Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

I skovens dybe, mørke larm

Danske Myrkur har ladet bjergene svulme, floderne flyde over og skovene fortætte sig på sit nye udspil, debutalbummet ’M’
Kultur
28. august 2015
Med ’M’ viser danske Myrkur for alvor sit potentiale.

Trine and KIm

Sangmuskulaturen er spændt op mod altets storhed, og instrumenterne udblokker den rungende intethed. Med sit debutalbum M viser danske Myrkur for alvor sit potentiale.

Vi åbner op med »Skøgen Skulle Dø«, hvor Amalie Bruun alias Myrkur synger kirkelig koralsang (flerstemmigt med sig selv) hvorefter en tung invasionsstyrke af rock- og folkemusikinstrumenter trækker et dumpt uvejr henover al den klassiske æstetik. Nummeret optrappes til en metalorkan, snart gennemvævet af Myrkurs mange smukke stemmer, nu i strid modvind. Så ebber stormen ud og en ond sump af strygere, gurglende vanvidsstemmer og vistnok strubesang omslutter lytteren. Til sidst er der kun en enkelt klagende stemme tilbage. Et overvældende narrativ er forbi. Skøgen skulle dø.

Tiden synes middelalderlig og skæbnesvanger i Myrkurs sange. »Vølvens Spådom«, »Jeg er Guden, I Er Tjenerne«, »Onde Børn« og »Dybt I Skoven« hedder nogle af sangene. Musikken er fortrinsvis black metal, en genre der i sin stilskabende anden bølge – med afsæt i 90’ernes Norge – var optaget af satanisme og hedenske ritualer, af det hinsidige. Formuleret som unisont haglende elguitarer og elbas, tæskende trommer med dobbeltpedal mod stortrommen (blast beat) og en sanger, der lyder som om lungerne skriges ud (growl).

Men M er ikke kun black metal, men et kontrastfyldt univers af sod og lys. Myrkur growler ikke kun som et underjordisk bæst med – sandsynligvis nedpitchet – brutalvokal. Hun synger også med glasklar, konventionel skønhed. Nogle gange er hun i rockbandets fulde rustning, andre gange alene med klaveret, der i sine harmonier kan minde om Kate Bushs eller måske Tori Amos’ arbejde.

En polymorf kvindeskikkelse

Myrkur er en polymorf kvindeskikkelse i sine sange. Hævner, offer, sjælesørger, åndemaner, forladt, opsøgende, omringet, i baghold. Hun spreder sig i frådende angrebsformationer, og hun hæver sig over den dødelige tummel i svimlende harmoniseringer. Det er en ekspansiv kropslighed, langt hinsides traditionelle kønsroller, som kommer til udtryk på M.

Mens Myrkur stod for stort set det hele på debut-EP’en (undtagen trommer) har hun denne gang indrulleret tunge drenge, meget passende fra den norske metalscene. Garm fra Ulver er producer, Øyvind Myrvoll fra Nidingr spiller trommer og Teloch fra legendariske Mayhem spiller bas og guitar. Hertil kommer musikere på horn, strygere og traditionelle skandinaviske instrumenter.

Det hele tindrer klarere og tydeligere, tungere og grummere i forhold til debut-EP’en Myrkur fra sidste år. I samarbejde med Garm har hun ladet bjergene svulme, floderne flyde over og skovene fortætte sig. Og endnu vigtigere: Det hele fungerer langt bedre sammen. Kombinationerne mellem både kirkelig og folkelig koral- og solosang og den massive black metal smeltede aldrig ordentligt sammen på debut-EP’en, det forblev et umage kryds mellem newage-darling Enya og norske black metal-ikoner som Darkthrone. Sådan er det ingenlunde på M, hvor lydbillederne er harmoniske, og der også gives plads til, at folkemusikken spreder en tung, mystisk mosebryg gennem numrene. Også kompositionerne er vokset betragteligt i styrke, ikke altid klichéfri, men i hvert fald fornemt udfoldede i deres færdige form, især når det hele går op i en højere enhed af kirkevokal, metal og folklore.

Sted spiller en stor rolle i den norske, anden bølge af black metal – det ligger i hele dyrkelsen af nordisk natur, sagn og mytologi. Jeg har selv været på afgørende steder i Oslo, hvor musikere fra bands som Darkthrone, Mayhem og Burzum hang ud. Den sortmalede pladeforretning Helvete, der en overgang var blevet til den pastelfarvede, vietnamesiske kaffebar Vårt Daglige Brød (!). Den genopførte stavkirke på Holmenkollen, som Varg Vikernes og hans kumpaner brændte ned. Og pladeforretningen Neseblod, som nu har overtaget de gamle lokaler, hvor Helvete residerede, og hvor de udstiller myrdede Euronymous’ læderarmbånd, dekoreret med en angiveligt virkelig menneskeknogle.

Myrkur taler selv om vigtigheden af sted i interview, om at det her er musik, der trækker på nordisk natur, mytologi og folklore. Så det giver mening, at Myrkur har indspillet sin plade flere forskellige steder i Oslo, herunder i kunstneren Emanuel Vigelands museum, der efter hans død er blevet forvandlet til et mausoleum.

Og det er interessant, at Myrkur dermed er vendt tilbage til arnestedet for sin grundinspiration i black metal. Ikke mindst fordi hun formår at digte videre på nordmændenes musikarv, ja, lokke den ud i nye områder, hvor folkemusik, kirkesang og gotisk pop/rock blandes sammen i nye åndemanerier. Det er yderst løfterigt.

Myrkur: ’M’ (Relapse Records) relapse.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her