Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Et perverst ego

Woody Allen leverer en fin skæbnefortælling med ’Irrational Man’. Denne gang i form af en hudfletning af humanistisk selvmedlidenhed og impotens – båret af en af vor tids pt. største, amerikanske skuespillere, Joaquin Phoenix
Det er en bramfri Woody Allen, vi kan nyde i ’Irrational Man’.

SF Film

Kultur
14. august 2015

Rygtet er kommet Abe Lucas i forkøbet, da han ankommer til en amerikansk lilleby som gæsteforelæser på det lokale universitet. Men han kan ikke leve op til det.

Den berygtede filosofiprofessor er alkoholiseret, impotent, trisser rundt med en tung depression på skuldrene, i en afmægtigt gyngende gangart, med en stolt struttende kuffert under den forvaskede T-shirt.

Hans resignation er åbenbar, men i den ligger der naturligvis en for nogle individer helt utrolig tiltrækkende tragedie. Således både for den desillusionerede og pavlovsk udenomskneppende kollega, Rita, og for den unge, begavede og romantisk forvirrede elev, Jill.

»Han kunne forplumre ethvert emne,« siger Jill med Emma Stones henførte stemme i den voice over-fortælling, der fortæller os at alt det, vi ser i Woody Allens nye film Irrational Man, er et langt flashback.

Og Lucas er – i Joaquin Phoenix’ fortolkning – et stærkt dragende forlis. Hans filosofiske trick er at stille teoretikerne til ansvar for den virkelige verdens praktiske beskidte udfordring af ideernes renhed.

Kant siger, at der ikke er plads til løgn i en moralsk verden. Så hvis du huser Anne Frank og hendes familie, og nazisterne kommer og spørger dig, hvor de er, svarer du så bare sandfærdigt, vil Lucas vide.

Eksistentialisterne fortæller os, at det først bliver rigtig interessant, når mennesket har ramt bunden, lyder det fra Lucas. Selv står han på bunden, faktisk så grundigt at han tør spille på de fordelagtige odds i russisk roulette, flere gange. Det er Woody, den ældres alvorstunge skæbnesvangre hånd, der driver fortællingen om, hvordan et egos lidelser og selvmedlidenhed kan pervertere ethvert godt menneske. Det sker med en række morsomme udfordringer af den analytiske filosofi og af tænkernes teoretiske abstraktioner, men også med en klokkeklar udlevering af humanistens kronisk dårlige samvittighed over at leve et liv i komfort og kedsomhed. Selvhad i fuldt firspring.

Selvfølgelig har Abe Lucas været seks måneder i Darfur for at forsøge at undslippe sin magtesløshed, og selvfølgelig har han nu igen brug for at gribe aktivt ind i virkeligheden for at finde mening i sit liv. Det virker nærliggende for denne skrivebordsboheme at bekæmpe den vestlige humanismes impotens ved at forkaste middelklassens moralsæt. At flygte fra hovedet og lytte til mavefornemmelsen. Så da han på en diner overhører en samtale om en partisk og korrupt dommer, der er ved uretmæssigt at frarøve en kvinde sit barn i en sag om forældremyndighed, så ser han muligheden for at gøre noget godt her i verden. Eller det tror han i hvert fald.

Og således begynder en vesterlændings selvmedlidenhed at bevæge sig fra det selvdestruktive til det blot og bart destruktive. Der citeres fra Hannah Arendt (der skrev den berømte bog Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil om retssagen mod holocaust-organisatoren Adolf Eichmann), og snart viser ondskaben sig, som hun hævdede, at være ak så banal. Og den rent gode gerning viser sig at være et filosofisk fata morgana.

Det er også den bramfri Woody Allen, vi kan nyde i Irrational Man. Der fældes ikke nogen dom over de seksuelle relationer. Og der er egentlig ikke noget tragisk over kollegaen Rita i Parker Posseys bittert komiske skikkelse. Ja, hun knalder udenom med sine kolleger – og hvad så?

Possey formår i hvert fald at give sin figurs skuffede drag om munden noget trodsigt og pragmatisk. Det var dét liv, hun fik. Det var ikke det værste, men det var heller ikke det bedste. Sådan blev det. Imens kæmper Emma Stone mere umage og ikke overbevisende med sin blåøjede, men dybt begavede karakter.

Og Joaquin Phoenix leverer endnu en sublim præstation, efter The Master og Inherent Vice. Det er en fryd at se ham angribe rollen som resigneret, akademisk enfant terrible med sit store komiske temperament og sin kropslige og mimiske brillans.

Irrational Man er ikke en stor cinematisk oplevelse – selvom Allens faste fotograf er Darius Khondji, der har begået pragtpræstationer som Seven, The City of Lost Children og The Beach – for Allen bruger sjældent kameraet til andet end at indramme sine skuespilleres præstationer.

På manuskriptsiden bliver der overforklaret undervejs. Og så lider lydsiden af en åndssvagt tilbagevendende brug af Ramsey Lewis Trio’s 1965-indspilning »The In Crowd«, som bliver ved at trække filmen ind i et jovialt jazzet univers, hvor den slet ikke hører hjemme.

For Irrational Man er egentlig barske løjer. Trods sin klare karakter af lystspil er den også en tragedie. Og tilskuerens lystent investerede sympati i Lucas knuses nådesløst undervejs, og en moralsk diskussion begynder at rase. Desværre får det så også denne ellers fine Woody Allen-film til at ebbe ud i en detektivhistorie om forbrydelse og straf.

Jeg foretrak helt klart Abe Lucas, da han befandt sig i depressionens paralyse. Lige som jeg også elsker George mest i Seinfeld. Fordi det er fra de vingeskudte og skamfulde, at vi får de mest sårende og rammende fugleperspektiver på den menneskelige eksistens. Uanset hvor selvoptagede og selvmedlidende disse individer så end måtte være.

’Irrational Man’. Instruktion og manuskript: Woody Allen. Amerikansk. I biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her