Læsetid: 3 min.

Salander genoplivet

I modsætning til Stieg Larsson skriver Lagercrantz godt, men til gengæld besidder han ikke Larssons rå energi. Fjerde bind i Millenium-serien er ikke nogen god kriminalroman
Det er Lisbeth Salander, der redder fjerde bind i Millenium serien. Her er hun i David Fincher-filmatiseringen af Stieg Larssons første bind i Millenium-serien, ’Mænd der hader kvinder’

Det er Lisbeth Salander, der redder fjerde bind i Millenium serien. Her er hun i David Fincher-filmatiseringen af Stieg Larssons første bind i Millenium-serien, ’Mænd der hader kvinder’

Arkivfoto fra filmen

29. august 2015

Michael Blomkvists tid er forbi. Den kendte svenske journalist, feminist og stifter af tidsskriftet Millenium er begyndt at gruble »over, om han måske skulle søge videre til noget andet«, da vi første gang møder ham i Det der ikke slår os ihjel.

En måned forinden har bladet Business Life, i en artikel med overskriften ’Michael Blomkvists tid er forbi’, affærdiget hans kontroversielle metoder, »der hele tiden skulle lede efter fejl ved erhvervslivet og fastholde en forældet halvfjerdserjournalistik«. Siden er kritikken af ham fortsat på de sociale medier, hvor en række yngre kolleger latterliggør ham med hashtaget #sompåblomkviststid.

Samtidig er Millenium overtaget af en stor norsk koncern, som dikterer flere portrætter af kendte mennesker og mindre af den dybdeborende journalistik, der irriterer annoncørerne og skaffer bestyrelsen fjender.

Det er med andre ord til at forstå, hvorfor Blomkvist hænger med næbet, da han en råkold, regnvåd novembermorgen slentrer gennem et Stockholm, der »syntes af have mistet sine farver«. Det eneste, der kan redde hans renommé og genopvække selvtilliden i redaktionen, er en eller anden form for tungtvejende afsløring. Så da en fyr pludselig ringer og fortæller, at han har en rigtig god historie, indvilger Blomkvist i at træffe ham over en Guinness på den lokale Bishops Arms.

Som de fleste har bemærket har der været en del hype og hemmelighedskræmmeri omkring fjerde bind i afdøde Stieg Larssons Millenium-serie, der for to dage siden blev udgivet samtidig i 26 lande. I modsætning til flere litteraturredaktører og enkelte anmeldere, der har ladet sig irritere over denne specielle forlagsadfærd, er jeg helt med på ideen.

En stor begivenhed

Det er en stor begivenhed, når Blur udsender et album, og der er jo ingen grænser for, hvor vigtig en James Bond-premiere er, så selvfølgelig skal det også være en kulturel begivenhed, når en ny bog med et førsteoplag på i alt 2,7 millioner eksemplarer sendes på gaden. Vil forlagsbranchen overleve, og skal litteraturen sætte mediedagsorden bare et kort øjeblik, er det ikke altid nok at stikke en pressemeddelelse med pris og udgivelsesdato ind i en anmelderkopi.  

Jeg var derfor i godt humør og glad på litteraturens vegne, da jeg cyklede gennem den københavnske nat for at få udleveret min kopi af Det der ikke slår os ihjel i byens største boghandel den 27. august lidt over midnat. Sammen med flere spændte anmelderkolleger, som jeg fik hilst på, og den lille kø af Stieg Larsson-fans, der blev interviewet af både TV 2 og flere aviser, var jeg naturligvis nysgerrig efter at åbne bogen og finde ud af, hvad den kunne byde på, når det kom til stykket.

Lisbeth Salander er bedst

Historien, som Michael Blomkvist får serveret på Bishops Arms, handler om en svensk videnskabsmand ved navn Frans Balder, der forsker i kunstig intelligens. Konkurrenter har tilsyneladende stjålet resultaterne af hans arbejde, hvilket Blomkvist blot har et træt skuldertræk til over for. Først da han får at vide, at Lisbeth Salander har haft kontakt med Balder, fatter han interesse for sagen.

Da Blomkvist og Balder aftaler at mødes, går alt imidlertid galt, og det ender med, at Salander må flygte med Frans Balders otteårige autistiske søn, mens Blomkvist tvinges på jagt efter sandheden i en intrige, der involverer den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA.

I modsætning til Stieg Larsson skriver Lagercrantz godt, til gengæld besidder han ikke Larssons rå energi. Der er ærlig talt ikke ret megen spænding i Det der ikke slår os ihjel for nu at sige det ligeud. Intrigen slingrer i hælene på en endeløs række af personer, der åbenbart alle har et stort behov for at forklare, hvad de tror, der foregår.

Yderligere sløres spørgsmålet om, hvad der egentlig står på spil, af de mange detaljerede passager, hvor forfatteren insisterer på at rulle sin research ud.

Bedst er historien om den knaldhårde hacker Lisbeth Salander, og helt forrygende er hendes kamp for at beskytte og forsøge på at kommunikere med den autistiske August Balder. Drengen viser sig at gemme på et særligt talent for at gengive sine oplevelser på streg. Kan Lisbeth få ham til at tegne den forbrydelse, han har overværet, inden forbryderne slår ham ihjel, er han måske nøglen til gåden …

Lisbeth Salander redder med andre ord romanen, og hendes mange fans skal nok lade sig begejstre af Det der ikke slår os ihjel. Nye læsere får Millenium-serien dog næppe med David Lagercrantz’ lidt for kedelige kriminalroman – men det er vist heller ikke nødvendigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu