Læsetid: 4 min.

Kunstens nulpunkt

Der er i øjeblikket et stort fokus på 1960’ernes eksperimenterende kunstscene. Og på Stedelijk Museum i Amsterdam kan man i øjeblikket opleve en stor udstilling med den internationale kunstnersammenslutning ZERO
ZERO arbejdede med en ny, optimistisk tro på kunsten efter de mørke efterkrigsår. Brugen af industrielle materialer var en måde at bryde med tidligere dogmer – nu kunne alle blive kunstnere.

ZERO arbejdede med en ny, optimistisk tro på kunsten efter de mørke efterkrigsår. Brugen af industrielle materialer var en måde at bryde med tidligere dogmer – nu kunne alle blive kunstnere.

Gert Jan van Rooij

14. august 2015

ZERO er begyndelsen, ZERO er stilheden, og ZERO er hvid, kan man læse på væggen ind til udstillingen ZERO: Let Us Explore the Stars på Stedelijk Museum i Amsterdam. Ordene er blot et udpluk fra kunstnergruppen ZERO’s manifest fra 1963, som man altså kan læse i sin helhed, inden man begiver sig ind i den store og omfattende udstilling, der fylder hele museets kælderetage. ZERO blev startet som kunstnergruppe af tyske Heinz Mack og Otto Piene i 1957, men blev et hurtigt voksende netværk af international karakter, der havde forbindelser til andre avantgardebevægelser som den hollandske Nul-gruppe, de franske Nouveaux Réaliste, italienske Azimuth og japanske Gutai. ZERO-gruppen – og dermed også udstillingen på Stedelijk – omfatter med andre ord flere af efterkrigstidens store navne som Yves Klein, Pierre Manzoni, Yayoi Kusama og Jean Tinguely.

At den nuværende udstilling er at finde på Stedelijk giver særligt god mening, da museet i 1962 var den første større institution til at udstille ZERO-kunstnernes værker og derved blev, hvad museet i dag beskriver som en vigtig platform for den eksperimenterende kunst. En kunst, som ingen andre i den etablerede kunstverden havde den store tiltro til. På udstillingen er der en naturlig vægtning af den hollandske fløj af ZERO-gruppen med kunstnere som Herman de Vries og Jan Henderikse, selvom man kan opleve værker af ikke mindre end 39 kunstnere i udstillingen. Og er man interesseret i 1960’ernes avantgardekunst, er Stedelijks udstilling uden tvivl et besøg værd, da museet på grund af sin vigtige rolle for ZERO har en stor samling af værker relateret til gruppen samt en stor mængde spændende arkivalier, der knytter sig til kunstnerne, deres udstillinger og performances.

Hvid kunst

Udstillingens første store rum er hvidt i hvidt, og man kan et kort øjeblik blive næsten sneblind, når man forsøger at fokusere på rækkerne af hvide kunstværker på hvide vægge. Den insisterende hvidhed har en pointe, for noget af det ZERO er mest kendt for, er deres hvide lærreder, som de selv betragtede som et brud med tidligere kunstnertraditioner. »Hvid er overflod« kan man blandt andet læse på et af Herman de Vries tekstbaserede værker, og der er ganske rigtigt en overflod af nuancer af hvid og hvide materialer her, selvom det desværre ikke adresseres i udstillingen, hvorfor det primært var et fravær af farve, der for ZERO-kunstnerne blev det ultimative nulpunkt. Udstillingens værker handler dog ikke udelukkende om hvidhed, og i flere af de andre rum er der malet stærke farver på væggene for at understrege, at ZERO’s kunstnere ligeledes eksperimenterede med monokromer i andre farver. Vel nok mest kendt i dag er Yves Kleins værker i hans egen patenterede, blå farve, som man også kan opleve på udstillingen.

Her kan man desuden opleve ZERO-kunstnernes eksperimenter med industrielle materialer, som for eksempel hollandske Armandos væg fyldt med bildæk og Henk Peeters væginstallation Akvarel bestående af små plastikposer fyldt med vand, der hænger sirligt side om side. For ZERO var brugen af industrielle materialer en måde at bryde med tidligere dogmer for kunsten, ligesom materialerne gav friheden for alle til at kunne blive kunstnere. Også lys blev for mange af ZERO-kunstnerne symbolet på innovation og en ny energi, og i udstillingen kan man se flere værker, der eksperimenterer med lys, bevægelse og lyd som for eksempel Heinz Mack, Otto Piene og Günther Ueckers fælles Lichtraum fra 1964, hvor forskellige små maskinerier skaber et smukt spil af dansende lys og skygger i en lille performance.

Nye kunsthistorier

ZERO: Let Us Explore the Stars indskriver sig i en større tendens til at beskæftige sig med 1960’ernes eksperimenterende kunst. Således kunne man på Guggenheim i New York sidste år opleve udstillingen ZERO: Countdown to Tomorrow, og i foråret i Berlin kunne man se udstillingen ZERO: The International Art Movement of the 1950s and 1960s på Martin-Gropius-Bau. Herhjemme har 60’er-bølgen også ramt med en udstilling som What’s Happening på Statens Museum for Kunst, ligesom der til efteråret åbner en stor, retrospektiv udstilling på Louisiana med Yayoi Kusama, der nok mest er kendt for sine prikkede værker, men som man også kan opleve på Stedelijk med en installation bestående af en båd fyldt med små, hvide stof-fallosser.

Måske fordi fortællingen om Stedelijk og ZERO er så oplagt en del af fortællingen om 60’ernes avantgardekunst netop i denne udstilling, kommer den til at stå i vejen for en fortælling om ZERO’s forhold til de politiske og sociale samfundsomvæltninger, der ligeledes prægede 1960’erne. Noget, der måske besvares i ZERO-udstillingerne i New York og Berlin, men som man savner i den ellers dybdegående og spændende udstilling på Stedelijk. For hvorfor var det for eksempel så vigtigt for ZERO at udstille på en etableret institution som Stedelijk, når gruppens kunstnere samtidig ønskede at bryde med den etablerede kunst? Hvad var ZERO’s forhold til de politiske omvæltninger, der fandt sted i 60’erne og hvorfor var det internationale samarbejde så vigtigt? Og ikke mindst, hvor var alle de kvindelige kunstnere i ZERO? Ud af de 39 kunstnere på Stedelijk-udstillingen finder man nemlig kun to kvinder – Kusama og italienske Nanda Vigo. Var det virkelig kun mændene, der kunne udforske stjernerne i ZERO?

Zero: Let Us Explore the Stars. Stedelijk Museum, Museumsplein 10, 1071 DJ Amsterdam. Indtil den 8. november 2015.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu