, nogle gange for charmerende, hvilket især kan tilskrives en lidt for pæn sangskrivning, der et par steder kæntrer i sentimentalitet. Men mestendels rummer Portraits gnidningsmodstand nok til at holde kroppen kørende i cirklende mønstre – endda ofte mønstre af den variant, som afholder en fra at spilde sin drink.

FKA Twigs: ’M3LL155X’ (XL Recordings/Playground) Seven Davis Jr.: ’Universes’ (Ninja Tune) Maribou State: ’Portraits’ (Counter Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu