Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Rædsler fra den russiske blindgyde

En roman om Ruslands uddøende racer: de intellektuelle og minoriteterne
Kultur
15. august 2015

Petrusjevskaja er en af Ruslands, ja hele Østeuropas mest spændende nulevende forfattere og dertil et multitalent. Hun er også skuespilforfatter, filmmager, sangskriver og sanger, og da hun blev 70 år, kastede hun sig ud i kabaret med blandt andre Édith Piaf-numre på programmet. Hun har med denne bog begået en forrygende thriller fra det postkommunistiske Rusland. »Grænserne mellem det virkelige og uvirkelige, mellem hverdag og computerspil opløses, og personerne bevæger sig fra de afstukne veje ind i ’andre muligheders haver’«, som det hedder på omslaget.

Hendes placering er også særlig som kvinde i en mandsdomineret verden. Herom sagde hun i et interview i 1993: »Rusland er landet af kvindelige Homer’er ... De er ekstraordinært talentfulde historiefortællere. Jeg er blot en lytter blandt dem.«

Romanens hovedperson Ivan, Nummer Et, er etnograf ved et forskningsinstitut i 1990’ernes Moskva. Han udforsker et uddøende sibirisk folkeslag, entterne. Da det kun kaster en ringe løn af sig, er han også i gang med at udvikle et computerspil »I andre muligheders haver«, som han fantaserer om stor fortjeneste ved. Han repræsenter sammen med den sibiriske shaman Nikulaj-oul, de ’uddøende racer’: Ruslands intellektuelle og de små folkeslag. Ud over entterne møder vi også tjutjunerne, der er menneskeædere, men de spiser kun enttere, der »er bange for at tale om menneskeæderiet. De går ikke til politiet«.

Barske betingelser

Et gennemgående tema for Petrusjevskaja går også igen i denne bog: Rusland er faldet sammen, og de fleste af murbrokkerne er faldet ned over kvinderne, hvoraf mange opfostrer børn alene under barske betingelser.

Det gælder også moderen til Nummer Ets handicappede barn Aljosja. Nummer Et mindes »et hjem for handicappede børn i Dimitrov. De bare ligger. Det stinker. De, der kan, rækker hænderne ud. Har du noget med, som kan spises? Tag mig med hjem. Af en eller anden grund er Aljosja der. Nåh ja, de er blevet smidt ud af lejligheden«.

Nummer Et leder efter en bortført kollega, som han har fået deres chef Panjka til at låne ham masser af dollar til at få løskøbt. Det fører blandt andet Nummer Et til gruopvækkende koncentrationslejre, efterfølgere af Stalins Gulag-system. Han har givet lejligheden, hvor konen og sønnen bor, i pant for løsepengene og bliver slået ned og frarøvet alle pengene. Men chefen bliver myrdet af Nummer Et, og lejligheden bliver måske, måske ikke reddet.

Nummet Et besøger lejligheden i en af flere inkarnationer. Hustruen Anjuta, som han maltrakterer, kan ikke genkende ham, men det kan lille Aljosja. Nummer Et svigter lige så meget, som han elsker Aljosja og Anjuta, »når man er helt tæt på så bliver alt grumset og svinet til af dagligdagen, og alle støder ind i hinanden, sårer hinanden, og kun på afstand flammer denne kærlighed til dig sådan, og det bliver varmt på den måde, jeg elsker jer«.

Mishandlingen af kvinderne får læseren mange grufulde eksempler på, som i romanens start, en dialog mellem Første og Anden, henholdsvis Nummet Et og hans chef. Nummer Et fortæller om en af sine ekspeditioner, hvor han traf en skuespillertrup. Det gik truppens førende skuespillerinde Varjka således: »De voldtog hende, mens jeg så på. Så flåede de hende levende. De huggede hovedet af hende, stak deres hænder ind i blodstrålen, drak blodet. Det var henrettelsen.«

Henrettelsen blev optaget på video, og det samt andre bånd til Nummer Ets forskning gemmes og er del af plottet.

Skræmmende psykopater

Putin nævnes en enkelt gang, hvor Nummer Et vil »rette op på det hele på én gang alle fejl alle fusere … som korporal Napoleon, som underkorporal Schicklgruber, som den ubetydelige Josjka med ansigtspletterne, som USA’s præsidenter, som det såre sjældne uskyldige tilfælde i Rusland vores egen Putin«. Men alle elendighederne i Putins Rusland spiller med: Den vanvittige brutalisering af landet, terrorens hærgen, tvangen til bestikkelse på alle niveauer og informationskrige via medierne.

Om Ruslands kommende generationer hedder det: »Det bliver skræmmende psykopater, der vokser op nu. Penge, spil, underholdning, mord, bortførelser, røverier, druk, ingen bryllupper uden knivstikkeri.«

Ljudmila Petrusjevskaja har fået et stribe russiske og internationale priser. Med en enkelt undtagelse fik hun ikke noget udgivet før efter kommunismens fald. Hun ville ikke have sine værker ødelagt af censuren, så hun skrev til skuffen.

Romanen er meget anbefalelsesværdig, lige som Petruskevskajas andre bøger, som Vandkunsten har udgivet: romanen Det er nat i 2004 og novellesamlingen Der var engang en kvinde, som ville slå sin nabos baby ihjel i 2014. Nummer Et er mildt sagt ikke nogen læse-let-sag, så det kan anbefales at starte med oversætteren Helle Dalgaards efterord, som er en fin introduktion til Petrusjevskajas forfatterskab.

Dalgaard fortæller om et møde med forfatterinden, hvor hun blandt andet sagde: »Nu vil jeg gå over til blindgydesituationen« – og så fortalte hun om, at Rusland var en blindgyde, hvor man ellers havde troet, at lykken straks ville indfinde sig, når man kom fri af ideologiens jerngreb. Men der var blot tale om en bevægelse fra én ideologi til en anden. »For ideologier lover jo altid lykke for enden ad vejen!«

Det må have været uhyre svært at oversætte denne roman fra russisk, men også det har Dalgaard klaret fremragende. Så hvis man ikke helt kan følge bogens hæsblæsende skift, giver det stor fornøjelse at fordybe sig i fantastiske sætninger.

Ljudmila Petrusjevskaja: Nummer Et, eller I andre muligheders haver. Oversat af Helle Thomsen Dalgaard. Forlaget Vandkunsten. 296 sider. 300 kroner.

Ljudmila Petrusjevskaja optræder på Louisiana Literature den 20. og 22. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her