Det er ikke noget nyt fænomen, at sexisme, kvindehad og popmusik alt for ofte går hånd i hånd – tænk bare på et nummer som The Rolling Stones’ »Brown Sugar« fra 1971, som handler om sorte slavegjorte kvinder, der bliver voldtaget i USA’s sydstater – og hvor voldtægtsmændenes, de hvide plantageejeres, blikke og begær efter »brun sukker« er den eneste vinkel, der er repræsenteret. Og det er bare ét eksempel blandt uendeligt mange.
Kvindehad og sexisme er, som Jenny Stevens fra musikmagasinet NME siger til det amerikanske magasin Stylist, grundfortællinger i popkulturen – og ikke mindst i popmusikken.
Fortællinger, der gentages igen og igen, og som måske ligefrem kan være med til at opretholde denne »patriarkalske kultur,« hvor »kvinder historisk og traditionelt er blevet undervurderet og undertrykt«.
Derfor er det vigtigt, at disse fortællinger bliver påtalt og kritiseret, men det er også vigtigt, at det bliver gjort grundigt, og at man tager højde for de forskellige niveauer, som et musiknummer skaber betydning på – altså gennem lyrikken, musikken og eventuelt også en medfølgende musikvideo.
Mandens natur
Ifølge det britiske musikmagasin NME er Kevin Parker, som er manden bag det australske band Tame Impala, blevet anklaget for sexisme på baggrund af nummeret »’Cause I’m A man« fra bandets nyeste plade, Currents. Og det er da også en skarpt optrukket parforholdskarikatur, der sætter scenen i nummeret: Den mandlige hovedperson vågner ved, at den brutale morgensol sender chokbølger igennem hans sandsynligvis tømmermændsramte kranie og kaster lys over nattens drama, hvor han – vistnok ret utvetydigt – har opført sig som en idiot. Pigen ved hans side spørger ham fortvivlet hvorfor, hvortil mandens noget desperate svar på tiltale bliver, at han ikke kan styre sig, ’fordi han er en mand’, som han synger i sangens sexet vuggende omkvæd.
Men på trods af denne ret gammeldags opdeling imellem mand og kvinde – og et blik på kønsrollerne, hvor det antages, at naturen har skabt manden på én måde og kvinden på en anden – kommer nummeret for mig i langt højere grad til at fremstå som en ironisering over den egocentriske mandefigur, der bruger de stereotype forestillinger om, at mænd fra naturens side er programmeret på én bestemt måde, til at undskylde sin uansvarlige opførsel.
De selvironiske dimensioner i og omkring nummeret er nemlig af galaktiske proportioner. For det første, fordi Kevin Parker har udgivet en musikvideo til nummeret, hvor muppetlignende dukkeversioner af Parker selv og hans hyrede band ’spiller’ »’Cause I’m A Man«, mens de med lækkert garnnøglehår og himmelvendte øjne virkelig føler sangen og sig selv. En video, der således står i stærk kontrast til for eksempel Robin Thickes svendestykke i brutal sexobjektificering og visuel såvel som verbal voldtægtsretorik fra sangen og musikvideoen »Blurred Lines«. Hos Tame Impala er der – i modsætning til hos Thicke – ingen forsøg på at ignorere nogens manglende samtykke. Der er ingen nøgne kvinder i videoen, og blikket er dermed udelukkende rettet imod den marionetkarikerede narcissistiske rockstjerne, der på ironisk vis nyder sin mandighed og sin vellydende guitar.
For det andet virker »’Cause I’m a Man,« der er nummer ti på det tretten numre lange Currents, som en ironisk oase i et ellers alvorligt musikalsk landskab. Dels med sit nærmest karikeret oversexede bløde synthesizertema samt med det uh-korssimulerende guitartema i omkvædene. Og dels med Kevin Parkers bløde John Lennon-klonede vokal, der er skubbet helt op i sit allerhøjeste og mest androgyne toneleje, hvilket skaber en interessant ironisk spænding i forhold til det syngende jegs udsagn om, at han grundlæggende bare er en driftsstyret hulemand.
Alvorlig produktion
Det er en selvironisk oase, der i øvrigt falder på det helt rigtige tidspunkt i det ellers meget selvhøjtidelige og alvorlige univers, som pladen – blandt andet i kraft af den ultraskarpe og perfektionistiske produktion, hvor ikke et eneste anslag i noget instrument virker tilfældigt – etablerer. Produktionen på Currents adskiller sig fra Tame Impalas tidligere albums ved at lade instrumenterne være spillet langt mindre legende.
Det er mindre psychedelisk rock og mere mørkt alvorligt dansegulv, og selvom der stadig er et flyvsk trommefill og nogle catchy melodiske guitartemaer hist og her, er numrene på Currents i langt højere grad end tidligere bundet op på lavavarme synthesizerflader, der flyder rundt over de stramt spillede tromme- og basgrooves.
Currents starter med det lettere stressende »Let it happen«, hvor et alarmerende synthesizertema presser sig fremad på et pulspumpende lilletrommebaseret beat. Temaet og senere vokalen maser sig ind over en tretaktsperiode – i modsætning til de firetaktsperioder, som det meste popmusik er baseret på – og det bidrager til den intense stemning, hvilket igen understreger alvoren i lyrikken, der kredser om et – måske suicidalt – begær efter at forsvinde. Ligesom pladens tredje nummer, »Moments«, der også har et meget fremaddrivende beat, synes at kredse om det syngende jegs nyvundne indsigt i, at et eller andet – sandsynligvis døden – kommer nærmere hele tiden – senere repræsenteret ved et lettere dystert strygertema, spillet på synthesizer, som overtager lydbilledet og leder over til nummerets outro.
Hvor Kevin Parker på pladerne Lonerism og InnerSpeaker i høj grad dyrkede en udpræget naiv lyrisk tilgang, der spillede sammen med den psykedeliske rock på pladerne, har lyrikken på Currents langt mere karakter af at være båret af ret ligefremme break up og post-break up monologer, og det mest gennemgående tema i lyrikken på Currents er en anden kliché fra popmusikkens historie – det forliste parforhold.
Lyrikken kredser i forlængelse heraf om det at komme videre og om det at sige farvel til tosomhedens snævre, selvomsluttende univers og møde den store åbne verden og alle de muligheder, som den tilbyder. Stærkest trukket op på nummeret »Yes, I’m Changing«, hvor lyrikken i nummerets klimaks lyder: »There’s a world out there and it’s calling my name / And it’s calling yours / girl, it’s calling yours too.« Kevin Parker synger ordene med en træt inderlighed oven på et lige så træt, men velswingende tromme- og basgroove, og hverken lyrikken eller den musikalske fremførelse lægger således op til, at disse udsagn skal tages med et gran ironisk distancesalt – i modsætning altså til »’Cause I’m A Man,« der i mine øjne skriger på at blive holdt ud i strakt arm.
Det er derfor, når man tager alle disse ting i betragtning, at det bliver svært at læse »’Cause I’m A Man« som et lukket sexistisk udsagn. Og det bliver endnu sværere, hvis man vælger at føje den dimension til, som handler om sangens eget liv ude i musikverdenen. Her har den amerikanske alternative popgruppe HAIM – som består af søstrene Este, Danielle og Alana Haim samt trommeslager Dash Hutton – nemlig lavet et remix af »’Cause I’m A Man«, hvor de med deres kvindelige røster giver omkvædet nyt liv, ligesom de tilføjer et detunet og overmandigt »hey«, der er stemt nogle toner ned, så det lyder dybere og får manderollen til at fremstå endnu mere karikeret.
Det er vigtigt at bemærke, at HAIM ikke – på trods af det ’omvendte kønsfortegn’ i vokalerne – vender sangens logik på hovedet, ligesom en del af de mange parodier på Robin Thickes Blurred Lines for eksempel gør det. Som jeg ser det, bygger HAIM nærmere videre på den karikatur af den selvretfærdige mand, som Kevin Parker har iscenesat og understreger dermed nummerets åbne selvironi.
Tame Impala: ’Currents’ (Modular Recordings)
