Læsetid: 4 min.

I lys og meget mørke

Moesgaards nye permanente oldtidsudstilling er imponerende, men ikke uproblematisk
17. august 2015

Den vældige nye museumsbygning peger fra himlen ned i jorden som en kæntret tidslinje i beton. Man skulle tro at skaberen (Henning Larsen Architects) havde gravet den ind i højene omkring det gamle museum syd for Aarhus, men snarere har de opkastet en høj omkring konstruktionen, der derfra tager afsæt mod hhv. himmel og jord.

Det er i denne ramme, en vurdering af den nye permanente udstilling af Danmarks oldtid med hovedtrofæet Grauballemanden som centrum, må tage sit udgangspunkt. Og gør dette så meget desto mere i den demonstrativt store trappe, der fører fra aula med museumsbutik og adgang til særudstillingerne dybt ned i fortidens permanente nyopstilling.

På vejen ned i dybet passerer den besøgende menneskehedens fjerne forfædre med den lille hobitagtige, ikke desto mindre ægte, forkvinde Lucy øverst til en nutidsudseende blond middelhøj livagtig viking a la bonderøv i bunden. Herfra begynder den vandring rundt i oldtidens efterladenskaber – forudsætningen for at begribe Johannes V. Jensens konstatering: »Hver spån du finder i Danmarks jord, er sjæl af dem, der har bygget riget.«

Ethvert nationalhistorisk museum står over for grundproblemet at levendegøre de gamle og godtgøre digterens påstand, at håndens arbejde er åndens spor.

Den bestræbelse har Moesgaards folk ikke sparet meget for at anskueliggøre. Med hiv og sving, til tider lige på kanten af, hvad materialet kan bære, søges og hævdes mennesket bag sten og jern i daglige redskaber og krigens våben. Sådan skal det nok også være, såfremt et nutidigt mediebevidst publikum gider gå med på komedie. Moesgaard har desuden fine ting i samlingen og kan i både national og international forstand hævde sig ved moselig og våbenfund. Illerup Ådal eller Alken Enge offergaverne disker ikke mange andre op med, disse myriader af stik og hugvåben, skjoldbuler og andre soldaterlevninger, der efter alt at dømme er ofret efter diverse slag i lokalområdet over en 200-årig periode i jernalderen.

Spørgsmålet er jo, hvad man stiller op med sådanne mængder af trods alt ens artefakter. Her løser Moesgaard opgaven smukt, udnytter bygningens dramatiske niveauforskelle, og hænger en del af tingene op, så man får fornemmelsen af vægtløshed i en mosesump. Dertil kommer den begavede understregning af standardudstyr, der gjaldt for datidens krigere eller soldater: et spyd, et sværd, et skjold, en redekam (man kan jo godt soignere sig, selv om man slår folk ihjel); kriger efter kriger formentlig samme masseproducerede udstyr. Fint set og anskueliggjort. Men fristelsen til at fortælle selve ofringen eller ofringerne, herunder henrettelsen af krigsfanger, har været stor, på væggen i gentaget versionering kan man se hvordan. Ja, eller også foregik det ikke sådan.

En enkelt gang eller tre kan man godt få følelsen af, at museumsfolkene med alt det forhåndenværende elektroniske legetøj ikke for alvor dybest nede i deres redebonne sind tror på gæsternes egen tankekraft og fantasi og hermed gentager og forstærker den trend, der allerede er gammel i branchen. Iveren efter at kunne alt, vise alt, anskueliggøre og demonstrere endnu mere, tager – for at sige det som det opleves af en vranten anmelder – der dog også har sin ret, overhånd på det nye Moesgaard og efterlader den besøgende i en egen tidstypisk museal rastløshed; en accelererende følelse, der først forløses, når man, lettet over at pligterne er forbi, endelig rammer museumsbutikken, hvor man så også kan komme til at eje en stump fortid, om end forloren. Et sted mellem den elektroniske pædagogiks utallige muligheder og arkæologens mere klædelige puritanisme med hensyn til den historiske sandhed ligger vel det museumsmæssige ideal, som Moesgaard således ikke har indfriet trods alle disse jo i bund og grund agtværdige bestræbelser.

Paradoksalt nok består arkæologiens og for den sags skyld historiens gerning som bekendt i at bringe fortiden frem i lyset; arkæologens dont ved at gribe en spade og grave, til tingen ligger blottet i dagslys til fælles beskuende erkendelse. I Moesgaard (og mange andre steder også udenlands) går man den modsatte vej: tager fat i de afdækkede sager og anbringer dem i mørke, så folk med briller og andre småhandikap tumler en anelse konfuse rundt i snævre passager mellem halvt oplyste montrer, andre desorienterede gæster – i øvrigt i halvmørke med et væld af digressioner i vægge og loft, på skærme og levende billeder i storformat, så man rundtosset midt i benovelsen over alt det, de dog kan, i sit stille sind ville ønske, de kunne bare trekvart så meget. Omkring på arealet, svært – for ikke at sige umuligt at overskue – op og ned ad trapper er udmattede folk sunket om og kommer sig så småt, mens én og anden nok spekulerer over, om fortiden ikke også af og til henlå i stille dagslys?

Eksempelvis de store berømte offerkedler fra jern- og bronzealder var vel mestendels beregnet til at vise sig frem i solens klare skin, eftersom vor store stjerne jo var en yndet genstand for gudsdyrkelse.

Dette blot sagt til høflig henstillet overvejelse ved næste nyopstilling, den kommer før man tror det, at der er andre muligheder end kunstlys og gesvejsninger på et historiemuseum. I mere alvorlig tale bibringes vi vankundige nemt den forestilling, at de dengang levede i totalt mørke kun oplyst af talende hoveder i brystbillede og spots fra neden og fra oven. Man skal altid huske at beskue fortiden med datidens (kyndige) øjne, som dansk kildekritiks fader Kr. Erslev sagde så smukt.

Tyndede Moesgaard en anelse – eller lidt mere end en anelse – ud i den formidlingsmæssige støj, der allerede virker en lille smule altmodisch, kunne museet gå hen og blive mere end en bygningsmæssig attraktion for Aarhus og omegn med fantasiens mindre påtrængende, mere stilfærdige sekundant for gæsterne samt lærested for fremtidens museumsindrettere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu