På engelsk har de den meget fine, brede genrebetegnelse life writing. Den dækker over mere end selvbiografien, det kunne være dagbøger, breve, erindringsfragmenter, vidnesbyrd, notesbøger, hvad som helst, der dokumenterer et levet liv. Hanne Højgaard Viemoses anden bog Mado kan nok bedst læses som den slags skrift fra livet, også selv om der står ’roman’ på omslaget og selv om dens stadige pøsen af ord på siderne nogle gange slår over i fiktioner. Så skifter den fra jeg til Hannah eller Anne, så sker der ting, man har lidt svært ved at tro på, faktisk er sket.
Mado, det hedder den, er koreansk-engelsk for både mor og morder. Bogens jeg – Hanne, Hannah, Anne? – fik angiveligt et barn i Korea som helt ung og forlod det efter et år. Nu får vi scener fra den koreanske svigerfamilie, og scener om det bumsede, liderlige, ludfattige backpackerliv i New Zealand og Australien, anekdoter om at blive voldtaget og om at være en magnet for kaos. Så vender hun hjem til Danmark, Mados fortæller. Hun vil studere og glemme barnet, hun drømmer om at skrive et speciale om hestemennesker på Island og møder sin nye mand deroppe, finder ud af, han er psykisk syg, får to børn med ham. Senere er hun mor på dagpenge i Gellerup, bryder sammen og må klare dagene alligevel. Se bare her:
»Afleverede drengene og tog direkte til lægen, jeg ka ikke klare det mere, siger jeg, får en stol at tude i, tager hjem, ringer til min psykolog, kan få en tid om 14 dage, ringer til psykiatrisk hospital, jeg er brudt sammen, siger jeg, men jeg har ingen psykose, har ikke taget mit liv, tag hjem og slap af, gå til egen læge, jeg ryger fem smøger i streg, kaster op, slår ansigtet mod vasken til det smager af blod, får en følelse af virkelighed, henter drengene kl 16, vi tar i bazaren og spiser på den libanesiske over for Café Roma, drengene får ris og kylling med tomater, jeg holder en cola mod mit hovne ansigt, Björn taler uafbrudt, Dagur er begyndt at sige min.«
Det eksempel er fra bogens anden halvdel. Undervejs skrider Mado nemlig ud. I begyndelsen er den skrevet i en art tilbageblik, dette skete med mig i min ungdom, til slut er den skrevet midt i kaos, fra en fucked up uafvendelighed. Man kunne også sige: i begyndelsen vil Mado være en reel historie, munter og sårbar og hård i filten, lidt ligesom Viemoses debutroman Hannah. Men så begynder den at bryde af, køre ud af tangenter og lader os se med om bag tæppet. »Her mangler en eller anden overgang til det jeg nu vil fortælle,« som der står der undervejs.
Man kunne også sige: Som hel bog er Mado en rodebunke. Til slut er al forestilling om sammenhæng opgivet, i stedet får man noter fra dagenes gang. Der er ingen ende på det, ingen udgang, ikke nogen livsbue, kun den svageste antydning af en større komposition.
Smertelige øjeblikke
Til gengæld er der en hård humor undervejs og nogle vilde og smertelige øjeblikke, gerne på samme tid. Viemose skriver scener eller måske snarere crescendoer med en lakonisk intensitet og en fin økonomi. Her er vi til litteraturfestival for debutanter, jeget er lige blevet mor igen:
»Tilbage til hotellet, det trækker i brysterne, da jeg springer ud fra elevatoren, allerede da ved jeg, at det er glippet for Jussi, at det er blevet ham for meget, jeg ramler frontalt ind i Henrik Nordbrandt, som ikke kan komme på nettet, min drengur skriger fra værelset hvor Jussi i panik er ved at fodre ham med kogende fløde.«
Man hører ikke mere om den situation. I Mado stopper ordene og scenerne med et smæld det øjeblik, de kulminerer. Men et andet sted står der om børnene, at de med deres far »har vænnet sig til at godnathistorien varer hele natten«. Og det er vel det, bogen handler om, den fornemmelse af en verden, der ramler, og denne følelse, hvor intimitet og kærlighed og utryghed og overgreb flyder sammen i en grødet vælling. Det er dens motor og styrke.
Så lever man med, at Mado også skejer ud, går i tomgang, pludselig slår om i en helt indadvendt noteform, optrykker gamle romanudkast. Om ikke andet er det udtryk for en skrift i bevægelse, et forsøg på at fange alle de stemninger, der kan være i det smadrede liv. Et sidste glimt, jeget er hos lægen, hun har angst, hun er forfatter: »Og hvad med graviditeten, var jeg lykkelig. Både og, jeg var lykkelig for barnet, det kommende barn, men forholdet til barnets far, vi stod for en skilsmisse.
Mit erhverv og min økonomi. Jeg sagde det som det var. Så anbefalede hun mig en abort.«
Og så et nyt kapitel. Heller ikke den scene vender Mado tilbage til.
Hanne Højgaard Viemose: Mado. Basilisk. 220 sider. 275 kroner.
Hanne Højgaard Viemose optræder på Louisiana Literature i denne weekend
