Læsetid: 15 min.

Skyggeskribenten, der ville ses

Han har stået i skyggen af først sin indflydelsesrige far og siden af de mennesker, han som ghostwriter har gjort det til en levevej at skildre – senest Zlatan Ibrahimovic. Nu gælder det den ultimative udfordring: en fortsættelse af krimiforfatteren Stieg Larssons ’Millennium’-serie, der udkommer torsdag. Information tegner her et portræt af tidens mest omtalte skyggeskribent: David Lagercrantz
Den overklassestatus, som naturligt følger David Lagercrantz, virker som en rød klud i ansigtet på mange af hans kritikere – hans tøj er lidt for skræddersyet, hans skjorte lidt for opknappet.

Den overklassestatus, som naturligt følger David Lagercrantz, virker som en rød klud i ansigtet på mange af hans kritikere – hans tøj er lidt for skræddersyet, hans skjorte lidt for opknappet.

Asger Ladefoged

22. august 2015

En juleaften sidst i tresserne, mens David Lagercrantz stadig var dreng, samledes familien som sædvanligt i forældrenes villa i Solna uden for Stockholm for at fejre højtiden. For efternøleren David sneglede timerne sig af sted, som de ofte gør, når man glæder sig. Men da det endelig blev aften, indtraf et af de tilfælde, man aldrig helt har kunnet gardere sig mod i familien Lagercrantz. Gunnar Ekelöf, en af Sveriges største poeter og daværende medlem af Det Svenske Akademi, dukkede uanmeldt op på adressen for at holde hof med sin gode ven og kollega, hele Sveriges kulturelle samlingspunkt, Davids far: Olof Lagercrantz. Snart udviklede aftenen sig til en forfatterfest med snak og druk og besøg af flere af tidens store digtere, og mens de hyggede sig, sad David inde i stuen og ventede på, at det skulle blive jul.

Alle børn vil naturligvis gerne have deres fars opmærksomhed, men det er de færreste, som skal konkurrere med de største poeter om at få den. Historien om den lange juleaften udstikker da også et centralt spor i forståelsen af David Lagercrantz: hans evige higen efter faderens anerkendelse. Det vender vi tilbage til.

En kontroversiel person

Foreløbig har David Lagercrantz fået mere end rigelig anerkendelse i den svenske offentlighed. Hans bestsellerbog fra 2011 om det svenske fodboldikon Zlatan Ibrahimovic har alene i Sverige solgt i over 600.000 eksemplarer, og med den kommende Stieg Larsson-krimi – som David Lagercrantz har skrevet på baggrund af den afdøde forfatters sporadiske noter – er berømmelsen hastigt på vej fra det nationale til det globale. Skyggeskribenten er for alvor trådt ud i rampelyset. Men det er ikke sket uden omkostninger.

Tidligere i år fortalte Lagercrantz til den britiske avis The Telegraph, at Zlatan-bogen ikke indeholder et eneste citat fra fodboldspilleren selv, men i det store hele er »en litterær illusion« – en bekendelse, som affødte voldsomme reaktioner fra både skuffede læsere og anmeldere, der følte sig ført bag lyset af forfatterens »manglende respekt for virkeligheden«, som en kommentator i Aftenposten formulerede det. Selv insisterer David Lagercrantz på, at han netop igennem sin særlige litterære tilgang har fortalt en mere sand historie om Zlatan Ibrahimovic end en traditionel ghostwriter-biografi nogensinde ville kunne. Men her stopper kontroverserne ikke.

Også udgivelsen af Stieg Larssons fjerde Millennium-bind er indhyllet i skandalens slør. Ifølge Stieg Larssons venner og tidligere kæreste er det i direkte strid med krimiforfatterens eget ønske, at Lagercrantz og forlaget Norstedts nu digter videre på hans livsværk. De opfatter det som »gravplyndring« og »kommerciel udnyttelse« af den afdøde krimiforfatters værdifulde navn – mens Lagercrantz og forlaget til gengæld henholder sig til det ubestridelige faktum, at bogprojektet er sanktioneret af familien, som har rettighederne til forfatterskabet.

Mens debatten raser videre i aviserne, holder den 52-årige David Lagercrantz i øjeblikket audiens for den internationale presse i Stockholm frem mod udgivelsesdagen på torsdag, hvor bogen – som har fået den danske titel Det der ikke slår os ihjel – udkommer simultant i 27 lande verden over.

Når det sker, vil David Lagercrantz’ navn være på alles læber. Men hvem er han egentlig, denne svenske spøgelsesforfatter – og hvilke spøgelser slæber han selv rundt på?

Gennem samtaler med familiemedlemmer, venner, kolleger og kritikere har Information fremmanet konturerne af et portræt: Tilsammen tegner de et billede af et menneske, som pendler mellem lige dele »storhedsvanvid og selvhad«, som fascineres af undtagelsesmennesker med mørke personlighedstræk, og som konstant drives frem af sin fars tårnhøje ambitionsniveau, der lige fra barndommen har fulgt ham som en usynlig sværm, han selv refererer til som »Olofs gamle dæmoner«. Men der tegner sig også et billede af et ambitiøst og ekstremt hårdtarbejdende menneske med en stor intellektuel nysgerrighed, en blændende indlevelsesevne og et imponerende mod til at kaste sig ud i nye projekter, som ved første øjekast kan synes uoverskuelige eller ligefrem frygtindgydende. Med andre ord: et sammensat menneske, en Lagercrantz.

Den gamle patriark og sønnen

I sin erindringsbog Et år i tresserne skriver Olof Lagercrantz om sønnen Davids fødsel: »Ved juletid 1961 begyndte Martina at vente vort femte barn, som blev født den 4. september 1962 og døbt David Gunnar Franciscus. Gunnar efter Gunnar Ekelöf, Franciscus, fordi denne var elsket af Dante, som jeg dagligt læste.«

Hvis man vil have begreb om, hvad det vil sige at være David Lagercrantz, må man først forstå, hvilken central rolle hans far, Olof Lagercrantz (1911-2002), spillede i den svenske offentlighed op igennem det 20. århundrede. Fra midten af 1950’erne og frem til sin død i 2002 var digteren, filosoffen, litteraten og avismanden Olof Lagercrantz en af Nordens mest indflydelsesrige og fremtrædende kulturpersoner. Som chefredaktør for Sveriges største avis, den borgerligt-liberale Dagens Nyheter, bedrev han, hvad han selv kaldte for »kulturel sabotage« mod det borgerlige etablissement ved at løfte nye modernistiske digtere frem i avisen og advokere for klassisk kulturradikale synspunkter i sine ledere – mens han i sin fritid samtidig fandt tid til at imponere den litterære offentlighed med nye digte, bøger og forfattermonografier, der notorisk høstede roser for deres høje stilistiske standarder og blændende intellektuelle niveau.

Ikke underligt prægede den ambitiøse patriark livet i det lagercrantzke hjem, fortæller Davids fætter og barndomsven, filosoffen Hans Ruin.

»Olof Lagercrantz var på mange måder en fantastisk person – meget vital, intellektuel og sprudlende – men også ekstremt dominerende,« siger Ruin, der beskriver barndomshjemmet som både et »meget kærligt, men også et meget krævende hjem«.

»Man skulle konkurrere om at være den bedste – og frem for alt var det vigtigt at være begavet. Det gennemsyrede alting. Man kunne høre det på den måde, der blev talt om folk, og på den litteratur, der blev læst. Der var et stort krav om dannelse. Man skulle lære digte udenad og kunne den intellektuelle kultur på fingerspidserne«.

‘Nu bliver Olof vred’

Olof og Martina Lagercrantz fik i alt fem børn med hele 22 års mellemrum. David var efternøleren, den yngste, og hans opvækst ligner derfor ikke helt de øvrige søskendes, fortæller hans søster, skuespillerinden Marika Lagercrantz, der herhjemme blandt andet er kendt for sin rolle i Bo Widerbergs mesterværk Lærerinden fra 1995.

»Børneopdragelsen blev mildere med årene,« fortæller hun – og det kom David til gode. Marika husker særligt en episode, da hun som voksen var på besøg i barndomshjemmet og hørte David råbe efter sin far: »Hold kæft!«, klingede det ud i rummet. Marika stivnede og tænkte: »Nu bliver Olof vred.« Men hendes far løftede bare David op på sit knæ, kyssede ham på øret og sagde: »Ajajaja.«

»Det var nyt for mig, for det var en helt anden far, end vi andre havde oplevet. Men jeg vil tro, at David også har haft sine ture med ham,« siger Marika.

Hverdagen ændrede sig drastisk, da David fyldte ti, og familien flyttede fra huset i Solna til en villa i det velbeslåede overklassekvarter Drottningholm i Stockholm – »ikke så langt fra hvor kongen bor«, som Marika spøgefuldt formulerer det. I Solna kunne man rende på alle mennesker fra diverse sociale lag, men i Drottningholm var naboerne hovedsageligt privilegerede mennesker med imponerende efternavne. Den overklassestatus, som naturligt fulgte med, har lige siden klæbet til David Lagercrantz og virket som en rød klud i ansigtet på mange af hans kritikere, fortæller Åsa Linderborg, der er kulturredaktør på den svenske avis Aftonbladet:

»En interessant ting ved David er, at han vækker et sådant klassehad. Jeg kender mange mennesker, som afskyr ham, fordi han ligner en dandy og også opfører sig lidt sådan. Hans tøj er lidt for skræddersyet, hans skjorte er lidt for opknappet, han tjener lidt for mange penge – og samtidig er hans navn forbundet med en ekstrem mængde kulturel kapital,« siger hun.

I et interview med det svenske magasin Fokus har David Lagercrantz selv kommenteret sin interesse for dyre habitter og silkelommetørklæder på denne måde:

»Jeg blev tidligt glad for den her stil, min far var meget omhyggelig med at klæde sig pænt. Men jeg forstod jo hurtigt, at jeg ikke kunne gøre det. Det vakte så meget vrede hos folk. Det forstærkede billedet af det, de ikke kunne lide ved mig. Men nu er jeg sprunget ud som den excentriker, jeg er.«

Den kulturelle hæmsko

I den aktuelle sag om rettighederne til den fjerde Millennium-bog er David Lagercrantz’ overklassebaggrund også blevet et tema. Da Stieg Larssons ekskæreste Eva Gabrielsson for nylig talte med avisen The Guardian, lod hun det skinne tydeligt igennem, at det litterære overgreb kun forværres af, at det er en overklassedreng, der har tiltvunget sig adgang til Stieg Larssons forfatterskab. Stieg Larsson var erklæret kommunist og hans far fabriksarbejder fra det nordlige Sverige – mens David Lagercrantz er ud af en familie, hvor bedstefaren var bankdirektør og bedstemoren grevinde.

Spørger man Hans Ruin er fortællingen om den privilegerede overklassesøn dog kun den halve sandhed om David Lagercrantz’ opvækst – og ikke engang den vigtigste halvdel.

»Jeg synes, det er lidt misvisende at kalde hans barndom for privilegeret. Mange har en tendens til at tænke, at man er privilegeret, bare fordi man kommer fra en kendt familie. Men det betød jo samtidig en stærk eksponering, som også medførte et enormt pres. Det kan man se på både David og hans søskende – at det kan være en større belastning end et privilegium.«

I en opsigtsvækkende dagbog, som Dagens Nyheter for nylig bragte et uddrag af, beretter David Lagercrantz om de tanker og følelser, som opstod i ham under arbejdet med den kommende Millennium-bog. I dagbogen får man et indblik i hans lunefulde selvværd, som betyder, at han i det ene øjeblik spontant kan udbryde: »Jeg er født til det her. Ingen kommer til at kunne gøre det bedre« – mens han i det næste mister enhver tro på sig selv og må søge anerkendelse fra omgivelserne: »Det bipper fra mobilen. Det er fra Eva Gedin (hans redaktør, red.), og jeg bliver dødsens angst. Forestiller mig, at hun skal skrive noget i stil med: ’Hvorfor har du ikke skrevet mere klart?’ Der står: ‘Så pokkers godt!’ Jeg hæver armene som en fodboldspiller, der har scoret et mål ...«

»Der er en ustabilitet i hans egen selvforståelse,« forklarer Hans Ruin: »Han pendler konstant mellem en stærk tro på sine egne evner og en næsten grasserende følelse af utilstrækkelighed.

Det skyldes formentlig en kombination af de høje krav, han altid er blevet mødt med udefra, og den lidt nervøst anlagte personlighed, han selv har udviklet indefra.«

Også hans søster Marika ser en lige linje mellem den svigefulde selvtillid og barndommens høje præstationskrav.

»Vores far skrev altid. Der fandtes ikke weekender, der fandtes ikke ferier, der fandtes ikke liv på en måde. Og det er klart, at det er en dæmon, for det skaber jo et stort pres. Der var et vældigt højt præstationstryk i vores hjem, barren var sat højt og ambitionerne var høje på børnenes og især på drengenes vegne.«

Mobbet ud af journalistik

Egentlig ville David Lagercrantz have været akademiker; i hvert fald begyndte han med at læse filosofi og religion og skiftede først senere de videnskabelige studier ud med Journalisthøjskolen i Göteborg – en beslutning, Hans Ruin forklarer på denne måde:

»Jeg tror, at han var nysgerrig på en anden verden, en mere rå virkelighed, end den han kom fra. Han er jo rundet af en lidt beskyttet verden med kulturjournalistik, forfattere og poeter, og han var måske på flugt fra det miljø, samtidig med at han forsøgte at konkurrere med det.«

Efter journalisthøjskolen var hele branchen som en lukket dør for David Lagercrantz; han havde svært ved at finde gode job og besluttede sig i stedet for at skrive en roman. Men projektet var drevet af for meget pligt og for lidt lyst – og ad omveje endte han i stedet med at lande en stilling som kriminalreporter på Expressen, hvor han kom til at skrive om tidens store straffesager, herunder drabene på kirkegården i Åmsele, som han siden har skildret mere indgående i bogen Engle i Åmsele. Tiden som kriminalreporter var imidlertid også præget af en ikke ubetydelig kollegial animositet imod den kulturelle overklassesøn. Ikke alle i 1980’ernes venstreorienterede journalistmiljø syntes, at David Lagercrantz passede ind i branchen. Et ar, som han stadig tænker meget på og ofte kommenterer, fortæller Hans Ruin.

Arbejdet med kriminaljournalistikken kunne ikke blive ved. David Lagercrantz ville være forfatter. Det var det ’fine’ i hans familie. Det var forfatterne, der formulerede sandhederne, det havde han lært hjemmefra. Men han havde også lært, at det krævede mere end hårdt arbejde at give sig i kast med det skriftlige medies førende udtryksform.

I sin dagbog bruger David Lagercrantz gentagne gange udtrykket »min fars dæmoner«. Karakteristisk skyldbetynget skriver han et sted: »Jeg og familien er på Härligö, vores ferieø i den finske skærgård, og for en gangs skyld arbejder jeg ikke. Jeg har jaget min fars gamle dæmoner om, at man altid skal skrive og være en god intellektuel, væk. Jeg leger rundt med børnene i stedet og stikker ud med robåden.« Men det er en stakket frist, for kort efter lyder det atter: »Olofs gamle dæmoner har fået magt over mig igen« – og senere endnu, da bogen ligger færdig, melder den uundgåelige tanke sig: »Hvad mon Olof ville have syntes?«

Albert ‘Abbe’ Bonnier, der var redaktør på David Lagercrantz’ debutbog om bjergbestigeren Göran Kropp (1997) – og igen på hans bestseller om fodboldikonet Zlatan Ibrahimovic (2011) – beskriver faderens høje standarder som en ambivalent belastning: en udmattende, men også en produktiv kraft, som foreløbig har resulteret i hele ti bogudgivelser, herunder fem romaner og fem biografier.

»David har et stort bekræftelsesbehov,« siger Albert Bonnier. »Han er steget ind i den samme branche, som hans far i mange år lyste op med sit eksempel, så det er nogle utroligt store sko, han skal fylde ud. På den anden side synes jeg, at han har fundet sin egen vej ved at lave en type biografiske reportagebøger, som han i mine øjne mestrer fortræffeligt.«

En skuespiller i forklædning

Foruden biografien om bjergbestigeren Göran Kropp har David Lagercrantz skrevet om det matematiske geni Alan Turing, den fantastiske opfinder Håkan Lans og den brillante fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic. Alle undtagelsesmennesker, der fremstår intelligente og kreative, men som også bærer mørke træk med sig i deres personlighed. At David Lagercrantz netop er faldet over den slags mennesker er ikke noget tilfælde, mener Albert Bonnier.

David Lagercrantz’ farmor var psykisk syg og endte med at få det hvide snit – og hans fars to søskende tog livet af sig selv.

»Davids familiehistorie er præget af selvmord, depressioner og andre dramatiske begivenheder, og jeg tror, at meget af hans interesse for også at skildre de mere mørke sider er kommet herfra,« siger Albert Bonnier og fortsætter:

»Han drages af personligheder, som er ’larger than life’ og rummer komplekse karaktertræk, som han formentlig undersøger med lidt større nysgerrighed, fordi de minder om noget, han kender fra sin egen familiehistorie«.

Ifølge Hans Ruin går der en linje fra de monografier, hans far i sin tid skrev om store verdenslitterære figurer til de mere populære personligheder, David Lagercrantz senere har biograferet.

»På mange måder minder deres projekter faktisk om hinanden. Olof Lagercrantz skrev om Dante, Conrad og Proust og levede sig ind i deres liv som en skuespiller – og på samme måde kan også David lide at glide ind i en anden rolle og se, hvad man kan gøre med den. Han har ikke skrevet om forfattere, men han skriver om store personer, der hæver sig over mængden,« siger Hans Ruin, der mener, at David Lagercrantz’ seneste udfordring, færdiggørelsen af Stig Larssons fjerde Millennium-bind, bør ses i forlængelse af samme metode.

»Det handler om at gå ind i andres verdener og udlåne sin stemme. Mere end han er en spøgelsesforfatter, er David en skuespiller – han iklæder sig en anden dragt og forsøger at være i den, få noget ud af den.«

’Det er sådan, han er’

Men kritikken af hans metode er ikke udeblevet. En af de hårdeste kritikere under Zlatan-debatten har været Aftonbladets kulturskribent Martin Aagård, der beskriver David Lagercrantz’ omgang med sandheden som arrogant.

»David Lagercrantz har været doven. Selv om han fra begyndelsen vidste, at han var ved at skrive en bestseller, har han ikke orket at vride og vende den kedelige virkelighed for at få en spændende historie frem. Han tog i stedet den nemme vej og fandt selv på det, der manglede: en interessant hovedperson,« skrev han for nylig i sin avis.

Siden har David Lagercrantz fået opbakning fra uventet kant i form af Elin Cullhed, der var ansat til at transskribere David Lagercrantz’ knap 100 timers interview med Zlatan, og som derfor kan levere et unikt vidnesbyrd om bogens sandhedsværdi. I en sms-korrespondance med Dagens Nyheter skriver hun, at David Lagercrantz har »udført et fantastisk stykke arbejde« i bestræbelserne på at ramme »Zlatans stemme«:

»Al litterær gestaltning finder tonen og stemmen i et koncentrat af det virkelige. Jeg oplever Zlatan som virkeligere i bogen end i de transskriberede dokumenter takket være et utroligt litterært arbejde,« skriver hun.

Også i sagen om Stieg Larssons Millennium-bog vedbliver kritikken med at ramme – og ramme hårdt. Så sent som i denne uge føjede Dagens Nyheters respekterede kulturskribent Lotta Olsson sig til koret af kritikere under overskriften: ’Lisbeth Salander har ikke brug for David Lagercrantz’. Her argumenterede hun for, hvorfor den posthume fortsættelse af Salander-serien er udtryk for »mangel på respekt for Stieg Larssons forfatterskab«.

»Virkeligheden begynder efterhånden at ligne en grovere udgave af grundfortællingen i Millennium-trilogien. Den eneste forskel er bare, at i Stieg Larssons bøger kunne ofrene få oprejsning,« skrev hun.

Ifølge en kilde, som færdes i David Lagercrantz’ vennekreds, men som ønsker at være anonym, er kritikken kommet bag på den følsomme forfatter.

»I den lagercrantzke familie er der en tradition for selvmord, og David har lidt taget det til sig som sin identitet – tungsindet – men også martyriet. Det er altid lidt synd for ham, synes han, men han er ikke helt uden skyld i det selv: Han blev oprigtigt overrasket over, at reaktionerne var så stærke, da han fortalte, at han ville skrive et fjerde bind af Stieg Larssons folkekære serie. Han forstod ingenting af det; han troede, at alle ville klappe af ham.«

Klapsalverne kan stadig nå at indfinde sig, men ifølge hans agent, Magdalena Hedlund – der repræsenterer Stieg Larssons familiefond og i øvrigt også stod bag ideen om at hyre David Lagercrantz som forfatter – fylder kritikken fortsat meget i hans bevidsthed.

»Han er meget påvirket af debatten,« fortæller hun, »men han har det synspunkt, som jeg også deler, nemlig at der ikke går noget af Stieg Larssons bøger ved, at han skriver videre på dem. Som han siger: ’Det er mine evner som forfatter, der er på spil her. Det er mig, der vil blive bedømt på bogens kvalitet. Stieg Larsson bøger er der ikke nogen, der kan pille ved’«.

Spørger man Albert Bonnier er det måske nok en formel overraskelse, at David Lagercrantz takkede ja til at være pennefører på Stieg Larssons fjerde Millennium-bind. Men hvis man tager hans personlighed med i betragtning, giver det mening.

»Når man har lavet en så ekstrem succes, som Zlatan-bogen var, så må den næste udfordring naturligt nok være endnu mere ekstrem. Og det eneste, som er mere spektakulært end Zlatan, er Stieg Larsson.«

– Hvad siger det om David Lagercrantz?

»At han vil overgå sig selv. Sprænge sin egne grænser. Vise omgivelserne, at han kan. Det er sådan, han er.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu