Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Lad imponaden flyde

Garvede musikere mødes, spiller hinandens numre og rørende øjeblikke opstår. Blanke øjne! Dybfølt ros! Faglig stolthed! Toppen af poppen er vellykket musikalsk feelgood-tv
Kultur
21. august 2015
I ’Toppen af poppen’ er der hverken vindere eller tabere. Musikerne mødes som kolleger. Fra venstre: Stine Bramsen, Lars Lilholt, Isam B, Shaka Loveless, Sebastian, Oh Land, og Mattias Kolstrup i en ny omgang.

I ’Toppen af poppen’ er der hverken vindere eller tabere. Musikerne mødes som kolleger. Fra venstre: Stine Bramsen, Lars Lilholt, Isam B, Shaka Loveless, Sebastian, Oh Land, og Mattias Kolstrup i en ny omgang.

TV 2

Nu er jeg ikke den, der har noget grimt at sige om X Factors Danmarksmesterskab i pop for opkomlinge. Men det slog mig, at TV 2’s underholdende musikprogram Toppen af poppen, som lige har indledt sin femte sæson, på mange måder gør præcis det modsatte af X Factor og de andre konkurrencedrevne talentshows.

Her hersker der helt fra begyndelsen ingen tvivl om, at deltagerne er talentfulde, det er slet ikke til diskussion. Her er hverken vindere eller tabere, musikerne mødes som kolleger frem for konkurrenter.

Toppen af poppen har gang i et godt og anerkendende fagligt miljø. I sæsonens første to udsendelser, er det Shaka Loveless og Lars Lilholt, der får fortolket deres numre af Mattias Kolstrup fra Duné, Sebastian, Stine Bramsen, Isam B og Oh Land.

Hvor X Factor dyrker og forcerer en fortælling om talent, der bliver opdaget, fokuserer Toppen af poppen på den anden store fede standardfortælling om musikere: Hvordan inspirationen rammer. Indimellem numrene fortæller hovedpersonen, hvordan numrene er opstået og tilfredsstiller alle behov, fans måtte have for at høre deres sange som betroelser om skrøbelige situationer i deres vilde liv. Det behov er der jo bare: Når man er fan, vil man gerne være fortrolig med sit idol og tæt på sin halvgud. Sådan er det.

Organiseret kæderos

Halvguder er de ellers ikke meget for at være, deltagerne. Shaka Loveless taler om at finde sig til rette som kendt ansigt og om, hvor ærgerligt kendthed som mål i sig selv er. Fordi det handler om musikken, om at øve sig og elske at spille, uanset hvor mange der klapper af en. Det er et ældgammelt håndværk og skal ikke gøres til mere, end det er, siger han. Med den morale placerer han programmet i den modsatte grøft af amatørkonkurrencerne, hvor dommerne altid er ivrige efter at sætte deres sangere op på den første og den bedste piedestal. Toppen af poppen viser musikerne som kolleger, der er stolte af deres egne ting og imponerede af hinandens, men selv om de ikke vil gøre det til »mere, end det er«, kommer de ikke uden om heltestatussen. Der er væsentligt flere viftende øjenlåg og grødede stemmer, og mere tagen sig til hjertet i Toppen af poppen end i andre faglige træf, man kunne forestille sig. Musikerne er både helte for hinanden, deres fans og Vorherre, det ser man tydeligt.

Et af programmets store kvaliteter er også netop, at man kan læne sig tilbage og nyde synet af beundring. Før hver optræden hylder den optrædende det nummer, vedkommende skal spille, og efter hver optræden hylder ophavsmanden og de andre deltagere på skift den form, den musikalske hyldest har fået.

Kæderosen er sat i system, og de gør det godt. Der bliver sagt »du er en stjerne!« og svaret »nej, du er!«.

Shaka Loveless og Lars Lilholt står indtil videre lige i disciplinen klædelig beundring (min X Factor-inficerede hjerne sniger åbenbart konkurrenceelementer ind, hvor de ellers var blevet smidt ud). Shaka Loveless er ydmyg og usnobbet, og så er han rigtig dygtig til at variere sine udtryk for oprigtig begejstring. Lars Lilholt gør det nemt for ham med en virkelig fin countryversion af Tomgang.

Lars Lilholt er mere fåmælt, hans anerkendende nik og tørre konstateringer vejer godt til. Det er fedt at se en, der føler sig så meget hjemme i sin egen musikalske autoritet, være så starstruck og imponeret, som Lars Lilholt er af Sebastian. Der er helt åbenlyst tale om en af de helt gamle helte i hans liv.

Håndværkere og helte

Heldigvis kan de indtil videre alle sammen finde numre at hylde og holde af i hinandens bagkatalog.

Det gav en mærkelig stemning ved bordet, dengang i sæson 2 da Anne Linnet i sin fortolkning af Brødrene Olsens musikalske bedrifter valgte at omskrive både tekst og melodi i Smuk som et stjerneskud, så der stort set kun var ordet stjerneskud tilbage fra originalen.

Langt de fleste musikalske optrædener i Toppen af poppen viser numrene fra nye sider, og der er flere eksempler på, at ophavsmanden genfinder interessen for en sang, der ellers var lagt i dvale.

Jeg er ikke helt med på Isam B’s sammenfletning af Shaka Loveless’ Jeg græder for mit kvarter og hans egen I Danmark er jeg født, der virker som en blind passager i det nummer, det egentlig skulle handle om. Lidt som at holde en tale for en ven og tale mest om sig selv.

Mens de tilblivelseshistorier, der bliver fortalt hen over bordet, understreger sangenes forbindelse til et levet liv, taler deltagerne efter hvert nummer om, at den optrædende gjorde det til sit eget. Numrene skal åbenbart både hyldes og erobres.

To af de yngre musikere: Mattias Kolstrup fra indiebandet Duné og Stine Bramsen føler sig ikke hjemme i de danske sangtekster og vælger at oversætte dem til engelsk. Der bliver talt en del om, hvilket sprog man synger på. For Lars Lilholt er sproget en kæphest, dansk er det sprog, som danskere kan mærke med huden, siger han. Sebastian nikker lidt i baggrunden, og Shaka Loveless fortæller om de dansklærere, der gjorde ham opmærksom på, at han skriver godt på dansk.

Toppen af poppen veksler hele tiden mellem den slags værkstedsdiskussioner, hvor deltagerne taler sammen som håndværkere, og overstrømmende bifald, hvor de anerkender hinanden som de helte, det er en del af deres job at være.

’Toppen af poppen’, TV 2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her